Man kan ikke sige, at jeg på det seneste har været særlig god til at opdatere min blog; mit liv er fløjet forbi nærmest med mig som passager, og jeg kan slet ikke forstå, at julen er over os. Sneen ligger i bunker uden for mit vindue, det lille juletræ står tændt og pakkerne er for længst pakket og åbnet igen; og imens kryber mit udvekslingsår sig langsomt nærmere i skyggen. Jeg er i Japan om 3 måneder! Det virker fuldstændig uvirkeligt.
I de sidste par måneder er der sket en del, og en af de største grunde til, at jeg ikke har opdateret min blog, er ikke kun alle de nye ting, jeg har skullet vænne mig til. Min vilje og trang til altid at gøre mit bedste i alle fag og over det hele, har slået mig godt i baghovedet, og jeg har været inde i en periode, hvor stress har været hverdag; nu håbet jeg bare, at den tid er ved at være forbi, og at jeg endelig kan falde lidt til ro igen.
Lige nu sidder jeg ved min mors computer, da min egen nægter at tænde. I oktober startede min skærm med at drille mig, hvilket førte til, at den i starten af november blev degraderet fra bærbar til staditionær. Jeg havde egentlig troet, at den ville gå i stykker ved, at skærmen ville falde af, men det ser ud til at være noget andet. Jeg har backup af langt de fleste af mine ting, lige bortset fra nogle noveller fra den sidste tid og en færdigskrevet danskaflevering til 2. januar - og måske nogle billeder, hvilket jeg dog ikke håber på. Jeg håber på, at jeg kan få afleveringen ud, for jeg har mildest talt ikke særlig meget lyst til at bruge en 4-5 timer på den igen, trods det nok ville gå lidt stærkere anden gang.
Mor og jeg flyttede i slutningen af oktober, men det lille rækkehus er allerede sagt op igen; her bor stort set kun unge mennesker, der larmer noget så grusomt, og det hele synes at være bygget med hovedet under armen - det trækker over det hele, varmen virker ikke ordentlig, der er fugt i næsten litervis ved alle vinduer osv. Det betyder, at jeg ikke ved, hvor jeg bor, når jeg kommer hjem fra Japan, hvilket piner mig en smule - men på den anden side skal det nok gå :)
Derudover kommer der også til at ske en stor forandrig i min hverdag efter ferien. Min klasse, som jeg ellers var blevet så glad for, er nemlig blevet splittet op og findes ikke længere - og alle dem, jeg går med, kommer desværre i en anden klasse end mig. Det er jeg rigtig ked af, da jeg jo kun skal gå på skolen i et par måneder mere, men på den anden side går det vel nok også - jeg forsøger i hvert fald i de triste stunder at sige til mig selv, at jeg jo kan se dem i frikvarterene.
Omkring Japan er der ikke skert så frygtelig meget. Jeg var på kulturweekend i den sidste weekend af oktober, hvilket jeg dog allerede har skrevet lidt om her. Det er også min endelige udvekslingsblog, hvor de interesserede samt familie har mulighed for at følge mig under mit udvekslingsophold.
Juleaften holdt jeg hos min mors lillesøster nær Randers, hvilket var rigtig hyggeligt, selvom jeg inderst inde var en smule trist over, at jeg ikke er hjemme til jul næste år. Julegaverne var lidt småkedelige, men det er jeg vel også selv ude om, når jeg bad alle om at give mig noget, jeg havde mulighed for at tage med til Japan - så i år blev det kun til en enkelt bog. Men en kuffert er også altid godt!
Nytårsaften skal jeg være sammen med et par veninder nord for København, hvor jeg også har været i de sidste 3 år. Det skal nok blive rigtig hyggeligt, og jeg glæder mig til at byde 2011 velkommen sammen med dem :) Ellers skal jeg hjem til Ymer fra tirsdag til onsdag, og derimellem er det bare almindelig julehygge og ferie. Jeg skal nok et smut ind til midtbyen på biblioteket i morgen, ellers får jeg nemlig en bøde...
God jul og godt nytår :D
søndag den 26. december 2010
fredag den 22. oktober 2010
Efterårsferie
Lige nu sidder jeg og venter på, at min te trækker færdig, og ser Live fra Bremen sammen med min mor. Jeg fik efterårsferie for en uge siden, og nøjh, det føles godt nok som meget, meget længere siden! Som min mor udtrykte det for to minutter siden: "Der går nok fire dage, og så spørger jeg, hvad du gjorde der og der, for jeg kan simpelthen ikke huske det!" Jeg glemmer sikkert også selv at fortælle noget af alt det, der er sket.
Ferien startede egentlig ud med, at min fredag aften skulle være ganske normal hjemme foran tv'et og sammen med mor - men på vej hjem fra skole trillede en sms ind på min mobil fra en af drengene fra klassen, der skrev, at han havde glemt at spørge mig i skolen, men om jeg skulle noget om aftenen? Han holdt nemlig filmaften og ville høre efter, om jeg ville med. Det kunne jeg ikke lige sige nej til :D
Vi så en eller anden film, som jeg helt ærligt ikke helt kan huske, hvad hed eller helt præcist handlede om - det var en film, man helst skulle følge meget med i, og at sætte den for foran en flok bestående af 3 piger og 3 drenge fra 1.d på Viby gymnasium... weeell. Der var i hvert fald en del af filmen, jeg ikke fik set XD Men det af den, jeg fik med, husker jeg som god :D
Lørdag rendte mor og jeg Århus rundt, for først at bytte den ring, jeg fik i fødselsdagsgave af far, til en anden, derefter var vi i Boxit (opbevaringssted, de fleste af vores ting står i et rum derude), hvor jeg skulle have fat på nogle af mine mønstre, og til sidst smuttede vi forbi Stof og Stil, hvor jeg skulle have stof til cosplay. Jeg tror måske, at vi også gjorde noget andet, men jeg kan ikke lige huske hvad lige nu.
Da vi kom hjem, begyndte jeg at tegne kjolemønster op til cosplay. Jeg har planer om at cosplaye Mei fra Totoro til J-popcon, men jeg mangler en paryk, der er virkelig vigtig, da mit eget hår ikke ligefrem minder om hendes, så jeg ved ikke helt, om det bliver til noget lige nu /: Forhåbentligt gør det!
Optegningen af mønsteret tog næsten tre timer! Resten af dagen brugte jeg på at slappe af, og hen på aftenen fik jeg tegnet mønsteret op på stoffet.
Søndag blev ikke brugt på særlig meget andet end at sy. Kjolen er næsten færdig, jeg mangler kun at ordne toppen og bunden, og så er den færdig :D Her er et billede fra før jeg syede lynlås på og den blev syet sammen i ryggen:
Mandag havde en af de piger, jeg tit går med i skolen, fødselsdag og fyldte 16. Vi er en gruppe på 6-7 stykker (Gro, Karen Inge og jeg fra d, Mads, Camilla, Suzanna (the fødselsdagsbarn) og til tider også Mia fra y), der tit går sammen i skolen, og vi besluttede os for at belejre hendes dag - hemmeligt! Eller... det var oprindeligt ment som et surprise party, men vi har været virkelig dårlige til at holde masken, og Camillas og mine "bortførelser" af folk en af gangen i skolen havde afsløret os. Men! Hun vidste dog ikke, at vi havde tænkt os at gøre så meget ud af det :D
Sagen er nemlig den, at Suzanna er en af de mindre pigede piger, og vi har en joke med at kalde hende prinsesse. Så selvfølgelig var temaet prinsesse!
Vi holdte fødselsdagen hos Gro, hvor jeg allerede var klokken 10. Næsten med det samme gik vi i gang med at bage kage, og som resten også kom ind af døren, fik vi også bagt muffins og boller. Jeg vil i hvert fald selv mene, at alle tre dele blev virkelig seje! Billeder kan ses længere nede.
Det var meningen, at Suzanna skulle være kommet klokken 1, men heldigvis var hun forsinket, og var der først klokken 2. Hvis hun var kommet klokken 1, havde vi ikke nået at blive færdige!
Vi gemte os inde i stuen med lukket dør, og idet Gro (der havde været henne og hente hende) og Suzanna kom gående hen af gangen, åbnede vi døren og råbte et højt: "SURPRISE!" og flækkede sammen af grin :D Derefter spiste vi boller, muffins og kage, og fødselsdagen sluttede for mit vedkommende med, at vi satte os i sofaerne og så Hercules med ordre fra dagens "prinsesse". Jeg tog hjem klokken 5, imens de andre blev et par timer endnu, da jeg skulle pakke til tirsdag-onsdag.
Suzanna fik desuden også en fin tiara og et blyantssæt med Disney prinsesser fra fætter BR af os i gave!
Tirsdag og onsdag stod på møde med de evigt dejlige boggnaskere i Odense/Vejle! Jeg tog toget fra Århus omkring klokken halv ni tirsdag morgen mod Odense, hvor vi skulle mødes og stalke J. K. Rowling, der modtog en eller anden form for H. C. Andersen-pris. Vi var ikke inde til selve arrangementet, men stod udenfor Kulturhuset (da vi endelig havde fundet det, efter at have vandret rundt i Odense by en stund). I hvert fald indtil der var nogen, der nævnte, at hun havde tid til at give autografer ved Rådhuset, og vi derefter vendte snuden den vej.
Vi stod ude foran Rådhuset og ventede på hende i i hvert fald 2 timer, og selvom jeg ikke selv er fan af hverken hende eller Harry Potter, var det alligevel lidt af en oplevelse! Det er i hvert fald sjældent, at jeg har set så mange bøger blive stukket frem mod en rød løber på én gang, og så mange overhyper glade fans, der havde fået autograf. Faktisk er det den eneste gang... To af boggnaskerne fik også en autograf i deres bøger:
Derefter rendte vi lidt rundt i Odense, kiggede på butikker osv. Omkring klokken halv fem (tror jeg), tog vi toget til Vejle, hvor vi skulle overnatte hos en af boggnaskerne. Det var virkelig hyggeligt, og vi fik bl.a. aftenen til at gå med besserwisser DSB-special og sidde med en blog og skrive historie - det blev gjort ved, at vi hver især skrev en linje, hvorefter bloggen blev sendt videre til den næste, der også skrev en linje og sendte videre. Vi fik en meget interessant historie om Bente, Misty, frikadeller og WinWin-situation ud af det! Vidste I forøvrigt, at DSB et-eller-andet-år genbrugte 90% af vandet fra deres rensningsanlæg?
Onsdag stod vi op klokken 7 og begyndte at pakke sammen, hvorefter vi tog en stor taxi til Vejle og derefter toget til Odense - dagen stod nemlig på møde med forfatteren John Flanagan! :D I Odense (og på toget) stødte vi på lidt flere boggnaskere, og rendte lidt rundt i byen indtil klokken blev halv et (jeg kom til at købe to bøger). Så stod det nemlig på V.I.P. møde med Flanagan, hvor vi var så heldige at få lidt ekstra viden bag bøgerne, der ikke blev nævnt til selve foredraget, der blev holdt bagefter. Det var en virkelig fed oplevelse at møde ham, selvom jeg må indrømme, at jeg selv blev lidt genert og ikke rigtig fik sagt noget.
John Flanagan er forøvrigt en australsk forfatter, der står bag serien Skyggens Lærling, eller The Ranger's Apprentice - det er en af de virkelig gode serier, som enhver fantasy-elsker burde få fingrene i og læse med det samme! :)
Derefter stod det på gåtur i Odense igen - jep, nu kan jeg finde rundt i Odense i søvne! I hvert fald næsten da. Af Flanagan fik vi også autografer, men fordi alle mine bøger befinder sig i nogle kasser allerbagerst ude i Boxit, hvor alle vores ting og møbler står foran, kunne jeg ikke få en i min bog, og fik den derfor på papir. Det rendte jeg rundt og var i virkelig dårligt humør over, for at jeg ikke fik nogen autograf af Rowling rager mig egentlig i bund og grund en pind, hvorimod Flanagans betyder lidt mere, da jeg er fan af hans bøger... Vi rendte derfor Odense rundt for at se efter, om vi kunne finde en boghandel, der solgte hans bøger på engelsk, men nej, der fandtes ikke nogen. Jeg endte derfor med at gå ind i den boghandel, som han sad og signerede bøger i, og købte 1'eren på dansk og fik hans autograf deri - så nu har jeg både "Gorlans Ruiner" og "The Ruins of Gorlan".... Men jeg fik hans autograf! :D Og den er jeg virkelig glad for ♥
Da jeg kom hjem onsdag, og mor og jeg fik sat os til bords for at spise, fik vi lidt af et chok. Dem, hvis lejlighed vi har lejet, og som bor lige ved siden af, havde haft indbrud samme dag mellem klokken 10 og 13 - hvilket vil sige, at jeg havde været hjemme, hvis ikke, jeg var taget til Odense. Jeg har virkelig ikke ord for, hvor glad og lykkelig jeg er for, at jeg tog til Odense der! Tyvene havde stjålet et pengeskab, hvor nøglerne til både hus og lejlighed var i, og de kunne derfor låse sig ind, hvis de ville. Låsene er blevet skiftet ud nu, men det var de ikke torsdag morgen, hvorfor jeg tog med mor på arbejde og nakkede et mødelokale til at lave lektier i - hvilket nu alligevel var meget hyggeligt :) Jeg fik påbegyndt både min engelsk- og matematikaflevering rimelig godt, og fik desuden læst lidt, inden mor tog fri klokken halv et.
Min storebror skulle et smut til lægen i Them, hvor min mor skulle køre ham, og jeg tog med og læste i bilen imens. Jeg skal nemlig skrive danskrapport over et læsekursus, vi har haft, men den bog, jeg oprindeligt begyndte på, er jeg ikke blevet færdig med. Det lyder nok lidt underligt når jeg siger, at jeg har valgt at læse en anden bog på 500 sider frem for at afslutte de sidste par hundrede sider i den oprindeligt valgte bog, men den er virkelig så langtrukken... Historien er virkelig interessant og fængende, men formuleringen er så fuldstændig og utrolig langtrukken! Det er en bog om en kejserinde af Kina, og mange af afsnittene starter som følgende:
"Den 19. august 1884, da min søn havde været kejser i bla antal år, skete der bla, der fik bla til at gøre og sige bla"
At påbegynde en ny bog virkede for mig som en meeeget bedre løsning...
I går aftes var jeg så til wii-aften med YFU, hvilket var virkelig hyggeligt! På trods af, at det egentlig hed wii-aften, blev der kun spillet brætspil, spist pizza, slik, chips, popcorn og drukket sodavand - men det var også skønt! Både Metha og Johan var der, og det var virkelig dejligt at se dem igen. Metha tror jeg ikke, at jeg har set siden engang før sommerferien, og Johan har jeg ikke set siden d. 1. august, hvor vi også var til noget YFU-halløj. Det var virkelig, virkelig skønt at få snakket noget udveksling med dem, for de er dem, der bedst kan sætte sig ind i min situation for tiden, da de står i det fuldkommen samme. Når man går ud og får lidt frisk luft sammen, kigget på stjernehimlen og snakker om, at vi alle tre om et halvt år befinder os i Japan, kan jeg ikke lade være med at få nogle store, baskende sommerfugle i maven - jeg er virkelig, virkelig spændt :D
I dag, dvs. fredag, havde min storebror fødselsdag! Han fyldte 18, og dagen startede ud med, at min mor vækkede mig og satte mig til at dække fødselsdagsbord, imens hun hentede rundstykker. Derefter spiste vi morgenmad, han åbnede gaver, og vi tog til Silkeborg, hvor der skulle ordnes en masse papirer ved kommunen i forbindelse med, at han fylder 18. Jeg tog med, og sad det meste af tiden og læste i min bog (jeg mangler knap 150 sider nu :D), men det blev også lige til en lille strøgtur. Jeg fandt en virkelig sød nederdel i H&M, ternet med farver som pink og blå i sig, og jeg faldt pladask for den - i hvert fald indtil jeg prøvede den, og så, at den fik min røv til at se femten gange så stor ud :< Så jeg endte med at købe to par strømpebukser, et par i blå og et i rød. Det røde par er jeg virkelig glad for, for mine andre røde er næsten lige gået i stykker - sammen med halvdelen af min strømpebuksesamling. Jeg har smidt to par ud bare i denne her uge, og burde smide et tredje par ud lige om snart! Det er virkelig ikke særlig sjovt.
Resten af dagen er blevet brugt med lidt lektier og læsning. I morgen skal min mor op og hente Bedste i Nordjylland, og jeg skal have lavet resten af mine lektier. Jeg mangler at lave resten af min matematikaflevering, min danskrapport og se på noget samfundsfag, som vi skal have en prøve i på tirsdag- yirks! Men jeg satser på, at det nok skal gå :) Søndag står på familiebesøg og forhåbentligt lidt syning - og mandag er der så skole igen. Men det gør mig ikke noget! Jeg glæder mig til at rende rundt sammen med klassen og "gruppen" i frikvarterene ♥
Jeg beklager forøvrigt, hvis billederne er lidt små eller underlige i opløsning. Mit internet er for tiden elendigt, og jeg var nødt til at lave dem mindre i paint for, at photobucket ville acceptere dem.
Ferien startede egentlig ud med, at min fredag aften skulle være ganske normal hjemme foran tv'et og sammen med mor - men på vej hjem fra skole trillede en sms ind på min mobil fra en af drengene fra klassen, der skrev, at han havde glemt at spørge mig i skolen, men om jeg skulle noget om aftenen? Han holdt nemlig filmaften og ville høre efter, om jeg ville med. Det kunne jeg ikke lige sige nej til :D
Vi så en eller anden film, som jeg helt ærligt ikke helt kan huske, hvad hed eller helt præcist handlede om - det var en film, man helst skulle følge meget med i, og at sætte den for foran en flok bestående af 3 piger og 3 drenge fra 1.d på Viby gymnasium... weeell. Der var i hvert fald en del af filmen, jeg ikke fik set XD Men det af den, jeg fik med, husker jeg som god :D
Lørdag rendte mor og jeg Århus rundt, for først at bytte den ring, jeg fik i fødselsdagsgave af far, til en anden, derefter var vi i Boxit (opbevaringssted, de fleste af vores ting står i et rum derude), hvor jeg skulle have fat på nogle af mine mønstre, og til sidst smuttede vi forbi Stof og Stil, hvor jeg skulle have stof til cosplay. Jeg tror måske, at vi også gjorde noget andet, men jeg kan ikke lige huske hvad lige nu.
Da vi kom hjem, begyndte jeg at tegne kjolemønster op til cosplay. Jeg har planer om at cosplaye Mei fra Totoro til J-popcon, men jeg mangler en paryk, der er virkelig vigtig, da mit eget hår ikke ligefrem minder om hendes, så jeg ved ikke helt, om det bliver til noget lige nu /: Forhåbentligt gør det!
Optegningen af mønsteret tog næsten tre timer! Resten af dagen brugte jeg på at slappe af, og hen på aftenen fik jeg tegnet mønsteret op på stoffet.
Søndag blev ikke brugt på særlig meget andet end at sy. Kjolen er næsten færdig, jeg mangler kun at ordne toppen og bunden, og så er den færdig :D Her er et billede fra før jeg syede lynlås på og den blev syet sammen i ryggen:
Ignorer venligst min "feriehed" i påklædning.
Mandag havde en af de piger, jeg tit går med i skolen, fødselsdag og fyldte 16. Vi er en gruppe på 6-7 stykker (Gro, Karen Inge og jeg fra d, Mads, Camilla, Suzanna (the fødselsdagsbarn) og til tider også Mia fra y), der tit går sammen i skolen, og vi besluttede os for at belejre hendes dag - hemmeligt! Eller... det var oprindeligt ment som et surprise party, men vi har været virkelig dårlige til at holde masken, og Camillas og mine "bortførelser" af folk en af gangen i skolen havde afsløret os. Men! Hun vidste dog ikke, at vi havde tænkt os at gøre så meget ud af det :D
Sagen er nemlig den, at Suzanna er en af de mindre pigede piger, og vi har en joke med at kalde hende prinsesse. Så selvfølgelig var temaet prinsesse!
Vi holdte fødselsdagen hos Gro, hvor jeg allerede var klokken 10. Næsten med det samme gik vi i gang med at bage kage, og som resten også kom ind af døren, fik vi også bagt muffins og boller. Jeg vil i hvert fald selv mene, at alle tre dele blev virkelig seje! Billeder kan ses længere nede.
Det var meningen, at Suzanna skulle være kommet klokken 1, men heldigvis var hun forsinket, og var der først klokken 2. Hvis hun var kommet klokken 1, havde vi ikke nået at blive færdige!
Vi gemte os inde i stuen med lukket dør, og idet Gro (der havde været henne og hente hende) og Suzanna kom gående hen af gangen, åbnede vi døren og råbte et højt: "SURPRISE!" og flækkede sammen af grin :D Derefter spiste vi boller, muffins og kage, og fødselsdagen sluttede for mit vedkommende med, at vi satte os i sofaerne og så Hercules med ordre fra dagens "prinsesse". Jeg tog hjem klokken 5, imens de andre blev et par timer endnu, da jeg skulle pakke til tirsdag-onsdag.
Tirsdag og onsdag stod på møde med de evigt dejlige boggnaskere i Odense/Vejle! Jeg tog toget fra Århus omkring klokken halv ni tirsdag morgen mod Odense, hvor vi skulle mødes og stalke J. K. Rowling, der modtog en eller anden form for H. C. Andersen-pris. Vi var ikke inde til selve arrangementet, men stod udenfor Kulturhuset (da vi endelig havde fundet det, efter at have vandret rundt i Odense by en stund). I hvert fald indtil der var nogen, der nævnte, at hun havde tid til at give autografer ved Rådhuset, og vi derefter vendte snuden den vej.
Vi stod ude foran Rådhuset og ventede på hende i i hvert fald 2 timer, og selvom jeg ikke selv er fan af hverken hende eller Harry Potter, var det alligevel lidt af en oplevelse! Det er i hvert fald sjældent, at jeg har set så mange bøger blive stukket frem mod en rød løber på én gang, og så mange overhyper glade fans, der havde fået autograf. Faktisk er det den eneste gang... To af boggnaskerne fik også en autograf i deres bøger:
Onsdag stod vi op klokken 7 og begyndte at pakke sammen, hvorefter vi tog en stor taxi til Vejle og derefter toget til Odense - dagen stod nemlig på møde med forfatteren John Flanagan! :D I Odense (og på toget) stødte vi på lidt flere boggnaskere, og rendte lidt rundt i byen indtil klokken blev halv et (jeg kom til at købe to bøger). Så stod det nemlig på V.I.P. møde med Flanagan, hvor vi var så heldige at få lidt ekstra viden bag bøgerne, der ikke blev nævnt til selve foredraget, der blev holdt bagefter. Det var en virkelig fed oplevelse at møde ham, selvom jeg må indrømme, at jeg selv blev lidt genert og ikke rigtig fik sagt noget.
