(Ja, det kalder vi det altså på min (gamle) skole!)
Egentlig overvejede jeg at tage lidt makeup på i går, for første gang siden min konfirmation. For at være lidt pæn, nu hvor det var sidste gang. Men jeg endte med at lade være, for jeg mente ikke, at vores mascara var vandfast, og det havde jeg mig en anelse om, at jeg ville få brug for.
Jeg fik ret.
Jeg stod op omkring klokken halv ti i går. Egentlig var jeg vågnet tidligere, men jeg vendte mig om på den anden side, og sov lidt videre. Først læste jeg lidt, så tog jeg et bad, spiste morgenmad, og begyndte at rydde lidt op og finde tøj til aftenen. Oprindeligt havde jeg tænkt på at tage en sort kjole med hvide prikker på, som jeg fandt på tilbud i H&M den anden dag, men jeg kunne ikke rigtig få andre farver end sort og hvid ind i outfittet, og det fik mig til at føle mig alt for farveløs. Så jeg valgte den blå kjole, jeg købte i Gina Tricot (billeder af det hele kommer senere) samme dag, og fik den matchet lidt med noget hvid, sort, sølv og bronze.
Siden ryddede jeg lidt mere op, spiste og kiggede på nettet.
Omkring halv fire kom min far og hentede mig, og vi kørte sammen ind til Århus, hvor min translokation skulle starte klokken fem. Først var kun en af de andre drenge fra klassen kommet, men snart kom alle pigerne og de sidste drenge også, og vi satte os ind i kirken, hvor en meget, meget lang gudstjeneste snart skulle vente os...
Ser I, det er ikke fordi, at gudstjenesten som sådan var vildt lang. Men vores kære præst taler noget så laaaaaannngggsoooommmttt, at selv en snegl kunne gøre det bedre! Desuden mumler han helt vildt, så det meste at gudstjenesten opfangede jeg noget i denne her stil: "Jesus sagde... disciple... mumle mumle.. gammel... rose... mumle mumle... bede... vor."
Enormt interessant!
Så gudstjenesten blev i mit tilfælde brugt på at kigge rundt i kirken, og suge dens indtryk ind en sidste gang. Tænke tilbage på den dag, for snart to år siden, hvor hele klassen sad der samlet for første gang, og hvor vores skoleindspæktør kom med ordene: "Desuden vil jeg gerne byde velkommen til de to nye 0. klasser, 0.x og 0.y, og vores nye 8. klasse, 8.z."
Forsøgte stille i mig selv at forstå, at det virkelig var ved at være slut. At det virkelig var sidste gang, jeg ville se alle tre 9. klasser samlet på ét sted.
Efter gudstjenesten holdt vores skoleindspæktør også en meget lang og langtrukken tale, der ikke var noget videre interessant i - og som jeg heller ikke kunne høre halvdelen af, til trods for, at jeg ikke engang sad specielt langt nede.
Da hun endelig tog en dybindånding og var færdig, begyndte uddelingen af afgangsbeviser, der også var en lidt længere process. Først kom 9.x, så 9.y og til sidst os, 9.z. Vi fik en stor A4 kuvert, der i tykkelsen tydede på, at det ikke kun var karaktererne, der gemte sig deri. Og selvom jeg mest af alt havde lyst til at åbne den i vild fart med det samme, og kigge rækken af tal igennem, lod jeg være, og ventede til vi havde sunget sidste vers af Nu lyser løv i lunde ude foran kirken, imens to fra en af mine prallelklasser tog flaget ned.
Med halvt rystende fingrer greb jeg om kuverten, og begyndte nænsomt at åbne den. Den viste sig at indeholde både karakterer, udtalelse om projektopgave, geografiafgangsprøven og de to matematikprøver.
Først, da jeg lod blikket stryge ned af den længere række af tal, fattede jeg intet, og kunne kun huske tre af dem, da vi stod inde i salen og drak juice eller champagne og kransekage. Men jeg kan dem nu.
Hvert * betyder, at jeg er gået en karakter op i faget siden sidste standpunktskarakterer.
Årskarakterer:
Dansk, læsning - 10
Dansk, retskrivning - 10
Dansk, skriftlig fremstilling - 12*
Dansk, orden - 10
Dansk, mundtlig - 10
Matematik, færdigheder - 12*
Matematik, problemløsning - 12*
Matematik, mundtlig - 10
Engelsk, skriftlig - 10
Engelsk, mundtlig - 10*
Fransk, skriftlig - 7
Fransk, mundtlig - 7
Fysik/kemi, praktisk/mundtlig - 10
Biologi - 10*
Geografi - 10*
Historie - 10*
Samfundsfag - 7
Kristendomskundskab - 10*
Gennemsnit - 9,83
Folkeskolens afgangsprøve:
Dansk, læsning - 12
Dansk, retskrivning - 10
Dansk, skriftlig fremstilling - 10
Dansk, mundtlig - 12
Matematik, færdigheder - 10
Matematik, problemløsning - 10
Engelsk, mundtlig - 7
Fysik/kemi, praktisk/mundtlig - 10
Fransk, mundtlig - 10
Geografi, skriftlig - 10
Gennemsnit - 10,1
Alt i alt kan jeg sige, at jeg er godt tilfreds (: Jeg er steget med 1,17 i gennemsnit i årskarakterer siden sidste standpunktskarakterer, hvilket jeg synes er lidt hyggeligt.. Hvis der er en karakter, jeg gerne ville lave om, så er det min skriftlig fremstilling fra afgangsprøverne - men jeg var ikke selv specielt tilfreds med den tekst, jeg fik skrevet ned, så et 10-tal for den er fint nok.
