Gymnasiestart i en anden verden end min egen

For at sige det ærligt, så var min første dag i gymnasiet nok en af de værste i min liv. Ikke fordi, at jeg ikke gad gymnasiet, og hellere ville fortsætte ferien med en uge lang badetur til Bulgarien - men fordi, jeg simpelthen var noget så modløs og ulykkelig, da jeg trådte ind ad Langkærs hoveddøre, og bare ønskede mig selv langt, langt væk. Eller endnu bedre - over på Statsgymnasiet, som jeg noget så gerne ville gå på - eller bare et hvilket som helst andet gymnasium, der ikke var Langkær.
Nok forsøgte jeg at være optimistisk, og nok havde jeg opsamlet en positiv udstråling omkring mig - men det var sådan, jeg følte inderst inde, bag smilet og den ranke ryg.

Dagen startede som sådan okay. Vi skulle mødes i kantinen, hvor de runde borde havde hver sit skilt på sig - et par stykker sagde: "1.a", andre sagde: "1.b" - hurtigt fandt jeg dog de rette borde for mig, og satte mig ved det nærmeste, kiggede i smug rundt omkring. Var der andre på vej hen til bordene med "1.z" skrevet på, eller hvor længe skulle jeg sidder alene?
Min positive udstråling begyndte så små at blive mere ægte, da folk kom, og jeg nok blev en smule spændt og glad. Men den faldt fuldstændig tilbage til det falske igen, da viceinspektøren trådte op på podiet og bød os velkommen. Ikke engang ét minut var gået, før jeg for første gang hørte den sætning den dag. Men jeg skulle høre den flere gange - MANGE flere.
"Og så holder Langkær jo de bedste fester!"
Hun smilede. Folk smilede. Jeg smilede. Udenpå.

Hendes tale blev efterfulgt af to elever fra 2.g, der også bød os velkommen, og fortalte lidt ting om Langkær - der bl.a. inkluderede en masse ord som "fest" og "fredagscafé". De viste sig siden at være de to tutorer for min klasse.
Derefter kom rektor op, bød os velkommen for tredje gang, og andet kan jeg ikke længere huske af velkomsten i kantinen.

Så blev vi sendt ud i klasserne, og jeg kunne for første gang kigge rundt på folkene i værelset og vide, at de alle sammen ville blive mine klassekammerarter - hvis, være det sagte, at de ikke droppede ud med det samme.

Et par lærere bød os velkommen og fortalte ting om, hvordan tingene fungerede på Langkær, gik så ud, og overlod os til tutorerne. Hvilket indkluderede en tre store ord, som jeg aldrig har hørt så mange gange som tirsdag d. 10. august. "Øl", "fredagscafé" og "fest".

Så gik vi videre til z-traditionen, der viste sig at være noget alle z-klasser, ifølge vores tutorer, altid gør første dag i 1.g. Traditionen er som understående:
Svar på et bestemt spørgsmål: "Har du en kæreste?"
Hvis svaret er nej, skal du gå hen og give hånd til den dreng, hvis pige,/pige, hvis dreng, du synes er lækrest i klassen.
Hvis svaret er ja, skal du sige den person af dit eget køn, du synes er pænest.
Folk lo og smilte, og ligeså gjorde jeg. Udenpå. Igen.

Dagen fortsatte med "hyggesnak" i klassen og et par store frikvarter, og blev afsluttet med, at alle 1.g'erne skulle danse lancier i hallen.

Efter at have ledt efter det i over en halv time, først gået den forkerte vej, siden fundet den rigtige, fandt jeg endelig det stoppested, hvor bybus nr. 25 holdte. Heldigvis skulle jeg ikke vente længe, før jeg kunne sætte mig ind til en halv times lang bustur.

Det første, min mor hørte mig sige, da hun lukkede mig ind af døren på sit arbejde (den er låst, og skal åbnes indefra eller via. en dims), var: "Mor... Jeg har aldrig nogensinde følt mig så malplaceret i mit liv!"

Og det passer. Jeg gik tidligt i seng den aften. Trist til mode, og ikke med den mindste lyst til at stå op næste morgen, og specielt ikke stå op for at komme ud på Langkær.


I dag er det præcist en dag og en uge siden, at jeg første gang satte mine fødder på Langkær som elev. Det hjalp helt enormt, da undervisningen begyndte onsdag - men jeg er stadigvæk langtfra lykkelig over at gå der. Jeg er så småt begyndt at få en lille kreds af eventuelt kommende venner, selvom jeg bryder mig mere om nogen end andre. Men hver dag, når folk nævner ting i foråret, som de glæder sig til, er det meget tæt på at slippe ud af min mund, at jeg slet ikke er i klassen til den tid, og ikke engang i Danmark. Indtil videre er det lykkedes mig at holde min mund omkring alt ved udveksling, for jeg er helt ærligt bange for, hvordan de vil tage det. Men jeg venter lidt og ser, og fortæller det nok en dag. Selvom jeg tvivler på, at det gymnasium, jeg vender tilbage til efter udvekslingen, bliver Langkær. Jeg håber i hvert fald ikke på det lige nu.

Alle komme fra det helt vestlige Århus. Tilst, Skjoldhøj, Brabrand. Oplandet mellem Silkeborg og Århus. Når jeg flytter, bliver jeg højest sandsynligt en af de eneste, hvis ikke den eneste, der kommer fra Viby. Der går én bus til Viby derude fra. Det tager en halv time - og den drejer to kilometer før vejen, der fører ind til min kommende vej. Og derfra er der næsten en kilometer ekstra op af den vej og et par ekstra /:

Jeg forsøger at se optimistisk på det hele lige nu, men det er godt nok længe siden, at jeg sidst har spist så meget slik og usundt på så få dage! Normalt ville det gå mig på, at vægten sikkert snart viser et par kg mere end normalt - men jeg forsøge at fortrænge alle tanker om kommende slankekurer og ikke at spise for meget usundt. For lige nu trænger jeg bare til den ekstra dosis af sukker og sødt.