John Flanagan er forøvrigt en australsk forfatter, der står bag serien Skyggens Lærling, eller The Ranger's Apprentice - det er en af de virkelig gode serier, som enhver fantasy-elsker burde få fingrene i og læse med det samme! :)
Derefter stod det på gåtur i Odense igen - jep, nu kan jeg finde rundt i Odense i søvne! I hvert fald næsten da. Af Flanagan fik vi også autografer, men fordi alle mine bøger befinder sig i nogle kasser allerbagerst ude i Boxit, hvor alle vores ting og møbler står foran, kunne jeg ikke få en i min bog, og fik den derfor på papir. Det rendte jeg rundt og var i virkelig dårligt humør over, for at jeg ikke fik nogen autograf af Rowling rager mig egentlig i bund og grund en pind, hvorimod Flanagans betyder lidt mere, da jeg er fan af hans bøger... Vi rendte derfor Odense rundt for at se efter, om vi kunne finde en boghandel, der solgte hans bøger på engelsk, men nej, der fandtes ikke nogen. Jeg endte derfor med at gå ind i den boghandel, som han sad og signerede bøger i, og købte 1'eren på dansk og fik hans autograf deri - så nu har jeg både "Gorlans Ruiner" og "The Ruins of Gorlan".... Men jeg fik hans autograf! :D Og den er jeg virkelig glad for ♥
Min storebror skulle et smut til lægen i Them, hvor min mor skulle køre ham, og jeg tog med og læste i bilen imens. Jeg skal nemlig skrive danskrapport over et læsekursus, vi har haft, men den bog, jeg oprindeligt begyndte på, er jeg ikke blevet færdig med. Det lyder nok lidt underligt når jeg siger, at jeg har valgt at læse en anden bog på 500 sider frem for at afslutte de sidste par hundrede sider i den oprindeligt valgte bog, men den er virkelig så langtrukken... Historien er virkelig interessant og fængende, men formuleringen er så fuldstændig og utrolig langtrukken! Det er en bog om en kejserinde af Kina, og mange af afsnittene starter som følgende:
"Den 19. august 1884, da min søn havde været kejser i bla antal år, skete der bla, der fik bla til at gøre og sige bla"
At påbegynde en ny bog virkede for mig som en meeeget bedre løsning...
I går aftes var jeg så til wii-aften med YFU, hvilket var virkelig hyggeligt! På trods af, at det egentlig hed wii-aften, blev der kun spillet brætspil, spist pizza, slik, chips, popcorn og drukket sodavand - men det var også skønt! Både Metha og Johan var der, og det var virkelig dejligt at se dem igen. Metha tror jeg ikke, at jeg har set siden engang før sommerferien, og Johan har jeg ikke set siden d. 1. august, hvor vi også var til noget YFU-halløj. Det var virkelig, virkelig skønt at få snakket noget udveksling med dem, for de er dem, der bedst kan sætte sig ind i min situation for tiden, da de står i det fuldkommen samme. Når man går ud og får lidt frisk luft sammen, kigget på stjernehimlen og snakker om, at vi alle tre om et halvt år befinder os i Japan, kan jeg ikke lade være med at få nogle store, baskende sommerfugle i maven - jeg er virkelig, virkelig spændt :D
I dag, dvs. fredag, havde min storebror fødselsdag! Han fyldte 18, og dagen startede ud med, at min mor vækkede mig og satte mig til at dække fødselsdagsbord, imens hun hentede rundstykker. Derefter spiste vi morgenmad, han åbnede gaver, og vi tog til Silkeborg, hvor der skulle ordnes en masse papirer ved kommunen i forbindelse med, at han fylder 18. Jeg tog med, og sad det meste af tiden og læste i min bog (jeg mangler knap 150 sider nu :D), men det blev også lige til en lille strøgtur. Jeg fandt en virkelig sød nederdel i H&M, ternet med farver som pink og blå i sig, og jeg faldt pladask for den - i hvert fald indtil jeg prøvede den, og så, at den fik min røv til at se femten gange så stor ud :< Så jeg endte med at købe to par strømpebukser, et par i blå og et i rød. Det røde par er jeg virkelig glad for, for mine andre røde er næsten lige gået i stykker - sammen med halvdelen af min strømpebuksesamling. Jeg har smidt to par ud bare i denne her uge, og burde smide et tredje par ud lige om snart! Det er virkelig ikke særlig sjovt.
Resten af dagen er blevet brugt med lidt lektier og læsning. I morgen skal min mor op og hente Bedste i Nordjylland, og jeg skal have lavet resten af mine lektier. Jeg mangler at lave resten af min matematikaflevering, min danskrapport og se på noget samfundsfag, som vi skal have en prøve i på tirsdag- yirks! Men jeg satser på, at det nok skal gå :) Søndag står på familiebesøg og forhåbentligt lidt syning - og mandag er der så skole igen. Men det gør mig ikke noget! Jeg glæder mig til at rende rundt sammen med klassen og "gruppen" i frikvarterene ♥
Jeg beklager forøvrigt, hvis billederne er lidt små eller underlige i opløsning. Mit internet er for tiden elendigt, og jeg var nødt til at lave dem mindre i paint for, at photobucket ville acceptere dem.
onsdag den 13. oktober 2010
NV
Til dem, der ikke går i gymnasiet, står "NV" for "naturvidenskabeligt grundforløb", og et et forløb på et par måneder, man lægger ud med i 1.g. Det overtager pladsen for de naturvidenskabelige fag på skemaet, og bliver afsluttet med en såkaldt "samtale", hvor karakteren, der forøvrigt skrives på eksamensbeviset, bliver besluttet ud fra præstationer i klassen, de afleverede skriftlige opgaver og hvor godt man virker til at have forstået NV under samtalen. Som nogle nok allerede kan gætte, var jeg oppe til NV-samtale i dag. Og det er ikke ligefrem fordi, at jeg er helt vildt tilfreds med mig selv.
Før afgangsprøverne brugte jeg virkelig lang tid på at forberede hvert fag, på at øve, øve, øve, øve og øve, repetere pensum og repetere pensum. Jeg følte mig trods nervøsitet godt forberedt til alle prøverne, og kom ud med karakterer og præstationer (lige med undtagelse af engelsk...), som jeg egentligt var ok tilfreds med.
Jeg ved ikke, hvad det var, der skete med mig, men jeg havde meget svært ved at sætte mig ned ved et bord og få gjort klar til samtalen. Jeg blev stresset og havde svært ved at koncentrere mig, mine tanker forsvandt fra sukkerindhold i cola og opmåling af jordens radius via skyggers vinkel til den personlige og følelsesmæssige udvinkling, jeg for tiden går igennem. Notaterne og de udleverede ark blev læst igennem, jeg fik øvet, men da jeg sad i morges før latin* følte jeg mig så uforberedt, som man næsten overhovedet kunne blive. Jeg var kold over det hele, nervøs, havde en følelse af ikke at have spist i flere dage i maven (for mit vedkommende er det et bevis på, at jeg var ret nervøs), og min hjerne havde meget svært ved at gå over til puer, videt og implicit subjekt. I frikvarteret sad jeg og var ovenud lykkelig for, at der var morgensamling, og min opmærksomhed derfor blev opslugt af folk på scenen, der spiste underlige ting og blandinger. Timen før samtalen var af en eller anden grund NV, som blev brugt på de sidste spørgsmål og derefter bare snak.
Vi har to lærere i NV; Jacob og Åge. Åge er også rektor, og er helt sikkert den, jeg allerhelst ville ind til, men nej, jeg skulle ind til Jacob. Samtalen varer ca. 15 minutter, og jeg skulle ind fra 10:55-11:10 - dvs. at jeg var den første, der skulle ind. Det var jeg egentlig godt tilfreds med, for jeg får det altid dårligt, når alle får deres karakterer og jeg stadigvæk mangler at være inde.
Jeg startede ud med at fortælle om den rapport over sukkerindhold i cola, vi har skrevet. Fortalte om formål, apparatur, fremgangsmåde, resultater, videre behandling af disse osv. Det var fint nok, han sad og nikkede, og spurgte derefter ind til andre ting, hvorefter jeg gik lidt i sort. Jeg kunne ikke huske halvdelen, sagde en masse, ifølge mig, underlige ting, og havde det mildest talt ikke særlig godt, da han sagde, at jeg havde fået 10.
Nej, jeg er ikke utilfreds med min karakter, langtfra! Når jeg ser på alle dem, der har været inde og få 7 og de par stykker, jeg ved, har fået 4, er jeg meget tilfreds. Men min præstation synes jeg var for dårlig, og langt, langt, LANGT under min standard. I går i NV-timen sagde Åge, at der var et par stykker, de havde lagt op til at give 12, men af hvad jeg ved af, er vi kun en 5 stykker, der har fået 10 og ingen, der har fået 12. Det gør mig på en måde nervøs og utilfreds, for jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, om en af dem, de mente, kunne have været mig.
Efter NV-samtalen, eller evalueringen, som nogen kalder det, sagde Jacob lidt om, hvordan min præstation var; han nævnte intet om samtalen, hvorfor ved jeg ikke lige, men i timerne sagde han, at jeg var godt aktiv, havde en god forståelse for NV, afleverede gode rapporter og ikke en eneste negativ ting, hvilket bidrager til min mistanke. Desuden var der et par af dem, der også fik 10, der ikke laver særlig meget i alle timerne, men havde vist en god forståelse for NV til samtalen.
... Nogle gange hader jeg virkelig mit stræbeinstinkt og ville ønske, at det ville gå af helvede til /:
*I grundforløbet er der også det forløb, der hedder AP = almen sprogforståelse. Det opsluger rigtig mange af sprogtimerne i grundforløbet og indeholder også en smule latin. Eftersom vi er et meget lille franskhold og en af spansklærerne ikke kan latin, har vi en gang imellem "latin" på skemaet, hvor vores to hold er slået sammen.
Forøvrigt, lige et emneskift! I lørdags fik jeg brev fra YFU om, at jeg har fået forventet afrejsedato! :D Jeg skal sandsynligvis afsted mandag d. 14. marts 2011, og nok fra København om eftermiddagen. Hvis der er nogen, der gerne vil vide mere om det, kan de altid gå ind på min udvekslingsblog her; det er en blog, jeg oprettede for ikke særlig længe siden, og er mest beregnet til venner og familie, men jeg ville blive meget glad, hvis der også er andre, der følger med! Den bliver forøvrigt skrevet på dansk, og forhåbentligt opdateret en del under mit udvekslingsophold (:
Før afgangsprøverne brugte jeg virkelig lang tid på at forberede hvert fag, på at øve, øve, øve, øve og øve, repetere pensum og repetere pensum. Jeg følte mig trods nervøsitet godt forberedt til alle prøverne, og kom ud med karakterer og præstationer (lige med undtagelse af engelsk...), som jeg egentligt var ok tilfreds med.
Jeg ved ikke, hvad det var, der skete med mig, men jeg havde meget svært ved at sætte mig ned ved et bord og få gjort klar til samtalen. Jeg blev stresset og havde svært ved at koncentrere mig, mine tanker forsvandt fra sukkerindhold i cola og opmåling af jordens radius via skyggers vinkel til den personlige og følelsesmæssige udvinkling, jeg for tiden går igennem. Notaterne og de udleverede ark blev læst igennem, jeg fik øvet, men da jeg sad i morges før latin* følte jeg mig så uforberedt, som man næsten overhovedet kunne blive. Jeg var kold over det hele, nervøs, havde en følelse af ikke at have spist i flere dage i maven (for mit vedkommende er det et bevis på, at jeg var ret nervøs), og min hjerne havde meget svært ved at gå over til puer, videt og implicit subjekt. I frikvarteret sad jeg og var ovenud lykkelig for, at der var morgensamling, og min opmærksomhed derfor blev opslugt af folk på scenen, der spiste underlige ting og blandinger. Timen før samtalen var af en eller anden grund NV, som blev brugt på de sidste spørgsmål og derefter bare snak.
Vi har to lærere i NV; Jacob og Åge. Åge er også rektor, og er helt sikkert den, jeg allerhelst ville ind til, men nej, jeg skulle ind til Jacob. Samtalen varer ca. 15 minutter, og jeg skulle ind fra 10:55-11:10 - dvs. at jeg var den første, der skulle ind. Det var jeg egentlig godt tilfreds med, for jeg får det altid dårligt, når alle får deres karakterer og jeg stadigvæk mangler at være inde.
Jeg startede ud med at fortælle om den rapport over sukkerindhold i cola, vi har skrevet. Fortalte om formål, apparatur, fremgangsmåde, resultater, videre behandling af disse osv. Det var fint nok, han sad og nikkede, og spurgte derefter ind til andre ting, hvorefter jeg gik lidt i sort. Jeg kunne ikke huske halvdelen, sagde en masse, ifølge mig, underlige ting, og havde det mildest talt ikke særlig godt, da han sagde, at jeg havde fået 10.
Nej, jeg er ikke utilfreds med min karakter, langtfra! Når jeg ser på alle dem, der har været inde og få 7 og de par stykker, jeg ved, har fået 4, er jeg meget tilfreds. Men min præstation synes jeg var for dårlig, og langt, langt, LANGT under min standard. I går i NV-timen sagde Åge, at der var et par stykker, de havde lagt op til at give 12, men af hvad jeg ved af, er vi kun en 5 stykker, der har fået 10 og ingen, der har fået 12. Det gør mig på en måde nervøs og utilfreds, for jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, om en af dem, de mente, kunne have været mig.
Efter NV-samtalen, eller evalueringen, som nogen kalder det, sagde Jacob lidt om, hvordan min præstation var; han nævnte intet om samtalen, hvorfor ved jeg ikke lige, men i timerne sagde han, at jeg var godt aktiv, havde en god forståelse for NV, afleverede gode rapporter og ikke en eneste negativ ting, hvilket bidrager til min mistanke. Desuden var der et par af dem, der også fik 10, der ikke laver særlig meget i alle timerne, men havde vist en god forståelse for NV til samtalen.
... Nogle gange hader jeg virkelig mit stræbeinstinkt og ville ønske, at det ville gå af helvede til /:
*I grundforløbet er der også det forløb, der hedder AP = almen sprogforståelse. Det opsluger rigtig mange af sprogtimerne i grundforløbet og indeholder også en smule latin. Eftersom vi er et meget lille franskhold og en af spansklærerne ikke kan latin, har vi en gang imellem "latin" på skemaet, hvor vores to hold er slået sammen.
Forøvrigt, lige et emneskift! I lørdags fik jeg brev fra YFU om, at jeg har fået forventet afrejsedato! :D Jeg skal sandsynligvis afsted mandag d. 14. marts 2011, og nok fra København om eftermiddagen. Hvis der er nogen, der gerne vil vide mere om det, kan de altid gå ind på min udvekslingsblog her; det er en blog, jeg oprettede for ikke særlig længe siden, og er mest beregnet til venner og familie, men jeg ville blive meget glad, hvis der også er andre, der følger med! Den bliver forøvrigt skrevet på dansk, og forhåbentligt opdateret en del under mit udvekslingsophold (:
tirsdag den 28. september 2010
Gymnasieskift, flytning og så meget andet.
Egentlig burde jeg sidde og lave min samfundsfagaflevering til på fredag lige nu, men for det første har jeg aldrig rigtig skrevet noget lignende før, for det andet kan jeg derfor ikke rigtig komme i gang, og for det tredje er det ved at være virkelig, virkelig længe siden, at jeg sidst har skrevet.. Og WOW, hvor er der sket meget siden sidst! For at sige det mildt, tror jeg, at den sidste måned har været den måned, hvor der er sket mest i min liv; i hver fald de første par uger.
Langkær går jeg ikke længere på. Jeg vidste lige fra starten, at jeg aldrig ville falde til der, lige meget, hvor længe, der gik, og for mig handlede det egentlig bare om at komme væk derfra hurtigst muligt. Til trods for, at det gik bedre dag for dag, følte jeg mig langt fra tilpas der; det kan sammenlignes lidt med, at en høne heller ikke ligefrem passer ind blandt pingviner.
Som jeg har nævnt før, var mit ønskegymnasium Statsgymnasiet, men de fik ikke pladser lige med det samme, og jeg ville bare væk. Både mor og jeg begyndte så små at kigge på Viby Gymnasium og HF, og så snart jeg tjekkede krak, og fandt ud af, at det ikke engang lå 3 km fra der, hvor vi flytter hen.. Tja, så havde jeg allerede besluttet mig.
Jeg gik på Langkær i 12 dage. Alligevel føles det som om, at det varede meget længere, specielt når jeg sammenligner med ungerne på Viby, der bare flyver af sted. Det gør mig på en måde lidt trist at tænke på, hvor hurtigt denne her måned er gået, og jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, hvor hurtigt de næste fem og en halve måned så vil gå. Jeg er virkelig faldt godt til i min klasse, og for en gangs skyld går jeg rent faktisk i en klasse, hvor der er nogen, jeg ville sætte under kategorien "venner" og ikke bare "bekendte" eller "klassekammerarter". Det er en enormt rar følelse, som jeg ikke er vant til. Grundet Japan kommer jeg kun til at gå i klassen i et halvt år, og selvom det gør mig trist at tænke på, holder jeg mig selv oppe ved at tænke på, at de kun går i 2.g, når jeg kommer hjem; vi vil stadigvæk have mulighed for at ses i frikvarterene og i fritiden, selvom alle klasserelaterede ting vil blive sammen med nogle andre.
(og jeg tror aldrig, at jeg har skrevet "tænker" så mange gane i mit liv i ét afsnit)
Udover gymnasieskift er jeg også flyttet. Her i de sidste par dage har jeg taget mig selv i rent faktisk at savne Salten - ikke, at jeg gerne vil flytte tilbage eller at jeg var glad der, men bare den følelse af "hjem", der var omkring det. Lige for tiden bor vi i en lejlighed omgivet af marker og træer til alle sider i Jeksen, og den følelse af "hjem" er der bare ikke. Vi har meget få ting af vores egne med os, men alligevel er jeg glad; vi får vores eget igen om en måned, og jeg er mere end lykkelig for, at vi ikke er endt i en campingvogn, som det ellers var planen.
Ellers er det ikke fordi, at der er sket så meget igen; jeg har været på introtur med klassen, til min første gymnasiefest (UDEN at drikke, og de fleste accepterede det faktisk ok :D), fredagscafe, oppe ved min bedste, jeg har strikket en hue, er begyndt at tænke på cosplay til J-popcon, overvejer at strikke en trøje og har fået min mor til at begynde på en grøn en til mig. Jeg har lavet en del lektier ("tonsvis", hvis vi kigger på 9.klasses skalaen), haft fødselsdag (jeg er 16!), været sammen med lidt venner, japansk er begyndt igen, første møde med den jyske lolita cirkel, jeg har været på hyggetur i byen med to piger fra klassen...
Det her indlæg blev lidt rodet, men det går nok - det skal også til en gang imellem! Mine planer for resten af ugen er, at jeg skal i skole (haha, surprise) og så er det fest på skolen på fredag. Temaet er "maskebal", og jeg har ikke helt styr på, hvad jeg skal tage på endnu, men det finder jeg vel ud af :) Gro, en af pigerne fra klassen, og jeg har snakket lidt om, at nogle af os burde mødes og hygge lidt før festen, hvilket jeg glæder mig til. Weekenden har jeg ikke rigtig planer for endnu, men jeg vil gætte på, at den kommer til at stå på afslapning og lektier - og forhåbentligt også lidt andet!
Langkær går jeg ikke længere på. Jeg vidste lige fra starten, at jeg aldrig ville falde til der, lige meget, hvor længe, der gik, og for mig handlede det egentlig bare om at komme væk derfra hurtigst muligt. Til trods for, at det gik bedre dag for dag, følte jeg mig langt fra tilpas der; det kan sammenlignes lidt med, at en høne heller ikke ligefrem passer ind blandt pingviner.
Som jeg har nævnt før, var mit ønskegymnasium Statsgymnasiet, men de fik ikke pladser lige med det samme, og jeg ville bare væk. Både mor og jeg begyndte så små at kigge på Viby Gymnasium og HF, og så snart jeg tjekkede krak, og fandt ud af, at det ikke engang lå 3 km fra der, hvor vi flytter hen.. Tja, så havde jeg allerede besluttet mig.
Jeg gik på Langkær i 12 dage. Alligevel føles det som om, at det varede meget længere, specielt når jeg sammenligner med ungerne på Viby, der bare flyver af sted. Det gør mig på en måde lidt trist at tænke på, hvor hurtigt denne her måned er gået, og jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, hvor hurtigt de næste fem og en halve måned så vil gå. Jeg er virkelig faldt godt til i min klasse, og for en gangs skyld går jeg rent faktisk i en klasse, hvor der er nogen, jeg ville sætte under kategorien "venner" og ikke bare "bekendte" eller "klassekammerarter". Det er en enormt rar følelse, som jeg ikke er vant til. Grundet Japan kommer jeg kun til at gå i klassen i et halvt år, og selvom det gør mig trist at tænke på, holder jeg mig selv oppe ved at tænke på, at de kun går i 2.g, når jeg kommer hjem; vi vil stadigvæk have mulighed for at ses i frikvarterene og i fritiden, selvom alle klasserelaterede ting vil blive sammen med nogle andre.
(og jeg tror aldrig, at jeg har skrevet "tænker" så mange gane i mit liv i ét afsnit)
Udover gymnasieskift er jeg også flyttet. Her i de sidste par dage har jeg taget mig selv i rent faktisk at savne Salten - ikke, at jeg gerne vil flytte tilbage eller at jeg var glad der, men bare den følelse af "hjem", der var omkring det. Lige for tiden bor vi i en lejlighed omgivet af marker og træer til alle sider i Jeksen, og den følelse af "hjem" er der bare ikke. Vi har meget få ting af vores egne med os, men alligevel er jeg glad; vi får vores eget igen om en måned, og jeg er mere end lykkelig for, at vi ikke er endt i en campingvogn, som det ellers var planen.
Ellers er det ikke fordi, at der er sket så meget igen; jeg har været på introtur med klassen, til min første gymnasiefest (UDEN at drikke, og de fleste accepterede det faktisk ok :D), fredagscafe, oppe ved min bedste, jeg har strikket en hue, er begyndt at tænke på cosplay til J-popcon, overvejer at strikke en trøje og har fået min mor til at begynde på en grøn en til mig. Jeg har lavet en del lektier ("tonsvis", hvis vi kigger på 9.klasses skalaen), haft fødselsdag (jeg er 16!), været sammen med lidt venner, japansk er begyndt igen, første møde med den jyske lolita cirkel, jeg har været på hyggetur i byen med to piger fra klassen...