Da vi var færdige på skolen tog vi hen på den restaurant, der hedder Det grønne hjørne og spiste buffet og snakkede i halvanden time. Det var enormt hyggeligt, og jeg fik taget en del flere billeder, end jeg plejer, hvilket jeg er rigtig glad for! Vores klasselærer holdt også en fin tale, hvilket var lidt sødt, for han fik tårer i øjnene og alt muligt :D ... Hvilket så fik en af de andre piger til at bryde ud i gråd og mine øjne til at blive meget, meget fugtige.
Fordi der var en del, der gerne ville hen til Store Torv og se fodbold på storskærm (hvorfor skulle Danmark også lige spille på det tidspunkt? >:( ), blev vi ikke på restauranten så længe, og det blev snart tid til at sige farvel. Folk begyndte at give hinanden en farvelkrammer og måske endda et kys på kinden.
Da mit første kram kom, skete det, jeg havde ventet på hele aftenen. Tårerne i øjnene ville ud over øjenkrogen og ned langs kinden, og jeg kunne slet ikke få et ord ud af munden, når folk kom og gav kram og sagde: "held og lykke!", for jeg vidste, at hvis jeg forsøgte, ville det gå helt galt, og jeg ville bryde ud i en højlydt gråd, der slet ikke ville være til at stoppe igen. Derfor forsøgte jeg bare at give et lidt længere og varmere kram i stedet.
Egentlig bryder jeg mig ikke om fodbold. Jeg kan ikke se det sjove i at se på en stor skræm, hvor en masse svedende mænd render rundt efter en lille, hvid bold på den anden side af jorden. Men over halvdelen af klassen tog med ned for at se det, og eftersom jeg blev ved med at græde, og overhovedet ikke havde den mindste lyst til at skiles fra dem, tog jeg med, og mor fik en aftale brokket sammen med far om, at han ville hente mig engang i løbet af aftenen, og så kunne jeg sove hos ham.
Så vi tog ned på Store Torv, og fik en ret god plads for selv jeg, der kun er 160 (;A;) cm høj, rent faktisk kunne se hele skærmen! Det var lidt fantastisk... Men efter Danmark ved halvlegen allerede var bagud med to mål, besluttede vi os for at gå lidt rundt. Vi var kommet væk fra nogle af de andre fra klassen, og forsøgte at finde dem - men, kloge som de nu engang er (hrmmm), blev de ved med at gå videre, hver gang, vi sagde, at nu skulle de blive på stedet, så vi kunne komme op til dem.
Heldigvis stødte vi på to af pigerne på vejen op mod et af de mange mødesteder, og jeg fik givet dem en god krammer, før de tog hjem.
Efter at have ledt efter dem i et godt stykke tid, og have ventet ved B&O, hvor det var meningen, at de skulle komme op, i i hvert fald 10 minutter, besluttede vi os for at gå dem i møde. Vi gik hele vejen ned af Park Allé, og begyndte så småt at undre os, for de havde sagt, at de næsten var der. Til sidst fandt vi dem ude foran Hotel Ritz - dem, der kender Århus, ved nok godt, at der altså er et stykke fra B&O hen til Hotel Ritz!
Ved banegården stødte vi på vores lærer, der var kommet for sent til sit tog, og vi stod og snakkede lidt inde på banegården, men gik så ud til en café, der havde storskærm, så vi kunne se slutningen af kampen. Det passede med, at vi lige nåede at se Japan score sit 3 mål - hvor Danmark kun havde scoret 1.
Jeg blev hentet af far omkring klokken elleve, men faldt først i søvn omkring halv et.
En ting, her til sidst, har jeg dog mere at sige:
Ingen, absolut INGEN, klasse kan være så god, som den jeg har haft i de sidste to år! ♥ Selvom jeg ikke har haft nogen, jeg har gået med hver dag, så har jeg været helt ENORMT glad for at gå på den skole, i den klasse, og de lærere. Jeg ved, at jeg kommer til at savne dem meget.. Og det er allerede blevet bevist med gråd to gange.
Viser opslag med etiketten karakterer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten karakterer. Vis alle opslag
fredag den 25. juni 2010
tirsdag den 22. juni 2010
Fysik og andre ting
I de sidste par uger har jeg ikke været i et specielt godt humør til at blogge (eller et specielt godt humør overhovedet), men jeg tænkte, at jeg gerne ville have skrevet en sidste gang, før jeg skal til translokation torsdag aften.