Det her indlæg blev lidt rodet, men det går nok - det skal også til en gang imellem! Mine planer for resten af ugen er, at jeg skal i skole (haha, surprise) og så er det fest på skolen på fredag. Temaet er "maskebal", og jeg har ikke helt styr på, hvad jeg skal tage på endnu, men det finder jeg vel ud af :) Gro, en af pigerne fra klassen, og jeg har snakket lidt om, at nogle af os burde mødes og hygge lidt før festen, hvilket jeg glæder mig til. Weekenden har jeg ikke rigtig planer for endnu, men jeg vil gætte på, at den kommer til at stå på afslapning og lektier - og forhåbentligt også lidt andet!
onsdag den 18. august 2010
Gymnasiestart i en anden verden end min egen
For at sige det ærligt, så var min første dag i gymnasiet nok en af de værste i min liv. Ikke fordi, at jeg ikke gad gymnasiet, og hellere ville fortsætte ferien med en uge lang badetur til Bulgarien - men fordi, jeg simpelthen var noget så modløs og ulykkelig, da jeg trådte ind ad Langkærs hoveddøre, og bare ønskede mig selv langt, langt væk. Eller endnu bedre - over på Statsgymnasiet, som jeg noget så gerne ville gå på - eller bare et hvilket som helst andet gymnasium, der ikke var Langkær.
Nok forsøgte jeg at være optimistisk, og nok havde jeg opsamlet en positiv udstråling omkring mig - men det var sådan, jeg følte inderst inde, bag smilet og den ranke ryg.
Dagen startede som sådan okay. Vi skulle mødes i kantinen, hvor de runde borde havde hver sit skilt på sig - et par stykker sagde: "1.a", andre sagde: "1.b" - hurtigt fandt jeg dog de rette borde for mig, og satte mig ved det nærmeste, kiggede i smug rundt omkring. Var der andre på vej hen til bordene med "1.z" skrevet på, eller hvor længe skulle jeg sidder alene?
Min positive udstråling begyndte så små at blive mere ægte, da folk kom, og jeg nok blev en smule spændt og glad. Men den faldt fuldstændig tilbage til det falske igen, da viceinspektøren trådte op på podiet og bød os velkommen. Ikke engang ét minut var gået, før jeg for første gang hørte den sætning den dag. Men jeg skulle høre den flere gange - MANGE flere.
"Og så holder Langkær jo de bedste fester!"
Hun smilede. Folk smilede. Jeg smilede. Udenpå.
Hendes tale blev efterfulgt af to elever fra 2.g, der også bød os velkommen, og fortalte lidt ting om Langkær - der bl.a. inkluderede en masse ord som "fest" og "fredagscafé". De viste sig siden at være de to tutorer for min klasse.
Derefter kom rektor op, bød os velkommen for tredje gang, og andet kan jeg ikke længere huske af velkomsten i kantinen.
Så blev vi sendt ud i klasserne, og jeg kunne for første gang kigge rundt på folkene i værelset og vide, at de alle sammen ville blive mine klassekammerarter - hvis, være det sagte, at de ikke droppede ud med det samme.
Et par lærere bød os velkommen og fortalte ting om, hvordan tingene fungerede på Langkær, gik så ud, og overlod os til tutorerne. Hvilket indkluderede en tre store ord, som jeg aldrig har hørt så mange gange som tirsdag d. 10. august. "Øl", "fredagscafé" og "fest".
Så gik vi videre til z-traditionen, der viste sig at være noget alle z-klasser, ifølge vores tutorer, altid gør første dag i 1.g. Traditionen er som understående:
Svar på et bestemt spørgsmål: "Har du en kæreste?"
Hvis svaret er nej, skal du gå hen og give hånd til den dreng, hvis pige,/pige, hvis dreng, du synes er lækrest i klassen.
Hvis svaret er ja, skal du sige den person af dit eget køn, du synes er pænest.
Folk lo og smilte, og ligeså gjorde jeg. Udenpå. Igen.
Dagen fortsatte med "hyggesnak" i klassen og et par store frikvarter, og blev afsluttet med, at alle 1.g'erne skulle danse lancier i hallen.
Efter at have ledt efter det i over en halv time, først gået den forkerte vej, siden fundet den rigtige, fandt jeg endelig det stoppested, hvor bybus nr. 25 holdte. Heldigvis skulle jeg ikke vente længe, før jeg kunne sætte mig ind til en halv times lang bustur.
Det første, min mor hørte mig sige, da hun lukkede mig ind af døren på sit arbejde (den er låst, og skal åbnes indefra eller via. en dims), var: "Mor... Jeg har aldrig nogensinde følt mig så malplaceret i mit liv!"
Og det passer. Jeg gik tidligt i seng den aften. Trist til mode, og ikke med den mindste lyst til at stå op næste morgen, og specielt ikke stå op for at komme ud på Langkær.
I dag er det præcist en dag og en uge siden, at jeg første gang satte mine fødder på Langkær som elev. Det hjalp helt enormt, da undervisningen begyndte onsdag - men jeg er stadigvæk langtfra lykkelig over at gå der. Jeg er så småt begyndt at få en lille kreds af eventuelt kommende venner, selvom jeg bryder mig mere om nogen end andre. Men hver dag, når folk nævner ting i foråret, som de glæder sig til, er det meget tæt på at slippe ud af min mund, at jeg slet ikke er i klassen til den tid, og ikke engang i Danmark. Indtil videre er det lykkedes mig at holde min mund omkring alt ved udveksling, for jeg er helt ærligt bange for, hvordan de vil tage det. Men jeg venter lidt og ser, og fortæller det nok en dag. Selvom jeg tvivler på, at det gymnasium, jeg vender tilbage til efter udvekslingen, bliver Langkær. Jeg håber i hvert fald ikke på det lige nu.
Alle komme fra det helt vestlige Århus. Tilst, Skjoldhøj, Brabrand. Oplandet mellem Silkeborg og Århus. Når jeg flytter, bliver jeg højest sandsynligt en af de eneste, hvis ikke den eneste, der kommer fra Viby. Der går én bus til Viby derude fra. Det tager en halv time - og den drejer to kilometer før vejen, der fører ind til min kommende vej. Og derfra er der næsten en kilometer ekstra op af den vej og et par ekstra /:
Jeg forsøger at se optimistisk på det hele lige nu, men det er godt nok længe siden, at jeg sidst har spist så meget slik og usundt på så få dage! Normalt ville det gå mig på, at vægten sikkert snart viser et par kg mere end normalt - men jeg forsøge at fortrænge alle tanker om kommende slankekurer og ikke at spise for meget usundt. For lige nu trænger jeg bare til den ekstra dosis af sukker og sødt.
Nok forsøgte jeg at være optimistisk, og nok havde jeg opsamlet en positiv udstråling omkring mig - men det var sådan, jeg følte inderst inde, bag smilet og den ranke ryg.
Dagen startede som sådan okay. Vi skulle mødes i kantinen, hvor de runde borde havde hver sit skilt på sig - et par stykker sagde: "1.a", andre sagde: "1.b" - hurtigt fandt jeg dog de rette borde for mig, og satte mig ved det nærmeste, kiggede i smug rundt omkring. Var der andre på vej hen til bordene med "1.z" skrevet på, eller hvor længe skulle jeg sidder alene?
Min positive udstråling begyndte så små at blive mere ægte, da folk kom, og jeg nok blev en smule spændt og glad. Men den faldt fuldstændig tilbage til det falske igen, da viceinspektøren trådte op på podiet og bød os velkommen. Ikke engang ét minut var gået, før jeg for første gang hørte den sætning den dag. Men jeg skulle høre den flere gange - MANGE flere.
"Og så holder Langkær jo de bedste fester!"
Hun smilede. Folk smilede. Jeg smilede. Udenpå.
Hendes tale blev efterfulgt af to elever fra 2.g, der også bød os velkommen, og fortalte lidt ting om Langkær - der bl.a. inkluderede en masse ord som "fest" og "fredagscafé". De viste sig siden at være de to tutorer for min klasse.
Derefter kom rektor op, bød os velkommen for tredje gang, og andet kan jeg ikke længere huske af velkomsten i kantinen.
Så blev vi sendt ud i klasserne, og jeg kunne for første gang kigge rundt på folkene i værelset og vide, at de alle sammen ville blive mine klassekammerarter - hvis, være det sagte, at de ikke droppede ud med det samme.
Et par lærere bød os velkommen og fortalte ting om, hvordan tingene fungerede på Langkær, gik så ud, og overlod os til tutorerne. Hvilket indkluderede en tre store ord, som jeg aldrig har hørt så mange gange som tirsdag d. 10. august. "Øl", "fredagscafé" og "fest".
Så gik vi videre til z-traditionen, der viste sig at være noget alle z-klasser, ifølge vores tutorer, altid gør første dag i 1.g. Traditionen er som understående:
Svar på et bestemt spørgsmål: "Har du en kæreste?"
Hvis svaret er nej, skal du gå hen og give hånd til den dreng, hvis pige,/pige, hvis dreng, du synes er lækrest i klassen.
Hvis svaret er ja, skal du sige den person af dit eget køn, du synes er pænest.
Folk lo og smilte, og ligeså gjorde jeg. Udenpå. Igen.
Dagen fortsatte med "hyggesnak" i klassen og et par store frikvarter, og blev afsluttet med, at alle 1.g'erne skulle danse lancier i hallen.
Efter at have ledt efter det i over en halv time, først gået den forkerte vej, siden fundet den rigtige, fandt jeg endelig det stoppested, hvor bybus nr. 25 holdte. Heldigvis skulle jeg ikke vente længe, før jeg kunne sætte mig ind til en halv times lang bustur.
Det første, min mor hørte mig sige, da hun lukkede mig ind af døren på sit arbejde (den er låst, og skal åbnes indefra eller via. en dims), var: "Mor... Jeg har aldrig nogensinde følt mig så malplaceret i mit liv!"
Og det passer. Jeg gik tidligt i seng den aften. Trist til mode, og ikke med den mindste lyst til at stå op næste morgen, og specielt ikke stå op for at komme ud på Langkær.
I dag er det præcist en dag og en uge siden, at jeg første gang satte mine fødder på Langkær som elev. Det hjalp helt enormt, da undervisningen begyndte onsdag - men jeg er stadigvæk langtfra lykkelig over at gå der. Jeg er så småt begyndt at få en lille kreds af eventuelt kommende venner, selvom jeg bryder mig mere om nogen end andre. Men hver dag, når folk nævner ting i foråret, som de glæder sig til, er det meget tæt på at slippe ud af min mund, at jeg slet ikke er i klassen til den tid, og ikke engang i Danmark. Indtil videre er det lykkedes mig at holde min mund omkring alt ved udveksling, for jeg er helt ærligt bange for, hvordan de vil tage det. Men jeg venter lidt og ser, og fortæller det nok en dag. Selvom jeg tvivler på, at det gymnasium, jeg vender tilbage til efter udvekslingen, bliver Langkær. Jeg håber i hvert fald ikke på det lige nu.
Alle komme fra det helt vestlige Århus. Tilst, Skjoldhøj, Brabrand. Oplandet mellem Silkeborg og Århus. Når jeg flytter, bliver jeg højest sandsynligt en af de eneste, hvis ikke den eneste, der kommer fra Viby. Der går én bus til Viby derude fra. Det tager en halv time - og den drejer to kilometer før vejen, der fører ind til min kommende vej. Og derfra er der næsten en kilometer ekstra op af den vej og et par ekstra /:
Jeg forsøger at se optimistisk på det hele lige nu, men det er godt nok længe siden, at jeg sidst har spist så meget slik og usundt på så få dage! Normalt ville det gå mig på, at vægten sikkert snart viser et par kg mere end normalt - men jeg forsøge at fortrænge alle tanker om kommende slankekurer og ikke at spise for meget usundt. For lige nu trænger jeg bare til den ekstra dosis af sukker og sødt.
mandag den 2. august 2010
Sommerferie
Så er vi tråd ind i sidste uge af sommerferien. En sommerferie, der trods længden har føltes både kortere og længere, og hvor der er sket så meget, at jeg aldrig er nået længere end til at tænke på at opdatere min blog. En sommerferie, hvor jeg utallige gange har tænkt på, at jeg burde få svaret min pennevenindes sidste mail, men så kigget mig omkring, sukket og fortsat med det, jeg nu var i gang med. En sommerferie, der startede med tanker som: "Ej, de tre første uger bliver lidt travle, men bagefter er der bare afslapning for fulde drøn" som dog hurtigt ændrede sig til: "... hvornår får jeg egentlig tid til at spise? Nåh, videre."
En sommerferie, hvor der er sket så meget, så meget...
Jeg gik ind i sommerferien med at tage i sommerhus med min far og hans kærestes familie fra lørdag til onsdag, hvilket var rigtig hyggeligt, men det synes så langt væk, at jeg knapt kan huske, hvad vi lavede. Vi var i hvert fald ved stranden et par gange, hvor jeg fik en ny badedragt, og så holdt vi fødselsdag for Lise, fars kærestes datter, der snart fyldte tolv.
Så kom jeg hjem onsdag, og gik straks i gang med at pakke ud og få smidt en masse til vask, blot for at pakke det ned igen. Fredag tog jeg over til far igen, og lørdag morgen, imens fuglenes evige morgen syngen endnu var de eneste tydeligt lyde, stod vi op og satte os ud i bilen. Kørte først til Lübeck i Tyskland, og tog siden flyet til Faro i Portugal.
Portugal var ret varmt: specielt de første par dage, hvor vi kørte rundt i en minibus med en aircondition, der mildes talt ikke virkede specielt godt, og kun kunne finde ud af at blæse brændende varm luft ud. Den blev heldigvis skiftet ud mandag.
Vi startede ferien i Lagos, en by i det sydvestlige Portugal, hvor turister tydeligvis var den største indkomst. Hoteller lå på lange rækker med turistbutikker, restauranter og lækre strande.
Mandag drog vi mod Lissabon, en helt utrolig smuk by, som jeg sagtens kunne finde på at besøge igen. Vi boede i en ældre lejlighed, midt i byens festkvarter, der sjovt nok var indkvarteret i gamle, udseendesmæssigt halvt ødelagte, huse, med smalle gader, som bilerne havde besvær med at klemme sig igennem. Om dagen var der stille og roligt, men om natten livede gaden fuldkommen op, og blev proppet i begge ender med festglade mennesker og musik. I sig selv en glimrende oplevelse, trods besværet med at falde i søvn i larmen.
Torsdag var det sydpå igen, denne gang mod Quartiera, en anden by helt nede sydpå, der ligesom Lagos levede af turisme. Fantastiske strande, med kæmpe muslingeskaller, som vi sjældent ser andre steder end i dyre turistbutikker og museer herhjemme. Fredag fejrede vi endnu engang Lises, denne gang rigtige, 12-års fødselsdag, og lørdag tog vi flyet hjem igen, endnu engang tidligt om morgenen, imens solen i Portugal endnu ikke var stået op.
Hjem igen, pakke ud, smide til vask og sætte på plads - stort set med det samme. Og hjem til en storsmilende mor, med kæmpe kram og rørt kunne sige: "Xenia! Vores hus er ved at blive solgt pr. 1. september!" - fuldstændigt forståeligt, når vi ser på, at det er den besked, vi har ventet på i flere år.
Søndag kom to af mine veninder fra København og Hørsholm, og blev til onsdag, hvilket var helt enormt hyggeligt, til trods for, at jeg stadigvæk var en smule træt efter ferie og lige skulle vænne mig til Danmark igen.
Og mandag morgen, imens vi stadigvæk sad i nattøj og på madrasserne på gulvet, kommer mor igen. Med hænderne i vejret, og et udtryk i ansigtet, der bare stråler af glæde, siger hun: "Xenia! Du kommer afsted til Japan! De sender brevene om det ud i dag."
Og tirsdag lå brevet der, i postkassen, spækket med information, som jeg næsten kun kunne græde af lykke over endelig at få. Japan, 2011 - 2012, YFU-Danmark, tre pladser - jeg kender de to andre! :D
To nyheder med to dages mellemrum - den første ventede jeg over to år på at få, den anden tre ♥ Så så sommerferien lige pludselig virkelig, virkelig lys og lykkelig ud :D
Ellers har jeg været på besøg hos min bedste, pakket en helt masse ned i kasser og var i går til "Welcome home/Farewell party" i Risskov med YFU - hvilket ligesom skøjteturen i februar var helt ekstremt hyggeligt! Selvom man godt kan føle sig lidt (eller sindssygt meget) utålmodig, når man møder folk, der siger: "Jeg skal afsted på onsdag" og man selv står der med sit ca. 7 og en halv måned igen. Men det betyder i det mindste, at jeg har lidt tid herhjemme endnu - OG at jeg kan prale med, at mit udvekslingssår først lige begynder, når de andres næsten er forbi.
Desuden har jeg også set en helt masse på de såkaldte "internationale placeringspapirer", der skal sendes ind til YFU inden d. 1. september - og jeg er ved at sælge lidt ud af mine ting. Indtil videre har jeg kun solgt for 130 kr., men jeg satser på mere :D Og de 130 kr. er gemt et sted på mit værelse, og skal blive der, indtil jeg finder et eller andet specielt at bruge dem på.
I morgen står den endnu engang på pakning og glugning på en del af de internationale placeringspapirer, det såkaldte "host family letter", der er ved at drive mig halvt til vanvid, fordi jeg altid bliver noget så utilfreds med det, jeg får skrevet ned. Desuden skal jeg bage kage!
Onsdag skal jeg i Djurs Sommerland med nogen fra den gode gamle 8/9.z, som jeg står for - der skal kagen bl.a. bruges til :D Indtil videre bliver vi dog kun 7 (æv!), men der er 3, der kommer hjem fra ferie den dag, som har meldt sig på noget hygge afslutning bagefter, og så mangler jeg stadigvæk svar fra 3, der lige skulle finde ud af det - men det er også fint nok, og jeg tror også, at det bliver rigtig hyggeligt. Desuden skal jeg også ind og forbi borgerservice og have meldt mit pas, der er forsvundet i posten (JA!, hvad giver du mig, forsvundet i posten!!), savnet, og have bestilt et nyt.
Torsdag står den så på fødselsdag hos en af mine veninder, der har fødselsdag i dag, hvor jeg overnatter til fredag.
Og fra fredag til søndag skal til jeg Viborg overnatningsmeetup med boggnasker, hvor vi lørdag skal til Store Bogdag! :D Det er her, det meste af kagen er til.
Mandag er der lægebesøg, hvor jeg skal måles, vejes (yirks) og min læge skal krydse utallige krydser af om mit helbred, som også er en del af de internationale placeringspapirer... Jeg skal forøvrigt også til tandlæge på et eller andet tidspunkt - yes, de skal godkende, at mine tænder er i fin nok stand til, at jeg kan tage på udveksling 8-D
Og så kommer tirsdag, hvor jeg starter i skole igen - eller rettere sagt, gymnasiestart!
En sommerferie, hvor der er sket så meget, så meget...
Jeg gik ind i sommerferien med at tage i sommerhus med min far og hans kærestes familie fra lørdag til onsdag, hvilket var rigtig hyggeligt, men det synes så langt væk, at jeg knapt kan huske, hvad vi lavede. Vi var i hvert fald ved stranden et par gange, hvor jeg fik en ny badedragt, og så holdt vi fødselsdag for Lise, fars kærestes datter, der snart fyldte tolv.
Så kom jeg hjem onsdag, og gik straks i gang med at pakke ud og få smidt en masse til vask, blot for at pakke det ned igen. Fredag tog jeg over til far igen, og lørdag morgen, imens fuglenes evige morgen syngen endnu var de eneste tydeligt lyde, stod vi op og satte os ud i bilen. Kørte først til Lübeck i Tyskland, og tog siden flyet til Faro i Portugal.
Portugal var ret varmt: specielt de første par dage, hvor vi kørte rundt i en minibus med en aircondition, der mildes talt ikke virkede specielt godt, og kun kunne finde ud af at blæse brændende varm luft ud. Den blev heldigvis skiftet ud mandag.
Vi startede ferien i Lagos, en by i det sydvestlige Portugal, hvor turister tydeligvis var den største indkomst. Hoteller lå på lange rækker med turistbutikker, restauranter og lækre strande.
Mandag drog vi mod Lissabon, en helt utrolig smuk by, som jeg sagtens kunne finde på at besøge igen. Vi boede i en ældre lejlighed, midt i byens festkvarter, der sjovt nok var indkvarteret i gamle, udseendesmæssigt halvt ødelagte, huse, med smalle gader, som bilerne havde besvær med at klemme sig igennem. Om dagen var der stille og roligt, men om natten livede gaden fuldkommen op, og blev proppet i begge ender med festglade mennesker og musik. I sig selv en glimrende oplevelse, trods besværet med at falde i søvn i larmen.
Torsdag var det sydpå igen, denne gang mod Quartiera, en anden by helt nede sydpå, der ligesom Lagos levede af turisme. Fantastiske strande, med kæmpe muslingeskaller, som vi sjældent ser andre steder end i dyre turistbutikker og museer herhjemme. Fredag fejrede vi endnu engang Lises, denne gang rigtige, 12-års fødselsdag, og lørdag tog vi flyet hjem igen, endnu engang tidligt om morgenen, imens solen i Portugal endnu ikke var stået op.
Hjem igen, pakke ud, smide til vask og sætte på plads - stort set med det samme. Og hjem til en storsmilende mor, med kæmpe kram og rørt kunne sige: "Xenia! Vores hus er ved at blive solgt pr. 1. september!" - fuldstændigt forståeligt, når vi ser på, at det er den besked, vi har ventet på i flere år.
Søndag kom to af mine veninder fra København og Hørsholm, og blev til onsdag, hvilket var helt enormt hyggeligt, til trods for, at jeg stadigvæk var en smule træt efter ferie og lige skulle vænne mig til Danmark igen.
Og mandag morgen, imens vi stadigvæk sad i nattøj og på madrasserne på gulvet, kommer mor igen. Med hænderne i vejret, og et udtryk i ansigtet, der bare stråler af glæde, siger hun: "Xenia! Du kommer afsted til Japan! De sender brevene om det ud i dag."
Og tirsdag lå brevet der, i postkassen, spækket med information, som jeg næsten kun kunne græde af lykke over endelig at få. Japan, 2011 - 2012, YFU-Danmark, tre pladser - jeg kender de to andre! :D
To nyheder med to dages mellemrum - den første ventede jeg over to år på at få, den anden tre ♥ Så så sommerferien lige pludselig virkelig, virkelig lys og lykkelig ud :D
Ellers har jeg været på besøg hos min bedste, pakket en helt masse ned i kasser og var i går til "Welcome home/Farewell party" i Risskov med YFU - hvilket ligesom skøjteturen i februar var helt ekstremt hyggeligt! Selvom man godt kan føle sig lidt (eller sindssygt meget) utålmodig, når man møder folk, der siger: "Jeg skal afsted på onsdag" og man selv står der med sit ca. 7 og en halv måned igen. Men det betyder i det mindste, at jeg har lidt tid herhjemme endnu - OG at jeg kan prale med, at mit udvekslingssår først lige begynder, når de andres næsten er forbi.
Desuden har jeg også set en helt masse på de såkaldte "internationale placeringspapirer", der skal sendes ind til YFU inden d. 1. september - og jeg er ved at sælge lidt ud af mine ting. Indtil videre har jeg kun solgt for 130 kr., men jeg satser på mere :D Og de 130 kr. er gemt et sted på mit værelse, og skal blive der, indtil jeg finder et eller andet specielt at bruge dem på.
I morgen står den endnu engang på pakning og glugning på en del af de internationale placeringspapirer, det såkaldte "host family letter", der er ved at drive mig halvt til vanvid, fordi jeg altid bliver noget så utilfreds med det, jeg får skrevet ned. Desuden skal jeg bage kage!
Onsdag skal jeg i Djurs Sommerland med nogen fra den gode gamle 8/9.z, som jeg står for - der skal kagen bl.a. bruges til :D Indtil videre bliver vi dog kun 7 (æv!), men der er 3, der kommer hjem fra ferie den dag, som har meldt sig på noget hygge afslutning bagefter, og så mangler jeg stadigvæk svar fra 3, der lige skulle finde ud af det - men det er også fint nok, og jeg tror også, at det bliver rigtig hyggeligt. Desuden skal jeg også ind og forbi borgerservice og have meldt mit pas, der er forsvundet i posten (JA!, hvad giver du mig, forsvundet i posten!!), savnet, og have bestilt et nyt.
Torsdag står den så på fødselsdag hos en af mine veninder, der har fødselsdag i dag, hvor jeg overnatter til fredag.
Og fra fredag til søndag skal til jeg Viborg overnatningsmeetup med boggnasker, hvor vi lørdag skal til Store Bogdag! :D Det er her, det meste af kagen er til.
Mandag er der lægebesøg, hvor jeg skal måles, vejes (yirks) og min læge skal krydse utallige krydser af om mit helbred, som også er en del af de internationale placeringspapirer... Jeg skal forøvrigt også til tandlæge på et eller andet tidspunkt - yes, de skal godkende, at mine tænder er i fin nok stand til, at jeg kan tage på udveksling 8-D
Og så kommer tirsdag, hvor jeg starter i skole igen - eller rettere sagt, gymnasiestart!
fredag den 25. juni 2010
Translokation
(Ja, det kalder vi det altså på min (gamle) skole!)
Egentlig overvejede jeg at tage lidt makeup på i går, for første gang siden min konfirmation. For at være lidt pæn, nu hvor det var sidste gang. Men jeg endte med at lade være, for jeg mente ikke, at vores mascara var vandfast, og det havde jeg mig en anelse om, at jeg ville få brug for.
Jeg fik ret.
Jeg stod op omkring klokken halv ti i går. Egentlig var jeg vågnet tidligere, men jeg vendte mig om på den anden side, og sov lidt videre. Først læste jeg lidt, så tog jeg et bad, spiste morgenmad, og begyndte at rydde lidt op og finde tøj til aftenen. Oprindeligt havde jeg tænkt på at tage en sort kjole med hvide prikker på, som jeg fandt på tilbud i H&M den anden dag, men jeg kunne ikke rigtig få andre farver end sort og hvid ind i outfittet, og det fik mig til at føle mig alt for farveløs. Så jeg valgte den blå kjole, jeg købte i Gina Tricot (billeder af det hele kommer senere) samme dag, og fik den matchet lidt med noget hvid, sort, sølv og bronze.
Siden ryddede jeg lidt mere op, spiste og kiggede på nettet.
Omkring halv fire kom min far og hentede mig, og vi kørte sammen ind til Århus, hvor min translokation skulle starte klokken fem. Først var kun en af de andre drenge fra klassen kommet, men snart kom alle pigerne og de sidste drenge også, og vi satte os ind i kirken, hvor en meget, meget lang gudstjeneste snart skulle vente os...
Ser I, det er ikke fordi, at gudstjenesten som sådan var vildt lang. Men vores kære præst taler noget så laaaaaannngggsoooommmttt, at selv en snegl kunne gøre det bedre! Desuden mumler han helt vildt, så det meste at gudstjenesten opfangede jeg noget i denne her stil: "Jesus sagde... disciple... mumle mumle.. gammel... rose... mumle mumle... bede... vor."
Enormt interessant!
Så gudstjenesten blev i mit tilfælde brugt på at kigge rundt i kirken, og suge dens indtryk ind en sidste gang. Tænke tilbage på den dag, for snart to år siden, hvor hele klassen sad der samlet for første gang, og hvor vores skoleindspæktør kom med ordene: "Desuden vil jeg gerne byde velkommen til de to nye 0. klasser, 0.x og 0.y, og vores nye 8. klasse, 8.z."
Forsøgte stille i mig selv at forstå, at det virkelig var ved at være slut. At det virkelig var sidste gang, jeg ville se alle tre 9. klasser samlet på ét sted.
Efter gudstjenesten holdt vores skoleindspæktør også en meget lang og langtrukken tale, der ikke var noget videre interessant i - og som jeg heller ikke kunne høre halvdelen af, til trods for, at jeg ikke engang sad specielt langt nede.
Da hun endelig tog en dybindånding og var færdig, begyndte uddelingen af afgangsbeviser, der også var en lidt længere process. Først kom 9.x, så 9.y og til sidst os, 9.z. Vi fik en stor A4 kuvert, der i tykkelsen tydede på, at det ikke kun var karaktererne, der gemte sig deri. Og selvom jeg mest af alt havde lyst til at åbne den i vild fart med det samme, og kigge rækken af tal igennem, lod jeg være, og ventede til vi havde sunget sidste vers af Nu lyser løv i lunde ude foran kirken, imens to fra en af mine prallelklasser tog flaget ned.
Med halvt rystende fingrer greb jeg om kuverten, og begyndte nænsomt at åbne den. Den viste sig at indeholde både karakterer, udtalelse om projektopgave, geografiafgangsprøven og de to matematikprøver.
Først, da jeg lod blikket stryge ned af den længere række af tal, fattede jeg intet, og kunne kun huske tre af dem, da vi stod inde i salen og drak juice eller champagne og kransekage. Men jeg kan dem nu.
Hvert * betyder, at jeg er gået en karakter op i faget siden sidste standpunktskarakterer.
Årskarakterer:
Dansk, læsning - 10
Dansk, retskrivning - 10
Dansk, skriftlig fremstilling - 12*
Dansk, orden - 10
Dansk, mundtlig - 10
Matematik, færdigheder - 12*
Matematik, problemløsning - 12*
Matematik, mundtlig - 10
Engelsk, skriftlig - 10
Engelsk, mundtlig - 10*
Fransk, skriftlig - 7
Fransk, mundtlig - 7
Fysik/kemi, praktisk/mundtlig - 10
Biologi - 10*
Geografi - 10*
Historie - 10*
Samfundsfag - 7
Kristendomskundskab - 10*
Gennemsnit - 9,83
Folkeskolens afgangsprøve:
Dansk, læsning - 12
Dansk, retskrivning - 10
Dansk, skriftlig fremstilling - 10
Dansk, mundtlig - 12
Matematik, færdigheder - 10
Matematik, problemløsning - 10
Engelsk, mundtlig - 7
Fysik/kemi, praktisk/mundtlig - 10
Fransk, mundtlig - 10
Geografi, skriftlig - 10
Gennemsnit - 10,1
Alt i alt kan jeg sige, at jeg er godt tilfreds (: Jeg er steget med 1,17 i gennemsnit i årskarakterer siden sidste standpunktskarakterer, hvilket jeg synes er lidt hyggeligt.. Hvis der er en karakter, jeg gerne ville lave om, så er det min skriftlig fremstilling fra afgangsprøverne - men jeg var ikke selv specielt tilfreds med den tekst, jeg fik skrevet ned, så et 10-tal for den er fint nok.
Da vi var færdige på skolen tog vi hen på den restaurant, der hedder Det grønne hjørne og spiste buffet og snakkede i halvanden time. Det var enormt hyggeligt, og jeg fik taget en del flere billeder, end jeg plejer, hvilket jeg er rigtig glad for! Vores klasselærer holdt også en fin tale, hvilket var lidt sødt, for han fik tårer i øjnene og alt muligt :D ... Hvilket så fik en af de andre piger til at bryde ud i gråd og mine øjne til at blive meget, meget fugtige.
Fordi der var en del, der gerne ville hen til Store Torv og se fodbold på storskærm (hvorfor skulle Danmark også lige spille på det tidspunkt? >:( ), blev vi ikke på restauranten så længe, og det blev snart tid til at sige farvel. Folk begyndte at give hinanden en farvelkrammer og måske endda et kys på kinden.
Da mit første kram kom, skete det, jeg havde ventet på hele aftenen. Tårerne i øjnene ville ud over øjenkrogen og ned langs kinden, og jeg kunne slet ikke få et ord ud af munden, når folk kom og gav kram og sagde: "held og lykke!", for jeg vidste, at hvis jeg forsøgte, ville det gå helt galt, og jeg ville bryde ud i en højlydt gråd, der slet ikke ville være til at stoppe igen. Derfor forsøgte jeg bare at give et lidt længere og varmere kram i stedet.
Egentlig bryder jeg mig ikke om fodbold. Jeg kan ikke se det sjove i at se på en stor skræm, hvor en masse svedende mænd render rundt efter en lille, hvid bold på den anden side af jorden. Men over halvdelen af klassen tog med ned for at se det, og eftersom jeg blev ved med at græde, og overhovedet ikke havde den mindste lyst til at skiles fra dem, tog jeg med, og mor fik en aftale brokket sammen med far om, at han ville hente mig engang i løbet af aftenen, og så kunne jeg sove hos ham.
Så vi tog ned på Store Torv, og fik en ret god plads for selv jeg, der kun er 160 (;A;) cm høj, rent faktisk kunne se hele skærmen! Det var lidt fantastisk... Men efter Danmark ved halvlegen allerede var bagud med to mål, besluttede vi os for at gå lidt rundt. Vi var kommet væk fra nogle af de andre fra klassen, og forsøgte at finde dem - men, kloge som de nu engang er (hrmmm), blev de ved med at gå videre, hver gang, vi sagde, at nu skulle de blive på stedet, så vi kunne komme op til dem.
Heldigvis stødte vi på to af pigerne på vejen op mod et af de mange mødesteder, og jeg fik givet dem en god krammer, før de tog hjem.
Efter at have ledt efter dem i et godt stykke tid, og have ventet ved B&O, hvor det var meningen, at de skulle komme op, i i hvert fald 10 minutter, besluttede vi os for at gå dem i møde. Vi gik hele vejen ned af Park Allé, og begyndte så småt at undre os, for de havde sagt, at de næsten var der. Til sidst fandt vi dem ude foran Hotel Ritz - dem, der kender Århus, ved nok godt, at der altså er et stykke fra B&O hen til Hotel Ritz!
Ved banegården stødte vi på vores lærer, der var kommet for sent til sit tog, og vi stod og snakkede lidt inde på banegården, men gik så ud til en café, der havde storskærm, så vi kunne se slutningen af kampen. Det passede med, at vi lige nåede at se Japan score sit 3 mål - hvor Danmark kun havde scoret 1.
Jeg blev hentet af far omkring klokken elleve, men faldt først i søvn omkring halv et.
En ting, her til sidst, har jeg dog mere at sige:
Ingen, absolut INGEN, klasse kan være så god, som den jeg har haft i de sidste to år! ♥ Selvom jeg ikke har haft nogen, jeg har gået med hver dag, så har jeg været helt ENORMT glad for at gå på den skole, i den klasse, og de lærere. Jeg ved, at jeg kommer til at savne dem meget.. Og det er allerede blevet bevist med gråd to gange.
Egentlig overvejede jeg at tage lidt makeup på i går, for første gang siden min konfirmation. For at være lidt pæn, nu hvor det var sidste gang. Men jeg endte med at lade være, for jeg mente ikke, at vores mascara var vandfast, og det havde jeg mig en anelse om, at jeg ville få brug for.
Jeg fik ret.
Jeg stod op omkring klokken halv ti i går. Egentlig var jeg vågnet tidligere, men jeg vendte mig om på den anden side, og sov lidt videre. Først læste jeg lidt, så tog jeg et bad, spiste morgenmad, og begyndte at rydde lidt op og finde tøj til aftenen. Oprindeligt havde jeg tænkt på at tage en sort kjole med hvide prikker på, som jeg fandt på tilbud i H&M den anden dag, men jeg kunne ikke rigtig få andre farver end sort og hvid ind i outfittet, og det fik mig til at føle mig alt for farveløs. Så jeg valgte den blå kjole, jeg købte i Gina Tricot (billeder af det hele kommer senere) samme dag, og fik den matchet lidt med noget hvid, sort, sølv og bronze.
Siden ryddede jeg lidt mere op, spiste og kiggede på nettet.
Omkring halv fire kom min far og hentede mig, og vi kørte sammen ind til Århus, hvor min translokation skulle starte klokken fem. Først var kun en af de andre drenge fra klassen kommet, men snart kom alle pigerne og de sidste drenge også, og vi satte os ind i kirken, hvor en meget, meget lang gudstjeneste snart skulle vente os...
Ser I, det er ikke fordi, at gudstjenesten som sådan var vildt lang. Men vores kære præst taler noget så laaaaaannngggsoooommmttt, at selv en snegl kunne gøre det bedre! Desuden mumler han helt vildt, så det meste at gudstjenesten opfangede jeg noget i denne her stil: "Jesus sagde... disciple... mumle mumle.. gammel... rose... mumle mumle... bede... vor."
Enormt interessant!
Så gudstjenesten blev i mit tilfælde brugt på at kigge rundt i kirken, og suge dens indtryk ind en sidste gang. Tænke tilbage på den dag, for snart to år siden, hvor hele klassen sad der samlet for første gang, og hvor vores skoleindspæktør kom med ordene: "Desuden vil jeg gerne byde velkommen til de to nye 0. klasser, 0.x og 0.y, og vores nye 8. klasse, 8.z."
Forsøgte stille i mig selv at forstå, at det virkelig var ved at være slut. At det virkelig var sidste gang, jeg ville se alle tre 9. klasser samlet på ét sted.
Efter gudstjenesten holdt vores skoleindspæktør også en meget lang og langtrukken tale, der ikke var noget videre interessant i - og som jeg heller ikke kunne høre halvdelen af, til trods for, at jeg ikke engang sad specielt langt nede.
Da hun endelig tog en dybindånding og var færdig, begyndte uddelingen af afgangsbeviser, der også var en lidt længere process. Først kom 9.x, så 9.y og til sidst os, 9.z. Vi fik en stor A4 kuvert, der i tykkelsen tydede på, at det ikke kun var karaktererne, der gemte sig deri. Og selvom jeg mest af alt havde lyst til at åbne den i vild fart med det samme, og kigge rækken af tal igennem, lod jeg være, og ventede til vi havde sunget sidste vers af Nu lyser løv i lunde ude foran kirken, imens to fra en af mine prallelklasser tog flaget ned.
Med halvt rystende fingrer greb jeg om kuverten, og begyndte nænsomt at åbne den. Den viste sig at indeholde både karakterer, udtalelse om projektopgave, geografiafgangsprøven og de to matematikprøver.
Først, da jeg lod blikket stryge ned af den længere række af tal, fattede jeg intet, og kunne kun huske tre af dem, da vi stod inde i salen og drak juice eller champagne og kransekage. Men jeg kan dem nu.
Hvert * betyder, at jeg er gået en karakter op i faget siden sidste standpunktskarakterer.
Årskarakterer:
Dansk, læsning - 10
Dansk, retskrivning - 10
Dansk, skriftlig fremstilling - 12*
Dansk, orden - 10
Dansk, mundtlig - 10
Matematik, færdigheder - 12*
Matematik, problemløsning - 12*
Matematik, mundtlig - 10
Engelsk, skriftlig - 10
Engelsk, mundtlig - 10*
Fransk, skriftlig - 7
Fransk, mundtlig - 7
Fysik/kemi, praktisk/mundtlig - 10
Biologi - 10*
Geografi - 10*
Historie - 10*
Samfundsfag - 7
Kristendomskundskab - 10*
Gennemsnit - 9,83
Folkeskolens afgangsprøve:
Dansk, læsning - 12
Dansk, retskrivning - 10
Dansk, skriftlig fremstilling - 10
Dansk, mundtlig - 12
Matematik, færdigheder - 10
Matematik, problemløsning - 10
Engelsk, mundtlig - 7
Fysik/kemi, praktisk/mundtlig - 10
Fransk, mundtlig - 10
Geografi, skriftlig - 10
Gennemsnit - 10,1
Alt i alt kan jeg sige, at jeg er godt tilfreds (: Jeg er steget med 1,17 i gennemsnit i årskarakterer siden sidste standpunktskarakterer, hvilket jeg synes er lidt hyggeligt.. Hvis der er en karakter, jeg gerne ville lave om, så er det min skriftlig fremstilling fra afgangsprøverne - men jeg var ikke selv specielt tilfreds med den tekst, jeg fik skrevet ned, så et 10-tal for den er fint nok.
Da vi var færdige på skolen tog vi hen på den restaurant, der hedder Det grønne hjørne og spiste buffet og snakkede i halvanden time. Det var enormt hyggeligt, og jeg fik taget en del flere billeder, end jeg plejer, hvilket jeg er rigtig glad for! Vores klasselærer holdt også en fin tale, hvilket var lidt sødt, for han fik tårer i øjnene og alt muligt :D ... Hvilket så fik en af de andre piger til at bryde ud i gråd og mine øjne til at blive meget, meget fugtige.
Fordi der var en del, der gerne ville hen til Store Torv og se fodbold på storskærm (hvorfor skulle Danmark også lige spille på det tidspunkt? >:( ), blev vi ikke på restauranten så længe, og det blev snart tid til at sige farvel. Folk begyndte at give hinanden en farvelkrammer og måske endda et kys på kinden.
Da mit første kram kom, skete det, jeg havde ventet på hele aftenen. Tårerne i øjnene ville ud over øjenkrogen og ned langs kinden, og jeg kunne slet ikke få et ord ud af munden, når folk kom og gav kram og sagde: "held og lykke!", for jeg vidste, at hvis jeg forsøgte, ville det gå helt galt, og jeg ville bryde ud i en højlydt gråd, der slet ikke ville være til at stoppe igen. Derfor forsøgte jeg bare at give et lidt længere og varmere kram i stedet.
Egentlig bryder jeg mig ikke om fodbold. Jeg kan ikke se det sjove i at se på en stor skræm, hvor en masse svedende mænd render rundt efter en lille, hvid bold på den anden side af jorden. Men over halvdelen af klassen tog med ned for at se det, og eftersom jeg blev ved med at græde, og overhovedet ikke havde den mindste lyst til at skiles fra dem, tog jeg med, og mor fik en aftale brokket sammen med far om, at han ville hente mig engang i løbet af aftenen, og så kunne jeg sove hos ham.
Så vi tog ned på Store Torv, og fik en ret god plads for selv jeg, der kun er 160 (;A;) cm høj, rent faktisk kunne se hele skærmen! Det var lidt fantastisk... Men efter Danmark ved halvlegen allerede var bagud med to mål, besluttede vi os for at gå lidt rundt. Vi var kommet væk fra nogle af de andre fra klassen, og forsøgte at finde dem - men, kloge som de nu engang er (hrmmm), blev de ved med at gå videre, hver gang, vi sagde, at nu skulle de blive på stedet, så vi kunne komme op til dem.
Heldigvis stødte vi på to af pigerne på vejen op mod et af de mange mødesteder, og jeg fik givet dem en god krammer, før de tog hjem.
Efter at have ledt efter dem i et godt stykke tid, og have ventet ved B&O, hvor det var meningen, at de skulle komme op, i i hvert fald 10 minutter, besluttede vi os for at gå dem i møde. Vi gik hele vejen ned af Park Allé, og begyndte så småt at undre os, for de havde sagt, at de næsten var der. Til sidst fandt vi dem ude foran Hotel Ritz - dem, der kender Århus, ved nok godt, at der altså er et stykke fra B&O hen til Hotel Ritz!
Ved banegården stødte vi på vores lærer, der var kommet for sent til sit tog, og vi stod og snakkede lidt inde på banegården, men gik så ud til en café, der havde storskærm, så vi kunne se slutningen af kampen. Det passede med, at vi lige nåede at se Japan score sit 3 mål - hvor Danmark kun havde scoret 1.
Jeg blev hentet af far omkring klokken elleve, men faldt først i søvn omkring halv et.
En ting, her til sidst, har jeg dog mere at sige:
Ingen, absolut INGEN, klasse kan være så god, som den jeg har haft i de sidste to år! ♥ Selvom jeg ikke har haft nogen, jeg har gået med hver dag, så har jeg været helt ENORMT glad for at gå på den skole, i den klasse, og de lærere. Jeg ved, at jeg kommer til at savne dem meget.. Og det er allerede blevet bevist med gråd to gange.
tirsdag den 22. juni 2010
Fysik og andre ting
I de sidste par uger har jeg ikke været i et specielt godt humør til at blogge (eller et specielt godt humør overhovedet), men jeg tænkte, at jeg gerne ville have skrevet en sidste gang, før jeg skal til translokation torsdag aften.
Lige nu sidder jeg på mit værelse og spiser morgenmad bestående af en potion yoghurt - jeg har forsøgt at få noget andet, der ville fylde lidt mere i maven, ned tidligere, men jeg har bare ikke den mindste lyst til at spise lige nu /: Så det blev yoghurt, bare for at få lidt i maven.
Jeg begynder så småt at kunne mærke, at det, jeg plejer at kalde min "feriedepression", er sat ind. Det er ikke en decideret depression, men jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg er ikke en af dem, der plejer at have helt vildt mange planer i ferierne, og det er for mig et kæmpe minus. Jo, det er skønt endelig at have ferie, og endelig at kunne slappe af, men når jeg går alene hjemme i et par dage, hvor jeg ikke ligefrem laver det store, begynder mit humør at falde, og jeg orker intet. Et godt eksempel kan være sidste sommerferie, hvor jeg havde tre uger uden aftaler - jeg har absolut ingen anelse om, hvad de tre uger blev brugt på! Andet end at se tv, sove, stene computer, og så fik jeg vist nok også strikket en hue til min gamle dukke, som jeg nægter at smide ud.
Plusset er, at jeg i denne her sommerferie har en del flere planer end sidste år. Minusset er, at jeg allerede har haft ferie i næsten en uge, hvor jeg godt nok lavede noget i de første tre dage, men ellers ikke har lavet noget. Søndag gik med at lave ingenting. Mandag gik med at lave ingenting. I dag er humøret dog lidt bedre, og jeg har fået smidt de marengs sammen, som jeg skal bruge til dessert til i morgen, hvor vi skal op og spise aftensmad hos min kusine og hendes forældre i anledning af Skt. Hans. Og så har jeg rent faktisk fået læst, hvilket jeg er meget glad for, for det har jeg heller ikke orket.
I de næste tre uger har jeg heldigvis nogle planer - i morgen skal jeg ud og købe tøj til translokation sammen med Ymer, der bliver færdig med 1.g der. Torsdag er der translokation. Fra fredag til onsdag tager jeg i sommerhus sammen med min far og hans kærestes familie. Fra fredag i næste uge og en uge frem er jeg i Portugal, igen med min far og hans kæreste, hendes to børn og hendes søns kæreste.
Ellers har jeg lidt løse aftaler med i alt fire forskellige personer, mor og jeg skal havde fundet ud af noget ferie, og jeg skal til to meetups - et i Silkeborg d. 17. juli med J-fashion, og et fra d. 8. august til d. 10. august i Viborg med boggnasker.
Fra lørdag til tirsdag i sidste uge havde jeg en smule travlt med at skrive en masse notater til min fysikafgangsprøve i onsdags, hvor jeg også tegnede en masse forsøgsopstillinger i paint. Onsdag tog jeg op på skolen, så jeg var der omkring 9:40, hvor jeg selv skulle op 10:15.
Egentlig var det ikke fordi, at jeg var helt vildt nervøs... I hvert fald ikke indtil der var et kvarter til, og jeg begyndte at fatte, at jeg endnu intet anede om, hvad jeg egentlig kom op i! Så satte nervøsiteten godt i gang, og det hjalp ikke spor, at vi var fire, der skulle op sammen, hvoraf den ene stadigvæk ikke var dukket op. Hun kom dog, heldigvis, fem minutter før vi blev kaldt ind.
Fysik offer nr. 1 til 4 havde fået to gang 12, 10 og 7. De smilede, og var godt tilfredse med deres præstationer og karakter, og pigerne gik rundt og gav os et kram. Jeg havde dog meget svært ved at give dem et kram tilbage, for mit hjerte havde nu gang i en vildere galop, der ikke ligefrem kan kaldes behagelig.
Omkring klokken 10:13 blev vi kaldt ind, og jeg kiggede med større øjne end sædvanlig rundt i fysiklokalet. I midten var opstillet et bord, hvor den rædsomme blå afgangsprøvedug, det nu var fjerde gang, jeg måtte se på, var lagt på. Rundt omkring bordet i midten var der opstillet fire andre borde og stole, hvorpå der lå en blog på hver.
Den første, der skulle trække spørgsmål, var selvfølgelig mig. Længe stod jeg og stirrede på de papirer, den mandlige censor stod med i hånden, og besluttede mig så for, at tage et af dem, der var ind mod midten. Jeg trak lad være med at slå mig ned, hvis jeg ikke huske det helt korrekt, men det var noget i den dur:
9. Atomstråling
Forklar med et eller flere forsøg og egne forklaringer atomstrålers:
- Masse
- Ladning
- Egenskaber
Min reaktion, i hvert fald indvendigt, var noget alle det her:
OH MY FUCKING GOD, NOOOOOO!! Jeg er død, jeg er død, jeg er død o___o
Før jeg tog fat i papiret, havde jeg bedt en stille bøn til Gud om, at jeg ville trække noget med enten magnetisme eller elektricitet, og at alt, hvad der hed syrer og baser og atomfysik ville holde sig langt, lang væk. Desværre virkede det ikke rigtig som om, at han hørte mig -__-;;
Først satte vi os rundt ved de fire forskellige borde, og gav os så, på bloggen ved vores side, til at skrive en hurtig disposition ned. Min kom til at se således ud:
9. Atomstråling, disposition, Xenia
- Påvisning af radioaktive stråler via geigertæller, desuden forklaring om, hvad de tre strålinger består af og deres ladning
- Hvad vi kan bruge det til - atombomber og -kraftværk
- Hvad der kan stoppe strålerne
- Henfald
Første punkt gik ikke ligefrem vildt godt, jeg var nervøs og plaprede halvt løs og var halvt helt stille, men i det mindste tabte jeg ikke nogen af strålingskilderne, og jeg fumlede heller ikke helt så meget med dem, som jeg troede, jeg ville have gjort (det skal siges, at jeg er så ræd for de strålingskilder, som man overhovedet kan blive!).
Desuden tog punktet også længere tid end beregnet, så da jeg var færdig med det, måtte de gå videre til næste.
De tre sidste punkter var jeg klar med få minutter efter de havde været ved mig - men de skulle igennem tre andre piger, og to af dem brugte en del tid på at snakke og forklare sig, før det var min tur igen. Så jeg ventede i mindst en halv time, gik og pillede ved mine ting, øvede det lidt inde i hovedet, og var dum nok til at forsøge at huske alt det om atombomber, som jeg havde glemt, og selvfølgelig ikke skrev ned i mine notater.
Sidstnævnte førte så til, at da lærer og censor endelig kom over, blev det noget med: "I Hiroshima var der Little Boy, der var en uransbombe, men jeg kan ikke huske, hvilken slags uran det var, nogen og 230, vist nok, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan den nu virkede. Men jeg mener, at det er et neutron, der bliver skudt ind, som så laver en kædereaktion, og så siger det bang."
Oh Xenia, jeg er så stolt af dig...
Det samme skete ved Fat Man (Nagasaki, hvis nogen skulle være i tvivl), som jeg intet kunne huske om, hvordan virkede. I hvert fald ikke andet end at det var en plutoniumsbombe, og jeg var meget sikker på, at det var noget plutonium 230-et-eller-andet. Heldigvis havde jeg mere styr på atomkraftværket, og jeg fik også smuglet lidt elektricitet ind, som er et af de emner, jeg kan i søvne.
Henfald fik jeg lidt ind under atomkraftværker, og det, der kan stoppe strålerne kom jeg med en hurtig forklaring med til sidst.
Så blev jeg sendt ud, næsten endnu mere storøjet, end da jeg kom ind, og satte mig på trappen ned til fysiklokalet, hvor også resten af pigerne kom og satte sig.
Jeg håbede på, at jeg havde sagt nok til at få 7. Jeg håbede på, at jeg ikke ville begynde at stortude, når jeg fik min karakter at vide, for jeg troede virkelig ikke, at jeg havde sagt eller vist nok til hverken et 10- eller 12-tal. For jeg havde jo bare plapret løs, og haft alt for mange tænkepauser i første runde, som jeg bare syntes havde gået forfærdeligt... anden runde havde været bedre, men alligevel!
Først skulle Maja ind og have karakter - det heldige æsel, der havde trukket magnetisme. Hun kom smilende ud med et flot 10-tal, og mit hjerte sank lidt. Derefter blev jeg kaldt ind.
Jeg fik at vide, at jeg ikke behøvede at sætte mig ned, jeg kunne sagtens blive stående, hvis det var, for det tog ikke så lang tid. Men jeg valgte at sætte mig ned på bordet, for jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg ville reagere.
Jeg fik følgende at vide: Jeg havde haft en del tænkepauser, og første gang de havde været henne ved mig, havde det taget lidt for lang tid. Det kunne sagtens havde været gjort meget hurtigere, men det var okay. Jeg skulle ikke have forsøgt at forklare så meget, jeg ikke helt kunne huske, når jeg tydeligvis kunne en del ting meget bedre end atombomber. Men alt i alt viste jeg en god forståelse for atomer og stråler, og derfor havde de valgt at give mig 10.
Selvom jeg ved, at jeg kunne have gjort det bedre. Selvom jeg ved, at jeg kunne have fået 12, hvis jeg bare havde trukket noget andet end stråling... Så er jeg enormt glad for mit 10-tal :D For jeg fik det i atomstråling. Atomstråling!
Lige nu sidder jeg på mit værelse og spiser morgenmad bestående af en potion yoghurt - jeg har forsøgt at få noget andet, der ville fylde lidt mere i maven, ned tidligere, men jeg har bare ikke den mindste lyst til at spise lige nu /: Så det blev yoghurt, bare for at få lidt i maven.
Jeg begynder så småt at kunne mærke, at det, jeg plejer at kalde min "feriedepression", er sat ind. Det er ikke en decideret depression, men jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg er ikke en af dem, der plejer at have helt vildt mange planer i ferierne, og det er for mig et kæmpe minus. Jo, det er skønt endelig at have ferie, og endelig at kunne slappe af, men når jeg går alene hjemme i et par dage, hvor jeg ikke ligefrem laver det store, begynder mit humør at falde, og jeg orker intet. Et godt eksempel kan være sidste sommerferie, hvor jeg havde tre uger uden aftaler - jeg har absolut ingen anelse om, hvad de tre uger blev brugt på! Andet end at se tv, sove, stene computer, og så fik jeg vist nok også strikket en hue til min gamle dukke, som jeg nægter at smide ud.
Plusset er, at jeg i denne her sommerferie har en del flere planer end sidste år. Minusset er, at jeg allerede har haft ferie i næsten en uge, hvor jeg godt nok lavede noget i de første tre dage, men ellers ikke har lavet noget. Søndag gik med at lave ingenting. Mandag gik med at lave ingenting. I dag er humøret dog lidt bedre, og jeg har fået smidt de marengs sammen, som jeg skal bruge til dessert til i morgen, hvor vi skal op og spise aftensmad hos min kusine og hendes forældre i anledning af Skt. Hans. Og så har jeg rent faktisk fået læst, hvilket jeg er meget glad for, for det har jeg heller ikke orket.
I de næste tre uger har jeg heldigvis nogle planer - i morgen skal jeg ud og købe tøj til translokation sammen med Ymer, der bliver færdig med 1.g der. Torsdag er der translokation. Fra fredag til onsdag tager jeg i sommerhus sammen med min far og hans kærestes familie. Fra fredag i næste uge og en uge frem er jeg i Portugal, igen med min far og hans kæreste, hendes to børn og hendes søns kæreste.
Ellers har jeg lidt løse aftaler med i alt fire forskellige personer, mor og jeg skal havde fundet ud af noget ferie, og jeg skal til to meetups - et i Silkeborg d. 17. juli med J-fashion, og et fra d. 8. august til d. 10. august i Viborg med boggnasker.
Fra lørdag til tirsdag i sidste uge havde jeg en smule travlt med at skrive en masse notater til min fysikafgangsprøve i onsdags, hvor jeg også tegnede en masse forsøgsopstillinger i paint. Onsdag tog jeg op på skolen, så jeg var der omkring 9:40, hvor jeg selv skulle op 10:15.
Egentlig var det ikke fordi, at jeg var helt vildt nervøs... I hvert fald ikke indtil der var et kvarter til, og jeg begyndte at fatte, at jeg endnu intet anede om, hvad jeg egentlig kom op i! Så satte nervøsiteten godt i gang, og det hjalp ikke spor, at vi var fire, der skulle op sammen, hvoraf den ene stadigvæk ikke var dukket op. Hun kom dog, heldigvis, fem minutter før vi blev kaldt ind.
Fysik offer nr. 1 til 4 havde fået to gang 12, 10 og 7. De smilede, og var godt tilfredse med deres præstationer og karakter, og pigerne gik rundt og gav os et kram. Jeg havde dog meget svært ved at give dem et kram tilbage, for mit hjerte havde nu gang i en vildere galop, der ikke ligefrem kan kaldes behagelig.
Omkring klokken 10:13 blev vi kaldt ind, og jeg kiggede med større øjne end sædvanlig rundt i fysiklokalet. I midten var opstillet et bord, hvor den rædsomme blå afgangsprøvedug, det nu var fjerde gang, jeg måtte se på, var lagt på. Rundt omkring bordet i midten var der opstillet fire andre borde og stole, hvorpå der lå en blog på hver.
Den første, der skulle trække spørgsmål, var selvfølgelig mig. Længe stod jeg og stirrede på de papirer, den mandlige censor stod med i hånden, og besluttede mig så for, at tage et af dem, der var ind mod midten. Jeg trak lad være med at slå mig ned, hvis jeg ikke huske det helt korrekt, men det var noget i den dur:
9. Atomstråling
Forklar med et eller flere forsøg og egne forklaringer atomstrålers:
- Masse
- Ladning
- Egenskaber
Min reaktion, i hvert fald indvendigt, var noget alle det her:
OH MY FUCKING GOD, NOOOOOO!! Jeg er død, jeg er død, jeg er død o___o
Før jeg tog fat i papiret, havde jeg bedt en stille bøn til Gud om, at jeg ville trække noget med enten magnetisme eller elektricitet, og at alt, hvad der hed syrer og baser og atomfysik ville holde sig langt, lang væk. Desværre virkede det ikke rigtig som om, at han hørte mig -__-;;
Først satte vi os rundt ved de fire forskellige borde, og gav os så, på bloggen ved vores side, til at skrive en hurtig disposition ned. Min kom til at se således ud:
9. Atomstråling, disposition, Xenia
- Påvisning af radioaktive stråler via geigertæller, desuden forklaring om, hvad de tre strålinger består af og deres ladning
- Hvad vi kan bruge det til - atombomber og -kraftværk
- Hvad der kan stoppe strålerne
- Henfald
Første punkt gik ikke ligefrem vildt godt, jeg var nervøs og plaprede halvt løs og var halvt helt stille, men i det mindste tabte jeg ikke nogen af strålingskilderne, og jeg fumlede heller ikke helt så meget med dem, som jeg troede, jeg ville have gjort (det skal siges, at jeg er så ræd for de strålingskilder, som man overhovedet kan blive!).
Desuden tog punktet også længere tid end beregnet, så da jeg var færdig med det, måtte de gå videre til næste.
De tre sidste punkter var jeg klar med få minutter efter de havde været ved mig - men de skulle igennem tre andre piger, og to af dem brugte en del tid på at snakke og forklare sig, før det var min tur igen. Så jeg ventede i mindst en halv time, gik og pillede ved mine ting, øvede det lidt inde i hovedet, og var dum nok til at forsøge at huske alt det om atombomber, som jeg havde glemt, og selvfølgelig ikke skrev ned i mine notater.
Sidstnævnte førte så til, at da lærer og censor endelig kom over, blev det noget med: "I Hiroshima var der Little Boy, der var en uransbombe, men jeg kan ikke huske, hvilken slags uran det var, nogen og 230, vist nok, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan den nu virkede. Men jeg mener, at det er et neutron, der bliver skudt ind, som så laver en kædereaktion, og så siger det bang."
Oh Xenia, jeg er så stolt af dig...
Det samme skete ved Fat Man (Nagasaki, hvis nogen skulle være i tvivl), som jeg intet kunne huske om, hvordan virkede. I hvert fald ikke andet end at det var en plutoniumsbombe, og jeg var meget sikker på, at det var noget plutonium 230-et-eller-andet. Heldigvis havde jeg mere styr på atomkraftværket, og jeg fik også smuglet lidt elektricitet ind, som er et af de emner, jeg kan i søvne.
Henfald fik jeg lidt ind under atomkraftværker, og det, der kan stoppe strålerne kom jeg med en hurtig forklaring med til sidst.
Så blev jeg sendt ud, næsten endnu mere storøjet, end da jeg kom ind, og satte mig på trappen ned til fysiklokalet, hvor også resten af pigerne kom og satte sig.
Jeg håbede på, at jeg havde sagt nok til at få 7. Jeg håbede på, at jeg ikke ville begynde at stortude, når jeg fik min karakter at vide, for jeg troede virkelig ikke, at jeg havde sagt eller vist nok til hverken et 10- eller 12-tal. For jeg havde jo bare plapret løs, og haft alt for mange tænkepauser i første runde, som jeg bare syntes havde gået forfærdeligt... anden runde havde været bedre, men alligevel!
Først skulle Maja ind og have karakter - det heldige æsel, der havde trukket magnetisme. Hun kom smilende ud med et flot 10-tal, og mit hjerte sank lidt. Derefter blev jeg kaldt ind.
Jeg fik at vide, at jeg ikke behøvede at sætte mig ned, jeg kunne sagtens blive stående, hvis det var, for det tog ikke så lang tid. Men jeg valgte at sætte mig ned på bordet, for jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg ville reagere.
Jeg fik følgende at vide: Jeg havde haft en del tænkepauser, og første gang de havde været henne ved mig, havde det taget lidt for lang tid. Det kunne sagtens havde været gjort meget hurtigere, men det var okay. Jeg skulle ikke have forsøgt at forklare så meget, jeg ikke helt kunne huske, når jeg tydeligvis kunne en del ting meget bedre end atombomber. Men alt i alt viste jeg en god forståelse for atomer og stråler, og derfor havde de valgt at give mig 10.
Selvom jeg ved, at jeg kunne have gjort det bedre. Selvom jeg ved, at jeg kunne have fået 12, hvis jeg bare havde trukket noget andet end stråling... Så er jeg enormt glad for mit 10-tal :D For jeg fik det i atomstråling. Atomstråling!
onsdag den 9. juni 2010
Dansk
Det fag, jeg var mest ræd for at skulle op i, var fransk. Men når jeg tænker over det, og begynder at spekulere på karakter.. Så tror jeg faktisk, at jeg inderst inde frygtede dansk mest. Ikke fordi, jeg var helt vildt nervøs, og ikke kunne finde ud af faget - men fordi det var et af mine stærke punkter, og jeg var bange for, at jeg havde alt for høje forventninger til mig selv.
Og hvis det var gået ligesom med engelsk... Så havde jeg gået Cecilia fra Hosekræmmeren i hælene, og havde brugt resten af mine dage på at tænke på lige den afgangsprøve, på lige den skuffelse, som hun kun havde Esben i tankerne.
Fordi der skete så meget lige omkring min engelsk afgangsprøve derhjemme, tog jeg søndag ud til far, så jeg kunne få ro til at forberede. Jeg begyndte lidt søndag med at øve det stykke, jeg skulle læste op, vågnede mandag lidt over otte, spiste morgenmad og gik så i gang lidt i ni.
Først skrev jeg alt det ned, jeg gerne ville sige, og som jeg kunne huske - så læste jeg novellen igennem, skrev mere ned, øvede min oplæsning, øvede mit oplæg, øvede oplæsning, øvede oplæg, var på toilettet, øvede oplæg, spiste, øvede oplæsning, oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning...
Og sådan gik min mandag indtil klokken blev lidt over fire, og jeg tog mig en pause til næste dag.
Tirsdag. Meningen var, at vi skulle havde været inde på skolen og haft fagdag, og da jeg alligevel skulle have bestilt nyt pas, tog jeg tidligt derind, og var på skolen næsten halvanden time i forvejen. Klokken ni fik jeg så besked om, at det var aflyst, fordi vores lærer var syg - "nåh", tænkte jeg så, og gik ud i byen i en times tid. Tog derefter tilbage til far, og øvede oplæg igen. Oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning.
Så kom min fars kærestes datter, Lise, hjem, og jeg lavede nu en ny rute: Øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lise, øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lisa, øve oplæg og oplæsning.
Og det var også fint nok.
Omkring klokken otte, efter vi havde spist, øvede jeg mit oplæg en sidste gang, og håbede, inderligt håbede, at det var nok.
Natten mellem tirsdag og onsdag. Jeg faldt i søvn omkring klokken tolv, vågnede klokken fem, kiggede på uret og tænkte: "Neeeeej!". Så faldt jeg i søvn igen, og blev vækket klokken syv, tog tøj på, spiste morgenmad, gjorde mig klar, pakkede sammen, og øvede det hele igennem en gang til i mit hoved.
Og så tog jeg afsted...
Klassens klogeåge havde været inde som den første, og fået 10 - først faldt mit hjerte pladask ned i min mave, og jeg mærkede det dunke højt og kraftigt dernede. Men da en af pigerne nævnte, at han havde været syg, og haft det som om, han skulle kaste op hele vejen igennem... Så hjalp det lidt, og hjertet forsøgte, dog lidt forgæves, at komme op på sin plads i brystet igen.
Dansk offer nr. 2. - havde fået 4. Var fint tilfreds, grinede lidt over, at hun havde fået at vide, at alt var godt, bortset fra analysen.
Dansk offer nr. 3. ... / mig.
Egentlig er det nok lidt forkert at kalde det for "dansk offer" - det var "engelsk offer" og "fransk offer". Men jeg holder enormt meget af faget dansk, og selvom jeg var lidt nervøs, så kan jeg faget. Så da jeg kom ind og satte mig ned og sagde hej til, den faktisk meget venlige, censor, tog jeg en dyb indånding, og begyndte.
"Jeg har trukket romantikken, og valgt at gå op i Hosekræmmeren af Steen Steensen Blicher. Først vil jeg gerne lave en hurtig gennemgang af romantikken og poetisk realisme, så vil jeg gerne læse op, derefter analysere og fortolke, fortælle lidt om min holdning til teksten og til sidst perspektivere novellen til et billede.
Romantikken var den litterære periode, der..."
En enkelt gang gik jeg lidt i stå, kom lidt ud af rytmen, men meget hurtigt ind igen. Og så snart jeg havde gennemgået hele analysen, og kom til min holdning og perspektiveringen.. Så var det faktisk hyggeligt. Og samtalen var enormt hyggelig, vi kom også ind på lidt historie, og jeg svarede og svarede, og egentlig, så var der ikke et eneste spørgsmål, jeg ikke kunne sige noget til.
Klokken nærmede sig så småt femogtyve over ni, og jeg blev sendt ud. Først lidt overrasket over, at det allerede var slut - for så lang tid havde jeg da heller ikke være derinde, havde jeg? - siden lidt nervøs, men også glad for, at det var overstået. Jeg snakkede lidt med dansk "offer" nr. 4, og blev så kaldt ind igen.
Det er sjovt, som jeg næsten ord for ord kan huske, hvad jeg fik at vide til både fransk og engelsk. Hvor mine fejl og mangler var, og hvad jeg havde gjort godt. Men dansk.. Jeg kan huske, hvad jeg fik at vide, men ikke ord for ord. Og jeg kan huske, at jeg under bordet sad og holdte om mine hænder. Først lidt svagt, siden hårdere, i et forsøg på ikke at lyse op i det største smil, før jeg havde fået min karakter at vide. Men en ting husker, en ting, som fik mig til at smile, og stadigvæk gør det, når jeg tænker over det.
Og det er Jakob, der siger: "Den sad lige i skabet, Xenia! Hvis den gamle skala havde været her, havde vi givet dig 13 - men du må nøjes med et 12-tal."
Hvorefter han grinende fortalte censor, at jeg dybt forvirret ringede til ham i går, og spurgte efter, om oplægget godt måtte vare 17 minutter? For det gjorde mit altså på det tidspunkt.
Det skulle vare 10-12 minutter.
Måske, kun måske, skal jeg til at lade være med at være så bange for ikke at kunne leve op til mine egne forventninger - og bare begynde at stole på dem, og på mine evner, som jeg på karakterbladet godt kan se, at jeg har.
12. 13. Det er anden gang, jeg får det at vide!
♥
Og hvis det var gået ligesom med engelsk... Så havde jeg gået Cecilia fra Hosekræmmeren i hælene, og havde brugt resten af mine dage på at tænke på lige den afgangsprøve, på lige den skuffelse, som hun kun havde Esben i tankerne.
Fordi der skete så meget lige omkring min engelsk afgangsprøve derhjemme, tog jeg søndag ud til far, så jeg kunne få ro til at forberede. Jeg begyndte lidt søndag med at øve det stykke, jeg skulle læste op, vågnede mandag lidt over otte, spiste morgenmad og gik så i gang lidt i ni.
Først skrev jeg alt det ned, jeg gerne ville sige, og som jeg kunne huske - så læste jeg novellen igennem, skrev mere ned, øvede min oplæsning, øvede mit oplæg, øvede oplæsning, øvede oplæg, var på toilettet, øvede oplæg, spiste, øvede oplæsning, oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning...
Og sådan gik min mandag indtil klokken blev lidt over fire, og jeg tog mig en pause til næste dag.
Tirsdag. Meningen var, at vi skulle havde været inde på skolen og haft fagdag, og da jeg alligevel skulle have bestilt nyt pas, tog jeg tidligt derind, og var på skolen næsten halvanden time i forvejen. Klokken ni fik jeg så besked om, at det var aflyst, fordi vores lærer var syg - "nåh", tænkte jeg så, og gik ud i byen i en times tid. Tog derefter tilbage til far, og øvede oplæg igen. Oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning.
Så kom min fars kærestes datter, Lise, hjem, og jeg lavede nu en ny rute: Øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lise, øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lisa, øve oplæg og oplæsning.
Og det var også fint nok.
Omkring klokken otte, efter vi havde spist, øvede jeg mit oplæg en sidste gang, og håbede, inderligt håbede, at det var nok.
Natten mellem tirsdag og onsdag. Jeg faldt i søvn omkring klokken tolv, vågnede klokken fem, kiggede på uret og tænkte: "Neeeeej!". Så faldt jeg i søvn igen, og blev vækket klokken syv, tog tøj på, spiste morgenmad, gjorde mig klar, pakkede sammen, og øvede det hele igennem en gang til i mit hoved.
Og så tog jeg afsted...
Klassens klogeåge havde været inde som den første, og fået 10 - først faldt mit hjerte pladask ned i min mave, og jeg mærkede det dunke højt og kraftigt dernede. Men da en af pigerne nævnte, at han havde været syg, og haft det som om, han skulle kaste op hele vejen igennem... Så hjalp det lidt, og hjertet forsøgte, dog lidt forgæves, at komme op på sin plads i brystet igen.
Dansk offer nr. 2. - havde fået 4. Var fint tilfreds, grinede lidt over, at hun havde fået at vide, at alt var godt, bortset fra analysen.
Dansk offer nr. 3. ... / mig.
Egentlig er det nok lidt forkert at kalde det for "dansk offer" - det var "engelsk offer" og "fransk offer". Men jeg holder enormt meget af faget dansk, og selvom jeg var lidt nervøs, så kan jeg faget. Så da jeg kom ind og satte mig ned og sagde hej til, den faktisk meget venlige, censor, tog jeg en dyb indånding, og begyndte.
"Jeg har trukket romantikken, og valgt at gå op i Hosekræmmeren af Steen Steensen Blicher. Først vil jeg gerne lave en hurtig gennemgang af romantikken og poetisk realisme, så vil jeg gerne læse op, derefter analysere og fortolke, fortælle lidt om min holdning til teksten og til sidst perspektivere novellen til et billede.
Romantikken var den litterære periode, der..."
En enkelt gang gik jeg lidt i stå, kom lidt ud af rytmen, men meget hurtigt ind igen. Og så snart jeg havde gennemgået hele analysen, og kom til min holdning og perspektiveringen.. Så var det faktisk hyggeligt. Og samtalen var enormt hyggelig, vi kom også ind på lidt historie, og jeg svarede og svarede, og egentlig, så var der ikke et eneste spørgsmål, jeg ikke kunne sige noget til.
Klokken nærmede sig så småt femogtyve over ni, og jeg blev sendt ud. Først lidt overrasket over, at det allerede var slut - for så lang tid havde jeg da heller ikke være derinde, havde jeg? - siden lidt nervøs, men også glad for, at det var overstået. Jeg snakkede lidt med dansk "offer" nr. 4, og blev så kaldt ind igen.
Det er sjovt, som jeg næsten ord for ord kan huske, hvad jeg fik at vide til både fransk og engelsk. Hvor mine fejl og mangler var, og hvad jeg havde gjort godt. Men dansk.. Jeg kan huske, hvad jeg fik at vide, men ikke ord for ord. Og jeg kan huske, at jeg under bordet sad og holdte om mine hænder. Først lidt svagt, siden hårdere, i et forsøg på ikke at lyse op i det største smil, før jeg havde fået min karakter at vide. Men en ting husker, en ting, som fik mig til at smile, og stadigvæk gør det, når jeg tænker over det.
Og det er Jakob, der siger: "Den sad lige i skabet, Xenia! Hvis den gamle skala havde været her, havde vi givet dig 13 - men du må nøjes med et 12-tal."
Hvorefter han grinende fortalte censor, at jeg dybt forvirret ringede til ham i går, og spurgte efter, om oplægget godt måtte vare 17 minutter? For det gjorde mit altså på det tidspunkt.
Det skulle vare 10-12 minutter.
Måske, kun måske, skal jeg til at lade være med at være så bange for ikke at kunne leve op til mine egne forventninger - og bare begynde at stole på dem, og på mine evner, som jeg på karakterbladet godt kan se, at jeg har.
12. 13. Det er anden gang, jeg får det at vide!
♥
lørdag den 5. juni 2010
Jordbærtærte ♥
Eftersom jordbærtærten lykkedes ganske godt, vælger jeg at skrive opskriften ned her :D Jeg lavede en dobbelt potion, men det blev liige lidt meget.
Creme:
2½ dl fløde
½ stang vanilje
2 æggeblommer
2 spsk sukker
1 spsk maizena
Maizena, sukker og æggeblommer piskes godt sammen. Fløden og vaniljen blandes sammen, og opvarmes. Når fløden koger, tilsættes maizena-sukker-æggeblommeblandingen, og får et opkog, hvorefter der skues ned for varmen, og røres godt rundt, indtil cremen bliver tykkere.
Cremen sættes til afkøling, og sættes efter lidt tid i køleskabet.
Mørdej:
150g mel
100 g smør
50 g flormelis
1 æggeblomme
Mel, flormelis og smør smuldres sammen, og æggeblommen tilsættes - lad være med at tilsætte hele æggeblommen med det samme, for det er ikke altid, der er brug for det hele. Mørdejen sættes til hvile i en halv time i køleskabet.
Mørdejen rulles ud og lægges i en form, der bages i en forvarmet ovn ved varmluft i ca. 20 min - husk at prikke i dejen med en gaffel, ellers går det helt galt inde i ovnen!
(min) ½ kg jordbær
Ca. 3/4 glas ribsgele
Lidt vand
Når både bund og creme er kølet af og blevet kolde, pyttes cremen på bunden og pyntes med jordbær.
Ribsgelen og vandet (ca. 1 spsk) koges op. Når hele gelen er smeltet og der ikke er flere klumper i, sættes gelen til afkøling. Når den begynder at tyknes og stivne (der går et stykke tid, men hold alligevel godt øje med den), hældes den over den pyntede bund og TADAAAH - jordbærtærte, der vil noget ♥ :D
Jeg tog også lidt billeder imens jeg lavede den:
Creme:
2½ dl fløde
½ stang vanilje
2 æggeblommer
2 spsk sukker
1 spsk maizena
Maizena, sukker og æggeblommer piskes godt sammen. Fløden og vaniljen blandes sammen, og opvarmes. Når fløden koger, tilsættes maizena-sukker-æggeblommeblandingen, og får et opkog, hvorefter der skues ned for varmen, og røres godt rundt, indtil cremen bliver tykkere.
Cremen sættes til afkøling, og sættes efter lidt tid i køleskabet.
Mørdej:
150g mel
100 g smør
50 g flormelis
1 æggeblomme
Mel, flormelis og smør smuldres sammen, og æggeblommen tilsættes - lad være med at tilsætte hele æggeblommen med det samme, for det er ikke altid, der er brug for det hele. Mørdejen sættes til hvile i en halv time i køleskabet.
Mørdejen rulles ud og lægges i en form, der bages i en forvarmet ovn ved varmluft i ca. 20 min - husk at prikke i dejen med en gaffel, ellers går det helt galt inde i ovnen!
(min) ½ kg jordbær
Ca. 3/4 glas ribsgele
Lidt vand
Når både bund og creme er kølet af og blevet kolde, pyttes cremen på bunden og pyntes med jordbær.
Ribsgelen og vandet (ca. 1 spsk) koges op. Når hele gelen er smeltet og der ikke er flere klumper i, sættes gelen til afkøling. Når den begynder at tyknes og stivne (der går et stykke tid, men hold alligevel godt øje med den), hældes den over den pyntede bund og TADAAAH - jordbærtærte, der vil noget ♥ :D
Jeg tog også lidt billeder imens jeg lavede den:
Jordbær, hindbær, bøger, lala~
Yes, anden gang jeg skriver to indlæg på en dag! Hvor er jeg bare stolt, hvor er jeg bare stolt.. Eller noget.
Men i dag bliver det nok ikke to indlæg - måske, kun måske, bliver det faktisk hele tre indlæg! Men det er også fordi, at jeg har tænkt mig at lave jordbærtærte ♥, og hvis den bliver vellykket, smider jeg nok opskriften ind :D
Men i hvert fald! Ud over at få mit ih-og-åh så højtelskede brev om, at det altså ikke nyttede noget at klage over gymnasie, skete der også lidt andre ting! Jeg stod nemlig op, åbnede køleskabet og så følgende:
En pose med jordbær. NAM!
Af en eller anden grund havde min storebror taget den op af fryseren et par dage tidligere, glemt alt om den, og så efterladt den herhjemme, uden overhovedet at overveje, at jordbærrene nok ikke kunne holde evigt, og smuttet til noget biltraf.
Så jeg tænkte.. er det ikke lidt synd at lade jordbær ligge helt alene i køleskabet og bliver træls?
"Jo," blev jeg enig med mig selv om. "Det er det i hvert fald!"
Så jeg tænkte - frosne jordbær i jordbærtærte? Nej. Frosne jordbær i jordbærhindbærgrød? Oh yeah!
Desværre var jordbærrerne lidt falmede i farven, dog ikke nær så meget som på billedet ovenover! Det er mest solen, der gør det.
Pæn farve ♥
I en for længst glemt skuffe fandt jeg nogle dimser til at lave is, som jeg rengjorde og proppede noget af grøden i - bare for at se, hvordan det blev :D
... Det smagte dog mest bare af frossen jordbærhindbærgrød, haha XP
Senere på dagen, da mor kom hjem, smuttede vi på indkøb for at købe ind til bl.a. dagens jordbærtærte, og jeg fik hentet min pakke fra amazon!
Under bøgerne ligger min nye mobil - og nej, det er ikke min mobil og Magic/Fire Study, der er små. Det er the Ambassador's Mission der er KÆMPE! O_O Den er endnu større end den sidste bog, jeg fik ind af døren, hvor jeg tænkte: "nøjh, en krabat!"
I dag har mor lovet mig, at når huset bliver solgt, skal jeg nok få en stor stigereol, der fylder det meste af en væg - for jeg har ikke rigtig plads til alle mine bøger og mangaer i mine to ellers okay-store reoler længere, haha :P Så vidt jeg kan få talt, har jeg 108 "læse" bøger - og så kommer alt hvad der hedder sprogbøger (hvor der i hver fald er et par stykker under japansk), billedbøger osv. ved siden af - men det tæller nok ikke mere end en 30-stykker i alt. Men 138 bøger fylder også godt!
Bonusbillede:
Missi, der ser lidt sjov ud ♥
Men i dag bliver det nok ikke to indlæg - måske, kun måske, bliver det faktisk hele tre indlæg! Men det er også fordi, at jeg har tænkt mig at lave jordbærtærte ♥, og hvis den bliver vellykket, smider jeg nok opskriften ind :D
Men i hvert fald! Ud over at få mit ih-og-åh så højtelskede brev om, at det altså ikke nyttede noget at klage over gymnasie, skete der også lidt andre ting! Jeg stod nemlig op, åbnede køleskabet og så følgende:
En pose med jordbær. NAM!
Af en eller anden grund havde min storebror taget den op af fryseren et par dage tidligere, glemt alt om den, og så efterladt den herhjemme, uden overhovedet at overveje, at jordbærrene nok ikke kunne holde evigt, og smuttet til noget biltraf.
Så jeg tænkte.. er det ikke lidt synd at lade jordbær ligge helt alene i køleskabet og bliver træls?
"Jo," blev jeg enig med mig selv om. "Det er det i hvert fald!"
Så jeg tænkte - frosne jordbær i jordbærtærte? Nej. Frosne jordbær i jordbærhindbærgrød? Oh yeah!
Desværre var jordbærrerne lidt falmede i farven, dog ikke nær så meget som på billedet ovenover! Det er mest solen, der gør det.
Pæn farve ♥
I en for længst glemt skuffe fandt jeg nogle dimser til at lave is, som jeg rengjorde og proppede noget af grøden i - bare for at se, hvordan det blev :D
... Det smagte dog mest bare af frossen jordbærhindbærgrød, haha XP
Senere på dagen, da mor kom hjem, smuttede vi på indkøb for at købe ind til bl.a. dagens jordbærtærte, og jeg fik hentet min pakke fra amazon!
Under bøgerne ligger min nye mobil - og nej, det er ikke min mobil og Magic/Fire Study, der er små. Det er the Ambassador's Mission der er KÆMPE! O_O Den er endnu større end den sidste bog, jeg fik ind af døren, hvor jeg tænkte: "nøjh, en krabat!"
I dag har mor lovet mig, at når huset bliver solgt, skal jeg nok få en stor stigereol, der fylder det meste af en væg - for jeg har ikke rigtig plads til alle mine bøger og mangaer i mine to ellers okay-store reoler længere, haha :P Så vidt jeg kan få talt, har jeg 108 "læse" bøger - og så kommer alt hvad der hedder sprogbøger (hvor der i hver fald er et par stykker under japansk), billedbøger osv. ved siden af - men det tæller nok ikke mere end en 30-stykker i alt. Men 138 bøger fylder også godt!
Bonusbillede:
Missi, der ser lidt sjov ud ♥
Klage
I Danmark er det sådan, at når du søger gymnasium, er det langtfra sikkert, at du kommer derhen, hvor du vil. De kigger nemlig ikke på, om du har gode karakterer, eller om din lærer måske synes, at du er lige en af dem, der nok er mest egnet til gymnasiet i din klasse.
Nej, de kigger på, hvor du bor henne.
"Bor hende her tæt på gymnasiet? Nej, 20 km, det er alt for langt!"
"Hvad så med ham her? Oh ha, 15 km, det går ikke!"
Og når du så får dit brev om, hvor du er kommet hen, så skriver de deri, at du har mulighed for at klage - og ligger en paragraf med, hvor der står alt muligt om, at fordelingsudvalget ikke behøver at flytte dig, men alligevel vil behandle din sag.
Og når man så får svar fra klagen, og der rent ud sagt står deri, at du ikke er kommet ind, fordi der ikke var plads, så tænker man lidt: "Hjælper det egentlig overhovedet at klage?"
Og: "Har de overhovedet læst, hvad jeg skrev i klagen, eller bare kigget på gymnasierne, og sagt nej?"
For når man sender en klage ud, hvor man skriver meget pænt - hvor man selv skriver det hele selv, og bare har fået begge forældres underskrifter på -, at man meget gerne vil flyttes over til Statsgymnasiet, idet man ikke tror, at ens forældreudtalelse er kommer med. Hvor der står alt det, man havde skrevet i forældreudtalelsen, endda forklaret ekstra meget og med egne holdninger og ønsker.
At jeg ønsker, at blive flyttet fra Langkær Gymnasium og HF til Statsgymnasiet, idet min far bor i gåafstand til Statsgymnasiet, plus hans adresse, og en forklaring om, at lige meget, hvor meget vi forsøgte, så kunne hans adresse på ansøgningen, der stod til at være den samme som mors, ikke rettes til den korrekte.
At jeg ønsker Statsgymnasiet, fordi jeg var ude og se på flere gymnasier, heriblandt også Langkær, og det lige var Statsgymnasiet, jeg faldt for. Idet det virkede som et meget seriøst gymnasium, og jeg er meget seriøst omkring skolearbejde, og vælger at gå på gymnasier, fordi jeg elsker at lære nyt og har lyst, og ikke af pligt.
At det var rektor på Statsgymnasiet, der var mest positiv omkring, at jeg måske skulle ud som udvekslingsstudent. At det var ham, der brugte længst til på at snakke med mig (ikke mine forældre, men mig), at det var ham, der kom med flest ideer og løsninger med alt det, jeg ellers frygter mest: at skulle starte på gymnasiet, efter et halvt år smutte til Japan, og så komme hjem i en ny 1.g igen.
At ens adresse er så langt væk, fordi huset er til salg, men at man har gået i skole i Århus i de sidste to år, og at man flytter dertil, så snart huset er solgt.
Når man får sådan en klage ind af døren... Kan man så virkelig bare kassere den, og tænke: "oha, det kan vi ikke have!"?
Kan man så virkelig bare ignorere den enkelte elevs behov og ønsker?
Åbenbart. Men jeg har ikke tænkt mig at give op endnu!
Nej, de kigger på, hvor du bor henne.
"Bor hende her tæt på gymnasiet? Nej, 20 km, det er alt for langt!"
"Hvad så med ham her? Oh ha, 15 km, det går ikke!"
Og når du så får dit brev om, hvor du er kommet hen, så skriver de deri, at du har mulighed for at klage - og ligger en paragraf med, hvor der står alt muligt om, at fordelingsudvalget ikke behøver at flytte dig, men alligevel vil behandle din sag.
Og når man så får svar fra klagen, og der rent ud sagt står deri, at du ikke er kommet ind, fordi der ikke var plads, så tænker man lidt: "Hjælper det egentlig overhovedet at klage?"
Og: "Har de overhovedet læst, hvad jeg skrev i klagen, eller bare kigget på gymnasierne, og sagt nej?"
For når man sender en klage ud, hvor man skriver meget pænt - hvor man selv skriver det hele selv, og bare har fået begge forældres underskrifter på -, at man meget gerne vil flyttes over til Statsgymnasiet, idet man ikke tror, at ens forældreudtalelse er kommer med. Hvor der står alt det, man havde skrevet i forældreudtalelsen, endda forklaret ekstra meget og med egne holdninger og ønsker.
At jeg ønsker, at blive flyttet fra Langkær Gymnasium og HF til Statsgymnasiet, idet min far bor i gåafstand til Statsgymnasiet, plus hans adresse, og en forklaring om, at lige meget, hvor meget vi forsøgte, så kunne hans adresse på ansøgningen, der stod til at være den samme som mors, ikke rettes til den korrekte.
At jeg ønsker Statsgymnasiet, fordi jeg var ude og se på flere gymnasier, heriblandt også Langkær, og det lige var Statsgymnasiet, jeg faldt for. Idet det virkede som et meget seriøst gymnasium, og jeg er meget seriøst omkring skolearbejde, og vælger at gå på gymnasier, fordi jeg elsker at lære nyt og har lyst, og ikke af pligt.
At det var rektor på Statsgymnasiet, der var mest positiv omkring, at jeg måske skulle ud som udvekslingsstudent. At det var ham, der brugte længst til på at snakke med mig (ikke mine forældre, men mig), at det var ham, der kom med flest ideer og løsninger med alt det, jeg ellers frygter mest: at skulle starte på gymnasiet, efter et halvt år smutte til Japan, og så komme hjem i en ny 1.g igen.
At ens adresse er så langt væk, fordi huset er til salg, men at man har gået i skole i Århus i de sidste to år, og at man flytter dertil, så snart huset er solgt.
Når man får sådan en klage ind af døren... Kan man så virkelig bare kassere den, og tænke: "oha, det kan vi ikke have!"?
Kan man så virkelig bare ignorere den enkelte elevs behov og ønsker?
Åbenbart. Men jeg har ikke tænkt mig at give op endnu!
torsdag den 3. juni 2010
Engelsk
Har du nogensinde prøvet virkelig at knokle for noget? Virkelig bare arbejde hårdt for at forbedre ét enkelt fag, ét enkelt sprog, som skolen ikke kunne finde ud af at lære dig? Prøvet at læse bog efter bog på det sprog, slået ord efter ord op? Fået pennevenner lige af den grund, at du ville forbedre dig? Prøvet at græde forgæves over det, men også smile og le? Og virkelig ligge kræfter i det?
Har du prøvet at have det sådan med et fag, og så skulle op i det? Prøvet at sidde i timevis og øve dit oplæg, øve din udtalelse, som du udmærket godt ved, er din største forhindring? Og så komme op.
Og så hører din lærer sige: "Du fik 7."?
Hvis du ikke har, kan jeg sige, at det har jeg. Og jeg stak i gråd da min lærer sagde det, og bare græd og græd. Og det var ikke af glæde, nej, det var af sorg. For jeg kunne have gjort det så meget bedre, hvis bare hele huset ikke var blevet rystet god og grundigt sammen i de sidste dage, og alt bare har været et helvede, og der bare er sket alt for meget, og bare har været alt for meget at tænke på.
7 er en god karakter, det ved jeg. Det siger jeg også til folk, når de får den, og måske er lidt utilfredse. Men der må være et eller andet galt med mig - for jeg kan bare ikke klare at få mindre end 10 i andet end standpunktskarakter, hvor jeg alligevel de sidste to gange har fået 11 10-taller... Jeg kan bare ikke være tilfreds med 7 - kun græde ulykkeligt og længe, til mine øjne føles trætte og sløve.
Jeg har lyst til at ligge mig til at dø. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre det, nej, tro endelig ikke det! Men det gør bare så ondt... så frygtelig ondt.
Med opsvulmede og røde øjne, og en for længst forsvundet appetit, valgte jeg derfor at gøre det, der plejer at få mit humør bare lidt op. Jeg gik i boghandleren og købte en bog. En meget fin bog på engelsk, med fine tegninger med mennesker med meget store hoveder:
Det eneste plus lige nu, udover min pæne bog ♥, er, at jeg har fået besked fra posthuset om, at de bøger, jeg har bestilt hjem fra amazon, er kommet og kan hentes fra i morgen. Jeg mangler en ekstra bogreol, efterhånden...
Har du prøvet at have det sådan med et fag, og så skulle op i det? Prøvet at sidde i timevis og øve dit oplæg, øve din udtalelse, som du udmærket godt ved, er din største forhindring? Og så komme op.
Og så hører din lærer sige: "Du fik 7."?
Hvis du ikke har, kan jeg sige, at det har jeg. Og jeg stak i gråd da min lærer sagde det, og bare græd og græd. Og det var ikke af glæde, nej, det var af sorg. For jeg kunne have gjort det så meget bedre, hvis bare hele huset ikke var blevet rystet god og grundigt sammen i de sidste dage, og alt bare har været et helvede, og der bare er sket alt for meget, og bare har været alt for meget at tænke på.
7 er en god karakter, det ved jeg. Det siger jeg også til folk, når de får den, og måske er lidt utilfredse. Men der må være et eller andet galt med mig - for jeg kan bare ikke klare at få mindre end 10 i andet end standpunktskarakter, hvor jeg alligevel de sidste to gange har fået 11 10-taller... Jeg kan bare ikke være tilfreds med 7 - kun græde ulykkeligt og længe, til mine øjne føles trætte og sløve.
Jeg har lyst til at ligge mig til at dø. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre det, nej, tro endelig ikke det! Men det gør bare så ondt... så frygtelig ondt.
Med opsvulmede og røde øjne, og en for længst forsvundet appetit, valgte jeg derfor at gøre det, der plejer at få mit humør bare lidt op. Jeg gik i boghandleren og købte en bog. En meget fin bog på engelsk, med fine tegninger med mennesker med meget store hoveder:
Det eneste plus lige nu, udover min pæne bog ♥, er, at jeg har fået besked fra posthuset om, at de bøger, jeg har bestilt hjem fra amazon, er kommet og kan hentes fra i morgen. Jeg mangler en ekstra bogreol, efterhånden...
mandag den 31. maj 2010
Fransk
De sidste to dage har for mit vedkommende set således ud:
Lørdag - op, lave pandekager, fransk, fransk, fransk, fransk, blogindlæg, aftensmad, fransk, blogindlæg, fransk, fransk, bliver tvunget ned og se mgp.
Søndag - op, bad, morgenmad, fransk, fransk, fransk, jordbærkage (tak fordi du forstod min smerte, mor!), fransk, fransk, aftensmad, fransk fransk.
Så det er nok ikke nogen videre overraskelse, at jeg i går aftes havde et hoved, der føltes meget, meget tungt og tåget.
Jeg gik i seng omkring klokken ti, men jeg var ikke træt, så jeg lagde mig til at læse i en halv time. Så slukkede jeg lyset, og lagde mig om på siden. Og vendte mig om. Og vendte mig om. Og vente mig om. Sov lidt, vågnede, vendte mig om. Og vendte mig om. Og sov lidt igen.
Sådan gik hele natten, lige bortset fra et tidspunkt, hvor jeg vågnede pga. et mareridt om, at alle os fire fransk-piger havde været oppe, de tre andre havde fået 10 og 12, men jeg måtte ikke få min karakter ):
Nogen, der måske kan gætte sig til, at jeg var virkelig, virkelig nervøs for i dag?
Jeg stod op klokken seks, som jeg plejer, spiste den smule havregrød, jeg kunne få ned (5-7 spiseskefulde), gjorde mig klar og tog i skole. Jeg var oppe på mors arbejde i omkring en halv time, hvor nogle af hendes arbejdskollegaer forsøgte at køle mig ned, for jeg sad stort set bare og stirrede ud i luften, og tog dybe indåndinger.
Så tog jeg bussen omkring klokken halv ni, og var inde i byen lidt efter.
Det første jeg ser, da jeg skal over fodgængerovergangen ved Bruuns, er en af drengene fra min klasse, der vinker og smiler helt vildt. Da der bliver grønt, og vi kommer tættere på hinanden, siger jeg: "Jeg har næsten ikke sovet hele natten! D:"
Og han svarer, så sød som han nu er: "Jeg fik 10!"
... Xenia gets more and more nervous!
Jeg kommer så ind på skolen, og støder på en del folk, der skal op i tysk. Tysk-offer nr. 2 kommer ud, har fået 4, og er godt tilfreds med sin karakter. Jeg snakker lidt med tysk-offer nr. 3, der er en smule nervøs, og ønsker hende held og lykke, da hun skal ind.
Klokken begynder så småt at nærme sig 9.
Xenia er begynder nu at falde lidt til ro, men sætter sig alligevel ned på trappen, med dunkende hjerte.
"Xenia, så må du gerne komme ind." Jette står i døren. Censor kigger inde fra en stol. Klokken er 9. Xenias sidste time er kommet.
Tror hun.
Jeg kommer ind til en smilende Jette og endnu mere smilende censor. "ça va?" spørger censor. "Non!" svarer en meget nervøs Xenia, og censor smiler.
Jeg sætter mig ned på en stol, hvor jeg har min kære lærer Jette overfor mig, og censor ved min side. De kigger på mig. Smiler begge to meget, meget stort. Næsten for stort.
Jeg sidder lidt og tager nogle dybe indåndinger, og begynder efter et halvt til et helt minut på mit oplæg.
"Bonjour, je m'appelle Xenia et je veux parler de l'échange ou étudiant d'échange."
Så fortsætter Xenia ellers bare med at fortælle om sit emne, udvekslingsstudent, og håber på, at hun ikke glemmer noget, og ikke laver alt for mange fejl.
Da jeg er færdig med mit oplæg, spørger censor lidt ind til det, da hun virker ret interesseret i, at jeg nok skal til Japan - på fransk, selvfølgelig.
Så går jeg over for at trække et spørgsmål - tager nummer 8. Jette kigger på min disposition, og kommer til at se, at det er under mit emne. Så kom hen og træk igen!
Jeg trækker nr. 4.
"Qu'est-ce que tu fais pendent les grandes vacances?"
Og Xenia forsøger at svarer så godt hun nu kan. Lærer stille spørgsmål, det samme gør censor lidt, og Xenia svarer og svarer, tøver, svarer, stirre uforstående på censor, siger "eeh", svarer, og er færdig.
Så er klokken efterhånden ved at være henne omkring tyve over ni, og jeg bliver bedt om at gå ud. Jeg falder ind i armene på en af pigerne på klassen, med dunkende hjerte, og siger, at jeg tror, det gik nogenlunde, og jeg gik i det mindste ikke over i dansk en eneste gang - selvom jeg kom til at sige en forfransket version af "plane", idet jeg havde glemt det franske ord (avion) for fly. Flot, Xenia!
Døren bliver åbnet. Jeg går ind med tunge skridt, og sætter mig på stolen igen. Jette og censor er endnu engang et stort smil.
"Du fik 10!" smiler Jette.
"Seriøst?!" svarer jeg, med store øjne.
"Ja, vi synes, at du har en meget fin udtale, et godt ordforråd, og så får du brugt flere tider, hvilket er rigtig godt, så du får 10."
Xenia rejser sig fra stolen efter et par minutter, takker lærer og censor, og går ud på gangen til sine klassekammerater, med et meget, meget underligt ansigtsudtryk, der nok minder mest om en blanding af "O_O" og ":O" (altså noget ala "OoO").
Ja, jeg er meget, meget, meget glad :D ♥
Jeg ventede på skolen til klokken elleve, tog så ud og spiste sandwich og is sammen med 3 andre piger fra klassen, hvor en 4 joinede os, da hun havde været inde til tysk.
Engelsk på torsdag - jeg holder lige fri resten af dagen, så kan vi begynde at kigge på det i morgen!
Lørdag - op, lave pandekager, fransk, fransk, fransk, fransk, blogindlæg, aftensmad, fransk, blogindlæg, fransk, fransk, bliver tvunget ned og se mgp.
Søndag - op, bad, morgenmad, fransk, fransk, fransk, jordbærkage (tak fordi du forstod min smerte, mor!), fransk, fransk, aftensmad, fransk fransk.
Så det er nok ikke nogen videre overraskelse, at jeg i går aftes havde et hoved, der føltes meget, meget tungt og tåget.
Jeg gik i seng omkring klokken ti, men jeg var ikke træt, så jeg lagde mig til at læse i en halv time. Så slukkede jeg lyset, og lagde mig om på siden. Og vendte mig om. Og vendte mig om. Og vente mig om. Sov lidt, vågnede, vendte mig om. Og vendte mig om. Og sov lidt igen.
Sådan gik hele natten, lige bortset fra et tidspunkt, hvor jeg vågnede pga. et mareridt om, at alle os fire fransk-piger havde været oppe, de tre andre havde fået 10 og 12, men jeg måtte ikke få min karakter ):
Nogen, der måske kan gætte sig til, at jeg var virkelig, virkelig nervøs for i dag?
Jeg stod op klokken seks, som jeg plejer, spiste den smule havregrød, jeg kunne få ned (5-7 spiseskefulde), gjorde mig klar og tog i skole. Jeg var oppe på mors arbejde i omkring en halv time, hvor nogle af hendes arbejdskollegaer forsøgte at køle mig ned, for jeg sad stort set bare og stirrede ud i luften, og tog dybe indåndinger.
Så tog jeg bussen omkring klokken halv ni, og var inde i byen lidt efter.
Det første jeg ser, da jeg skal over fodgængerovergangen ved Bruuns, er en af drengene fra min klasse, der vinker og smiler helt vildt. Da der bliver grønt, og vi kommer tættere på hinanden, siger jeg: "Jeg har næsten ikke sovet hele natten! D:"
Og han svarer, så sød som han nu er: "Jeg fik 10!"
... Xenia gets more and more nervous!
Jeg kommer så ind på skolen, og støder på en del folk, der skal op i tysk. Tysk-offer nr. 2 kommer ud, har fået 4, og er godt tilfreds med sin karakter. Jeg snakker lidt med tysk-offer nr. 3, der er en smule nervøs, og ønsker hende held og lykke, da hun skal ind.
Klokken begynder så småt at nærme sig 9.
Xenia er begynder nu at falde lidt til ro, men sætter sig alligevel ned på trappen, med dunkende hjerte.
"Xenia, så må du gerne komme ind." Jette står i døren. Censor kigger inde fra en stol. Klokken er 9. Xenias sidste time er kommet.
Tror hun.
Jeg kommer ind til en smilende Jette og endnu mere smilende censor. "ça va?" spørger censor. "Non!" svarer en meget nervøs Xenia, og censor smiler.
Jeg sætter mig ned på en stol, hvor jeg har min kære lærer Jette overfor mig, og censor ved min side. De kigger på mig. Smiler begge to meget, meget stort. Næsten for stort.
Jeg sidder lidt og tager nogle dybe indåndinger, og begynder efter et halvt til et helt minut på mit oplæg.
"Bonjour, je m'appelle Xenia et je veux parler de l'échange ou étudiant d'échange."
Så fortsætter Xenia ellers bare med at fortælle om sit emne, udvekslingsstudent, og håber på, at hun ikke glemmer noget, og ikke laver alt for mange fejl.
Da jeg er færdig med mit oplæg, spørger censor lidt ind til det, da hun virker ret interesseret i, at jeg nok skal til Japan - på fransk, selvfølgelig.
Så går jeg over for at trække et spørgsmål - tager nummer 8. Jette kigger på min disposition, og kommer til at se, at det er under mit emne. Så kom hen og træk igen!
Jeg trækker nr. 4.
"Qu'est-ce que tu fais pendent les grandes vacances?"
Og Xenia forsøger at svarer så godt hun nu kan. Lærer stille spørgsmål, det samme gør censor lidt, og Xenia svarer og svarer, tøver, svarer, stirre uforstående på censor, siger "eeh", svarer, og er færdig.
Så er klokken efterhånden ved at være henne omkring tyve over ni, og jeg bliver bedt om at gå ud. Jeg falder ind i armene på en af pigerne på klassen, med dunkende hjerte, og siger, at jeg tror, det gik nogenlunde, og jeg gik i det mindste ikke over i dansk en eneste gang - selvom jeg kom til at sige en forfransket version af "plane", idet jeg havde glemt det franske ord (avion) for fly. Flot, Xenia!
Døren bliver åbnet. Jeg går ind med tunge skridt, og sætter mig på stolen igen. Jette og censor er endnu engang et stort smil.
"Du fik 10!" smiler Jette.
"Seriøst?!" svarer jeg, med store øjne.
"Ja, vi synes, at du har en meget fin udtale, et godt ordforråd, og så får du brugt flere tider, hvilket er rigtig godt, så du får 10."
Xenia rejser sig fra stolen efter et par minutter, takker lærer og censor, og går ud på gangen til sine klassekammerater, med et meget, meget underligt ansigtsudtryk, der nok minder mest om en blanding af "O_O" og ":O" (altså noget ala "OoO").
Ja, jeg er meget, meget, meget glad :D ♥
Jeg ventede på skolen til klokken elleve, tog så ud og spiste sandwich og is sammen med 3 andre piger fra klassen, hvor en 4 joinede os, da hun havde været inde til tysk.
Engelsk på torsdag - jeg holder lige fri resten af dagen, så kan vi begynde at kigge på det i morgen!
lørdag den 29. maj 2010
Sidste skoledag 2010 :D
Egentlig burde jeg sidde og forberede fransk til mandag lige nu, i stedet for at skrive blog. Meen, jeg har været i gang siden sidste på formiddagen (minus den tid, jeg brugte på at lave pandekager 8D), og min hals er efterhånden ret smadret efter at have siddet og snakket fransk så længe. Så jeg holder pause.. Indtil engang om mindst en time.
I går var det jo sidste skoledag, og jeg stod op klokken seks, som jeg plejer, for at gøre mig klar. Min mor havde flettet mit hår i fire fletninger torsdag aften efter jeg var i bad, så det rigtig kunne fylde - og det gjorde det skam også! Efter at have slået håret ud og hoppet i kjolen, smuttede jeg nedenunder, spiste morgenmad, børstede tænder og gjorde mig ellers klar til at tage afsted, hvilket inkluderede noget, jeg ikke har haft på i årevis: læbestift :D Rød løbestift!
Min mor mente ikke, at vi kunne tage billeder indenfor, for så ville der jo være ih og åh så mange ting i baggrunden, og jeg skulle jo virkelig stå frem på billederne. Så vi gik udenfor, og det var jo også fint nok...
Liige bortset fra, at solen skinnede mig i øjnene, så jeg har sådan nogle mikroskopiske øjne og underligt ansigtsudtryk på alle billederne, haha :P Men vi fik da taget et par stykker! (på to mobiler og ét kamera):
Kjole, forklæde, pandebånd (okay, ikke selve bøjlen, men det sorte stof, der er udenom og sløjfen) og petticoatet (underskørtet, der giver pufpuf) er hjemmelavet :D Kjolen er faktisk en blanding af to forskellige mønstre, på japansk (=fatter næsten nada), og så mit eget hoved, så jeg er lidt stolt over resultatet. Desværre kan man ikke rigtig se de blonder, jeg har syet på hist og her på forklædet, men så må jeg tage et nyt billede engang.
Da mor var færdig med at tage en masse billeder (for jeg var jo "ih og åååh så pæn!"), kørte vi til Ry, hvor jeg lige skulle ind og have lidt vand og kakao til dagen. Så kørte vi videre til Århus, og jeg blev sat af på hendes arbejde i Viby, og blev beordret med ind, for nu havde hun jo gået og pralet sådan med, at jeg selv havde syet mit kostume og hvor flot det var, og så skulle jeg jo med ind bare i ti minutter. Det var ret perfekt, at der ikke var særlig mange, der var mødt ind på det tidspunkt (de kan flekse lidt), men hun fik mig da vist lidt frem XP
Efter det flygtede jeg ned til busstoppestedet, hoppede på en 9'er, og smilede til alle de skønsherlige mennesker, der stirrede på mig med store øjne.
Efter at have slæbt på lidt over 5 kg karameller, vand, kakao, mobil + andet gøgl, paraply, skiftetøj og gaver til lærerne, var jeg meget, meget lykkelig, da jeg endelig kom ind i skolegården. Det her var hvad, der mødte mig:
Små børn i kæmpe mængder! Billedet er taget fra vores vindue, som heldigvis er på første sal. Hvis man kigger hen øverst i venstre hjørne kan man se nogen fra en af mine parallelklasser, der er på vej ind, og nogle små børn, der er på vej ind for at overfalde dem. Det kan godt ske, at det mest var 1. og 2. klasser, der var der, men HOLD DA HELT FAST, hvor kan de rive hårdt D: De kradsede en af pigerne fra min klasse på foden, så den blev rød. Desperate unger...
Jeg gav dem en håndfuld karameller ud af vores dør (for de fulgte efter op af trappen i store strømme), og det kom jeg så til at høre for resten af formiddagen.. Giv aldrig, jeg gentager, aldrig, aldrig, aldrig små børn karameller før tid! For det første river de næsten din arm af (og det gør ondt, når der er flere om det!) og for det andet kommer der mange, mange, mange flere af dem, og de bliver endnu mere desperate!
Det her er btw hvad der sker, når man smider en karamel ud af vinduet:
På de her billeder er der en del, der er fulgt efter et par andre elever op af trappen.
Men det var nu alligevel lidt sjovt, at se en tyve-tredive børn stå og råbe "karameller" udenfor ens vindue!
Efter klokken ringede, og de små børn blev hentet af deres lærer, spiste vi rundstykker i klassen, og hyggesnakkede i en stund. Da det så blev frikvarter... Jeg glemte desværre at tage et billede. Over halvdelen af skolen stod mast sammen ude gården foran vores vinduer/tager-hvor-man-må-gå-på, og råbte på skift 9.z, 9.y og 9.x. Det var lidt sjovt! De var bare ikke særlig glade for at råbe 9.z (måske fordi z-klassen kun eksistere i 8. og 9. klasse?), så det var lige lidt irriterende. Men der var en lille dreng, 3-4. klasse, tror jeg, der blev ved med at råbe 9.z konstant. Tror han endte med at få langt over et halv kg karameller af os XP Det betaler sig skal skam at råbe den sejeste klasse, yes!
Da frikvarteret var færdigt (og vi kunne gå ud uden at blive revet i), gik vi rundt i klasserne og smed karameller. Jeg kastede en helt masse i 8.z, fordi vi ikke fik specielt mange sidste år. Tror lidt z-klasser tænker lidt anderledes om hinanden end alle de andre klasser, fordi det er en helt ny klasse, der starter i 8. med folk fra alle mulige skoler, så de skulle altså have det lidt godt. Siden gik vi rundt i de små klasser, og jeg smuttede ind i 7.x (/syvendeklassen, der smadre alt), lige for at få smidt et par karameller i hovedet på min matematiklærer, der er deres klasselærer. Lidt sjovt skal man jo have :D
Derefter smuttede vi over i gymnastiksalen for at lave underholdning. Y-klassen lagde ud med noget konkurrence imellem lærerne fra de forskellige klasser, og vores lærere... weell, de tabte. Skuffende!
Så var det vores tur. Vi satte fem stole frem, og kaldte vores lærere op, og bad dem om at sætte sig på dem. Så læste vi nogle situationer op, der er sket i klassen i løbet af de sidste to år samt tre navne, og så skulle lærerne så gætte hvem der havde gjort/sagt det, situationen lød i. Vores engelsklærer, Winnie, vand med 17 rigtige ud af 20 spørgsmål! Og vi har endda kun haft hende siden starten af skoleåret, imens vi har haft de andre siden 8.. Var lidt godt gået, synes jeg. Vores klasselærer fortalte bagefter, at den eneste grund til, at han kunne svare på halvdelen af spørgsmålene, var fordi Winnie havde fortalt ham om dem oppe på lærerværelset! XD
Mine yndlingssituationer er disse:
Situation 9:
Hvem skrev en 9 siders lang engelskstil om sin ekskæreste?
Situation 10:
Hvem kastede en bold i nakken på Winnie (engelsklærer), og tjente penge til en trøffel på det?
Situation 14:
Hvem gik grassat i tysk, da der blev spillet banko, og personens tal ikke blev råbt op, selvom det var det eneste, der manglede?
Situation 20:
Hvem scorede et 7-tal i standpunktskarakter i idræt, ved aldrig have mødt op?
De siger også lidt om min klasse XD
Derefter lavede x-klassen nogle paranodier på deres lærere, og det var faktisk meget sjovt. Efter hver klasse gav klassen lærerne gaver, og af en eller anden grund var det kun vores lærere, der ikke fik lov til at pakke dem op på scenen - selvom vi var den eneste klasse, der overholdte tiden! /: Og vores gaver var helt ærligt de sejeste og mest personlige, hvis jeg skulle sige det selv! Y gav nogle random ting ("Her er en læbepomade og en tre-i-en"), og x gav tøj ("Her er en skjorte, for det går du altid i"). Vi gav følgende:
Jette, fransk (var der dog desværre ikke, men fik det senere på lærerværelset) - T-shirt, hvor vi havde skrevet franske verber + fejl på, samt skrevet vores navn og håndaftryk, rugbrød og tahin.
Historien med maden er, at hun altid spiser i timerne, og i 8. klasse fik sig den ide, at vi hver mandag skulle tage rugbrød og et eller anden pålæg med, men det måtte ikke være ting som nutella, for det skulle være sundt.
Winnie, engelsk - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, chokolade, vin.
Lena, tysk - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, blomster (måske også noget andet, men jeg har ikke tysk, så er ikke sikker).
Anni, matematik, værkstedsfag, kristendom - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, rose, vin, noget fra body shop.
Jakob (klasselærer), dansk, værkstedsfag, geografi, biologi, fysik, historie, samfundsfag - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, kaffekrus med billede af hele klassen på, vin, kaffe
Kruset er fordi, at han virkelig har så mange krus derhjemme, og der er virkelig ikke et eneste af dem, der er ens! Så vi tænkte, at han godt kunne få et til :D
T-shirtsne var en af pigerne i klassen ovre at købe i H&M for et par uger siden, og så satte vi os ned onsdag i sidste uge med mit stofmaling efter skole, og grissede hele klasseværelset til med maling! De blev helt vildt seje, og lærerne blev rigtig glad for dem - og Jakob var vist også rigtig glad for kruset med os "grimme unger".
Efter vi fik fri fik vi en 50'er hver fra klassekassen, og blev sendt ud for at købe mad til os selv. Jeg fik en sandwich-bolle fra DeeDee's, og gik bagefter med over i Bruuns for at købe en salat til en af de andre piger fra klassen. Derefter gik turen mod Mindeparken.. som vi var alt for dovne til at gå ud til. Så vi ville med bussen! Dum ide, siger jeg her dagen efter.
Hende jeg gik med nævnte, at 18'eren vist gik derud, men på vejen hen til dens stoppested kunne vi se en helt masse underlige mennesker, der stod og ventede på 1'eren - "HA," tænkte vi, "den tager vi da bare med!"
Så vi stilte os i kø sammen med en helt masse 9. og 10. klasser, og blev meget glade, da 1'eren endelig kom. Men.. To sekunder efter den var holdt var den fuldstændig fyldt, og medmindre vi havde lyst til at stå klemt sammen i mellem en masse svedende mennesker og risikere at smadre ens kostume, så var det nok ikke lige sagen. Så vi blev og ventede til den næste bus, der godt nok var mindst lige så proppet, men det var også fordi at vi fyldte den lidt ud :D
Ude i Mindeparken slog vi os ned under nogle træer på den anden side af de larmende folk (/resten af 9./10. klasserne/folk), men der blæste helt vildt på den side, så der gik ikke særlig længe, før vi valgte at rykke os over på den anden side, hvor solen også var lidt på.
For at det her indlæg ikke skal blive flere kilometer langt, vil jeg ikke sige så meget om mindeparken. Andet end at der var en helt masse fulde mennesker, hvilket jeg kan bevise med Andreas fra min klasse:
Mig: "Andreas, er du ikke ved at blive lidt fuld?"
Andreas, tåget: "Nej, jeg er overhovedet ik' fuld!"
Lidt efter
Mig: kaster karamel i fjæset på Andreas.
Andreas: ingen reaktion.
Mig: kaster endnu en karamel.
Andrea: stadig ingen reaktion.
Senere på dagen, da han var ved at blive bare lidt ædru igen, nævnte han, at han overhovedet ikke kunne huske noget om det XD
Men det var rigtig hyggeligt at være ude i Mindeparken med folk, selvom jeg nok var en af de eneste, der ikke rørte alkohol overhovedet. Jeg stødte på en del, jeg kender, hvilket var fedt! :D
Lidt i fire blev jeg hentet af min far, der havde lidt svært ved at finde mig. Jeg forstod det som om, at han ville have mig til at gå op i enden af Mindeparken, og han forstod det som om, at han skulle være nede i bunden af Mindeparken (hvor jeg var før jeg skulle hjem). Men vi fandt hinanden, på trods af, at han kaldte den bil, han kørte rundt i (hans egen er åbenbart gået i stykker), 's farve for en "grim grøn farve", når den var ovre i en nuance af lime, der var meget, meget tæt på gul.
Vi lavede ikke sådan helt vildt meget hjemme hos ham, andet end at jeg lige fik skiftet ud af kostumet, som jeg også efterlod der, for ikke at have så meget at slæbe på, og at hans kæreste tilfældigvis var stoppet bag hjemIs på sin cykel, og så havde set denne helt viildt lækre kasse med fedtfattige is, og det kunne hun så ikke lige modstå. Så jeg fik også lidt is, og vi fik snakket lidt sommerferie.
Klokken syv mødtes jeg så med klassen igen på Restaurant Lodos i Århus, der er en tyrkisk restaurant. Det var rigtig hyggeligt, og jeg fik en helt vildt lækker bøf, som mine tænder stadigvæk løber lidt i vand efter bare ved tanken om! Det var meningen, at klassekassen ville betale 100 kr af ens mad, og så skulle vi selv betale resten - men der var rigtig mange, der havde købt for under 100 kr, så det gik faktisk op med pengene! Var lidt fedt, når man havde købt en ret til 150 kr plus sodavand XD;
Vi sad på restauranten i næsten to timer, og gik så ud for at finde en bus, fordi nogen af os (*host*) var lidt for dovne til at gå de par kilometer op til skolen. Det begyndte også at regne på vejen, så var nok meget godt.
Meningen var, at vi ville have fundet et sted at holde en fest for klassen efter vi havde været på restaurant - men folk kom i tanke om det lidt sent, og der var ikke rigtig nogen, vi kunne være hos, andet, end hjemme hos mig og hos min lærer, og der var lidt for langt til begge steder. Så en af pigerne snakkede med en veninde, og klassen fik så lov til at joine hendes fest.
Vi havde så aftalt at sidde og hygge lidt på skolen, men åbenbart skulle de skynde sig at nå den næste bus, fordi veninden ikke måtte holde fest til alt for sent for sine forældre. Vi var fire, der ikke tog med: en af pigerne, der skulle hjem (hun var vist blevet fuld for første gang ude i Mindeparken, og hendes forældre (og en del meget bekymrede piger fra klassen) havde ikke kunne få fat på hende hele eftermiddagen + først på aftenen, så de ville gerne have hende hjem), en af drengene, der overhovedet ikke er festtype, en af de andre piger, der skulle hjem og holde styr på sin lillebror, og så mig. Hvis festen havde været hos en fra klassen, var jeg taget med, men jeg har ikke lyst til at drikke, og det er der ikke særlig mange andre end min klasse og mine venner, der forstår - så jeg var ikke specielt meget for at tage til drukfest med en masse, som jeg ikke kender.
Mor var ved at køre min storebror til Horsens, for han skulle åbenbart til Tyskland og købe ind (klokken var ni på det tidspunkt, og de nåede rent faktisk at få handlet, før de lukkede), og kunne derfor først komme en 50 minutter efter, jeg ringede. Så Jakob (klasselærer), Ulla (pigen, der skulle passe på lillebror) og jeg, satte os oppe i klasseværelset og snakkede indtil hun kom. Det var nu også rigtig hyggeligt :D
Mor skrev så den typiske sms - "Nu" - og Jakob låste skolen af, og så gik vi tre ellers over mod banegården. Mor så os komme, og allerede da hun steg ud af bilen og gik over mod os vidste jeg, at jeg nok ikke ville få det ellers så højelskede forsæde med varme i før lidt efter Ry.
Min lærer bor nemlig lige på vejen hjem (godt nok ind af en sidevej på en 4 km, men som mor siger: "hvad gør fire kilometer fra eller til"), så hun tilbød at køre ham hjem, så han kunne slippe for at tage toget. Men det var nu også fint nok!
Jeg tror, at jeg var hjemme omkring klokken 23 - godt træt, og med meget ømme fødder efter nogle sko, jeg ikke nåede at gå til.
Men ej, det var hyggeligt! :D Og fedt endeligt at være en af dem, der kaster karameller, og ikke en af dem, der bliver kastet på.
I går var det jo sidste skoledag, og jeg stod op klokken seks, som jeg plejer, for at gøre mig klar. Min mor havde flettet mit hår i fire fletninger torsdag aften efter jeg var i bad, så det rigtig kunne fylde - og det gjorde det skam også! Efter at have slået håret ud og hoppet i kjolen, smuttede jeg nedenunder, spiste morgenmad, børstede tænder og gjorde mig ellers klar til at tage afsted, hvilket inkluderede noget, jeg ikke har haft på i årevis: læbestift :D Rød løbestift!
Min mor mente ikke, at vi kunne tage billeder indenfor, for så ville der jo være ih og åh så mange ting i baggrunden, og jeg skulle jo virkelig stå frem på billederne. Så vi gik udenfor, og det var jo også fint nok...
Liige bortset fra, at solen skinnede mig i øjnene, så jeg har sådan nogle mikroskopiske øjne og underligt ansigtsudtryk på alle billederne, haha :P Men vi fik da taget et par stykker! (på to mobiler og ét kamera):
Kjole, forklæde, pandebånd (okay, ikke selve bøjlen, men det sorte stof, der er udenom og sløjfen) og petticoatet (underskørtet, der giver pufpuf) er hjemmelavet :D Kjolen er faktisk en blanding af to forskellige mønstre, på japansk (=fatter næsten nada), og så mit eget hoved, så jeg er lidt stolt over resultatet. Desværre kan man ikke rigtig se de blonder, jeg har syet på hist og her på forklædet, men så må jeg tage et nyt billede engang.
Da mor var færdig med at tage en masse billeder (for jeg var jo "ih og åååh så pæn!"), kørte vi til Ry, hvor jeg lige skulle ind og have lidt vand og kakao til dagen. Så kørte vi videre til Århus, og jeg blev sat af på hendes arbejde i Viby, og blev beordret med ind, for nu havde hun jo gået og pralet sådan med, at jeg selv havde syet mit kostume og hvor flot det var, og så skulle jeg jo med ind bare i ti minutter. Det var ret perfekt, at der ikke var særlig mange, der var mødt ind på det tidspunkt (de kan flekse lidt), men hun fik mig da vist lidt frem XP
Efter det flygtede jeg ned til busstoppestedet, hoppede på en 9'er, og smilede til alle de skønsherlige mennesker, der stirrede på mig med store øjne.
Efter at have slæbt på lidt over 5 kg karameller, vand, kakao, mobil + andet gøgl, paraply, skiftetøj og gaver til lærerne, var jeg meget, meget lykkelig, da jeg endelig kom ind i skolegården. Det her var hvad, der mødte mig:
Små børn i kæmpe mængder! Billedet er taget fra vores vindue, som heldigvis er på første sal. Hvis man kigger hen øverst i venstre hjørne kan man se nogen fra en af mine parallelklasser, der er på vej ind, og nogle små børn, der er på vej ind for at overfalde dem. Det kan godt ske, at det mest var 1. og 2. klasser, der var der, men HOLD DA HELT FAST, hvor kan de rive hårdt D: De kradsede en af pigerne fra min klasse på foden, så den blev rød. Desperate unger...
Jeg gav dem en håndfuld karameller ud af vores dør (for de fulgte efter op af trappen i store strømme), og det kom jeg så til at høre for resten af formiddagen.. Giv aldrig, jeg gentager, aldrig, aldrig, aldrig små børn karameller før tid! For det første river de næsten din arm af (og det gør ondt, når der er flere om det!) og for det andet kommer der mange, mange, mange flere af dem, og de bliver endnu mere desperate!
Det her er btw hvad der sker, når man smider en karamel ud af vinduet:
På de her billeder er der en del, der er fulgt efter et par andre elever op af trappen.
Men det var nu alligevel lidt sjovt, at se en tyve-tredive børn stå og råbe "karameller" udenfor ens vindue!
Efter klokken ringede, og de små børn blev hentet af deres lærer, spiste vi rundstykker i klassen, og hyggesnakkede i en stund. Da det så blev frikvarter... Jeg glemte desværre at tage et billede. Over halvdelen af skolen stod mast sammen ude gården foran vores vinduer/tager-hvor-man-må-gå-på, og råbte på skift 9.z, 9.y og 9.x. Det var lidt sjovt! De var bare ikke særlig glade for at råbe 9.z (måske fordi z-klassen kun eksistere i 8. og 9. klasse?), så det var lige lidt irriterende. Men der var en lille dreng, 3-4. klasse, tror jeg, der blev ved med at råbe 9.z konstant. Tror han endte med at få langt over et halv kg karameller af os XP Det betaler sig skal skam at råbe den sejeste klasse, yes!
Da frikvarteret var færdigt (og vi kunne gå ud uden at blive revet i), gik vi rundt i klasserne og smed karameller. Jeg kastede en helt masse i 8.z, fordi vi ikke fik specielt mange sidste år. Tror lidt z-klasser tænker lidt anderledes om hinanden end alle de andre klasser, fordi det er en helt ny klasse, der starter i 8. med folk fra alle mulige skoler, så de skulle altså have det lidt godt. Siden gik vi rundt i de små klasser, og jeg smuttede ind i 7.x (/syvendeklassen, der smadre alt), lige for at få smidt et par karameller i hovedet på min matematiklærer, der er deres klasselærer. Lidt sjovt skal man jo have :D
Derefter smuttede vi over i gymnastiksalen for at lave underholdning. Y-klassen lagde ud med noget konkurrence imellem lærerne fra de forskellige klasser, og vores lærere... weell, de tabte. Skuffende!
Så var det vores tur. Vi satte fem stole frem, og kaldte vores lærere op, og bad dem om at sætte sig på dem. Så læste vi nogle situationer op, der er sket i klassen i løbet af de sidste to år samt tre navne, og så skulle lærerne så gætte hvem der havde gjort/sagt det, situationen lød i. Vores engelsklærer, Winnie, vand med 17 rigtige ud af 20 spørgsmål! Og vi har endda kun haft hende siden starten af skoleåret, imens vi har haft de andre siden 8.. Var lidt godt gået, synes jeg. Vores klasselærer fortalte bagefter, at den eneste grund til, at han kunne svare på halvdelen af spørgsmålene, var fordi Winnie havde fortalt ham om dem oppe på lærerværelset! XD
Mine yndlingssituationer er disse:
Situation 9:
Hvem skrev en 9 siders lang engelskstil om sin ekskæreste?
Situation 10:
Hvem kastede en bold i nakken på Winnie (engelsklærer), og tjente penge til en trøffel på det?
Situation 14:
Hvem gik grassat i tysk, da der blev spillet banko, og personens tal ikke blev råbt op, selvom det var det eneste, der manglede?
Situation 20:
Hvem scorede et 7-tal i standpunktskarakter i idræt, ved aldrig have mødt op?
De siger også lidt om min klasse XD
Derefter lavede x-klassen nogle paranodier på deres lærere, og det var faktisk meget sjovt. Efter hver klasse gav klassen lærerne gaver, og af en eller anden grund var det kun vores lærere, der ikke fik lov til at pakke dem op på scenen - selvom vi var den eneste klasse, der overholdte tiden! /: Og vores gaver var helt ærligt de sejeste og mest personlige, hvis jeg skulle sige det selv! Y gav nogle random ting ("Her er en læbepomade og en tre-i-en"), og x gav tøj ("Her er en skjorte, for det går du altid i"). Vi gav følgende:
Jette, fransk (var der dog desværre ikke, men fik det senere på lærerværelset) - T-shirt, hvor vi havde skrevet franske verber + fejl på, samt skrevet vores navn og håndaftryk, rugbrød og tahin.
Historien med maden er, at hun altid spiser i timerne, og i 8. klasse fik sig den ide, at vi hver mandag skulle tage rugbrød og et eller anden pålæg med, men det måtte ikke være ting som nutella, for det skulle være sundt.
Winnie, engelsk - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, chokolade, vin.
Lena, tysk - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, blomster (måske også noget andet, men jeg har ikke tysk, så er ikke sikker).
Anni, matematik, værkstedsfag, kristendom - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, rose, vin, noget fra body shop.
Jakob (klasselærer), dansk, værkstedsfag, geografi, biologi, fysik, historie, samfundsfag - T-shirt med alle håndaftryk + navne på, kaffekrus med billede af hele klassen på, vin, kaffe
Kruset er fordi, at han virkelig har så mange krus derhjemme, og der er virkelig ikke et eneste af dem, der er ens! Så vi tænkte, at han godt kunne få et til :D
T-shirtsne var en af pigerne i klassen ovre at købe i H&M for et par uger siden, og så satte vi os ned onsdag i sidste uge med mit stofmaling efter skole, og grissede hele klasseværelset til med maling! De blev helt vildt seje, og lærerne blev rigtig glad for dem - og Jakob var vist også rigtig glad for kruset med os "grimme unger".
Efter vi fik fri fik vi en 50'er hver fra klassekassen, og blev sendt ud for at købe mad til os selv. Jeg fik en sandwich-bolle fra DeeDee's, og gik bagefter med over i Bruuns for at købe en salat til en af de andre piger fra klassen. Derefter gik turen mod Mindeparken.. som vi var alt for dovne til at gå ud til. Så vi ville med bussen! Dum ide, siger jeg her dagen efter.
Hende jeg gik med nævnte, at 18'eren vist gik derud, men på vejen hen til dens stoppested kunne vi se en helt masse underlige mennesker, der stod og ventede på 1'eren - "HA," tænkte vi, "den tager vi da bare med!"
Så vi stilte os i kø sammen med en helt masse 9. og 10. klasser, og blev meget glade, da 1'eren endelig kom. Men.. To sekunder efter den var holdt var den fuldstændig fyldt, og medmindre vi havde lyst til at stå klemt sammen i mellem en masse svedende mennesker og risikere at smadre ens kostume, så var det nok ikke lige sagen. Så vi blev og ventede til den næste bus, der godt nok var mindst lige så proppet, men det var også fordi at vi fyldte den lidt ud :D
Ude i Mindeparken slog vi os ned under nogle træer på den anden side af de larmende folk (/resten af 9./10. klasserne/folk), men der blæste helt vildt på den side, så der gik ikke særlig længe, før vi valgte at rykke os over på den anden side, hvor solen også var lidt på.
For at det her indlæg ikke skal blive flere kilometer langt, vil jeg ikke sige så meget om mindeparken. Andet end at der var en helt masse fulde mennesker, hvilket jeg kan bevise med Andreas fra min klasse:
Mig: "Andreas, er du ikke ved at blive lidt fuld?"
Andreas, tåget: "Nej, jeg er overhovedet ik' fuld!"
Lidt efter
Mig: kaster karamel i fjæset på Andreas.
Andreas: ingen reaktion.
Mig: kaster endnu en karamel.
Andrea: stadig ingen reaktion.
Senere på dagen, da han var ved at blive bare lidt ædru igen, nævnte han, at han overhovedet ikke kunne huske noget om det XD
Men det var rigtig hyggeligt at være ude i Mindeparken med folk, selvom jeg nok var en af de eneste, der ikke rørte alkohol overhovedet. Jeg stødte på en del, jeg kender, hvilket var fedt! :D
Lidt i fire blev jeg hentet af min far, der havde lidt svært ved at finde mig. Jeg forstod det som om, at han ville have mig til at gå op i enden af Mindeparken, og han forstod det som om, at han skulle være nede i bunden af Mindeparken (hvor jeg var før jeg skulle hjem). Men vi fandt hinanden, på trods af, at han kaldte den bil, han kørte rundt i (hans egen er åbenbart gået i stykker), 's farve for en "grim grøn farve", når den var ovre i en nuance af lime, der var meget, meget tæt på gul.
Vi lavede ikke sådan helt vildt meget hjemme hos ham, andet end at jeg lige fik skiftet ud af kostumet, som jeg også efterlod der, for ikke at have så meget at slæbe på, og at hans kæreste tilfældigvis var stoppet bag hjemIs på sin cykel, og så havde set denne helt viildt lækre kasse med fedtfattige is, og det kunne hun så ikke lige modstå. Så jeg fik også lidt is, og vi fik snakket lidt sommerferie.
Klokken syv mødtes jeg så med klassen igen på Restaurant Lodos i Århus, der er en tyrkisk restaurant. Det var rigtig hyggeligt, og jeg fik en helt vildt lækker bøf, som mine tænder stadigvæk løber lidt i vand efter bare ved tanken om! Det var meningen, at klassekassen ville betale 100 kr af ens mad, og så skulle vi selv betale resten - men der var rigtig mange, der havde købt for under 100 kr, så det gik faktisk op med pengene! Var lidt fedt, når man havde købt en ret til 150 kr plus sodavand XD;
Vi sad på restauranten i næsten to timer, og gik så ud for at finde en bus, fordi nogen af os (*host*) var lidt for dovne til at gå de par kilometer op til skolen. Det begyndte også at regne på vejen, så var nok meget godt.
Meningen var, at vi ville have fundet et sted at holde en fest for klassen efter vi havde været på restaurant - men folk kom i tanke om det lidt sent, og der var ikke rigtig nogen, vi kunne være hos, andet, end hjemme hos mig og hos min lærer, og der var lidt for langt til begge steder. Så en af pigerne snakkede med en veninde, og klassen fik så lov til at joine hendes fest.
Vi havde så aftalt at sidde og hygge lidt på skolen, men åbenbart skulle de skynde sig at nå den næste bus, fordi veninden ikke måtte holde fest til alt for sent for sine forældre. Vi var fire, der ikke tog med: en af pigerne, der skulle hjem (hun var vist blevet fuld for første gang ude i Mindeparken, og hendes forældre (og en del meget bekymrede piger fra klassen) havde ikke kunne få fat på hende hele eftermiddagen + først på aftenen, så de ville gerne have hende hjem), en af drengene, der overhovedet ikke er festtype, en af de andre piger, der skulle hjem og holde styr på sin lillebror, og så mig. Hvis festen havde været hos en fra klassen, var jeg taget med, men jeg har ikke lyst til at drikke, og det er der ikke særlig mange andre end min klasse og mine venner, der forstår - så jeg var ikke specielt meget for at tage til drukfest med en masse, som jeg ikke kender.
Mor var ved at køre min storebror til Horsens, for han skulle åbenbart til Tyskland og købe ind (klokken var ni på det tidspunkt, og de nåede rent faktisk at få handlet, før de lukkede), og kunne derfor først komme en 50 minutter efter, jeg ringede. Så Jakob (klasselærer), Ulla (pigen, der skulle passe på lillebror) og jeg, satte os oppe i klasseværelset og snakkede indtil hun kom. Det var nu også rigtig hyggeligt :D
Mor skrev så den typiske sms - "Nu" - og Jakob låste skolen af, og så gik vi tre ellers over mod banegården. Mor så os komme, og allerede da hun steg ud af bilen og gik over mod os vidste jeg, at jeg nok ikke ville få det ellers så højelskede forsæde med varme i før lidt efter Ry.
Min lærer bor nemlig lige på vejen hjem (godt nok ind af en sidevej på en 4 km, men som mor siger: "hvad gør fire kilometer fra eller til"), så hun tilbød at køre ham hjem, så han kunne slippe for at tage toget. Men det var nu også fint nok!
Jeg tror, at jeg var hjemme omkring klokken 23 - godt træt, og med meget ømme fødder efter nogle sko, jeg ikke nåede at gå til.
Men ej, det var hyggeligt! :D Og fedt endeligt at være en af dem, der kaster karameller, og ikke en af dem, der bliver kastet på.
Abonner på:
Opslag (Atom)