Lige nu sidder jeg på mit værelse og spiser morgenmad bestående af en potion yoghurt - jeg har forsøgt at få noget andet, der ville fylde lidt mere i maven, ned tidligere, men jeg har bare ikke den mindste lyst til at spise lige nu /: Så det blev yoghurt, bare for at få lidt i maven.
Jeg begynder så småt at kunne mærke, at det, jeg plejer at kalde min "feriedepression", er sat ind. Det er ikke en decideret depression, men jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg er ikke en af dem, der plejer at have helt vildt mange planer i ferierne, og det er for mig et kæmpe minus. Jo, det er skønt endelig at have ferie, og endelig at kunne slappe af, men når jeg går alene hjemme i et par dage, hvor jeg ikke ligefrem laver det store, begynder mit humør at falde, og jeg orker intet. Et godt eksempel kan være sidste sommerferie, hvor jeg havde tre uger uden aftaler - jeg har absolut ingen anelse om, hvad de tre uger blev brugt på! Andet end at se tv, sove, stene computer, og så fik jeg vist nok også strikket en hue til min gamle dukke, som jeg nægter at smide ud.
Plusset er, at jeg i denne her sommerferie har en del flere planer end sidste år. Minusset er, at jeg allerede har haft ferie i næsten en uge, hvor jeg godt nok lavede noget i de første tre dage, men ellers ikke har lavet noget. Søndag gik med at lave ingenting. Mandag gik med at lave ingenting. I dag er humøret dog lidt bedre, og jeg har fået smidt de marengs sammen, som jeg skal bruge til dessert til i morgen, hvor vi skal op og spise aftensmad hos min kusine og hendes forældre i anledning af Skt. Hans. Og så har jeg rent faktisk fået læst, hvilket jeg er meget glad for, for det har jeg heller ikke orket.
I de næste tre uger har jeg heldigvis nogle planer - i morgen skal jeg ud og købe tøj til translokation sammen med Ymer, der bliver færdig med 1.g der. Torsdag er der translokation. Fra fredag til onsdag tager jeg i sommerhus sammen med min far og hans kærestes familie. Fra fredag i næste uge og en uge frem er jeg i Portugal, igen med min far og hans kæreste, hendes to børn og hendes søns kæreste.
Ellers har jeg lidt løse aftaler med i alt fire forskellige personer, mor og jeg skal havde fundet ud af noget ferie, og jeg skal til to meetups - et i Silkeborg d. 17. juli med J-fashion, og et fra d. 8. august til d. 10. august i Viborg med boggnasker.
Fra lørdag til tirsdag i sidste uge havde jeg en smule travlt med at skrive en masse notater til min fysikafgangsprøve i onsdags, hvor jeg også tegnede en masse forsøgsopstillinger i paint. Onsdag tog jeg op på skolen, så jeg var der omkring 9:40, hvor jeg selv skulle op 10:15.
Egentlig var det ikke fordi, at jeg var helt vildt nervøs... I hvert fald ikke indtil der var et kvarter til, og jeg begyndte at fatte, at jeg endnu intet anede om, hvad jeg egentlig kom op i! Så satte nervøsiteten godt i gang, og det hjalp ikke spor, at vi var fire, der skulle op sammen, hvoraf den ene stadigvæk ikke var dukket op. Hun kom dog, heldigvis, fem minutter før vi blev kaldt ind.
Fysik offer nr. 1 til 4 havde fået to gang 12, 10 og 7. De smilede, og var godt tilfredse med deres præstationer og karakter, og pigerne gik rundt og gav os et kram. Jeg havde dog meget svært ved at give dem et kram tilbage, for mit hjerte havde nu gang i en vildere galop, der ikke ligefrem kan kaldes behagelig.
Omkring klokken 10:13 blev vi kaldt ind, og jeg kiggede med større øjne end sædvanlig rundt i fysiklokalet. I midten var opstillet et bord, hvor den rædsomme blå afgangsprøvedug, det nu var fjerde gang, jeg måtte se på, var lagt på. Rundt omkring bordet i midten var der opstillet fire andre borde og stole, hvorpå der lå en blog på hver.
Den første, der skulle trække spørgsmål, var selvfølgelig mig. Længe stod jeg og stirrede på de papirer, den mandlige censor stod med i hånden, og besluttede mig så for, at tage et af dem, der var ind mod midten. Jeg trak lad være med at slå mig ned, hvis jeg ikke huske det helt korrekt, men det var noget i den dur:
9. Atomstråling
Forklar med et eller flere forsøg og egne forklaringer atomstrålers:
- Masse
- Ladning
- Egenskaber
Min reaktion, i hvert fald indvendigt, var noget alle det her:
OH MY FUCKING GOD, NOOOOOO!! Jeg er død, jeg er død, jeg er død o___o
Før jeg tog fat i papiret, havde jeg bedt en stille bøn til Gud om, at jeg ville trække noget med enten magnetisme eller elektricitet, og at alt, hvad der hed syrer og baser og atomfysik ville holde sig langt, lang væk. Desværre virkede det ikke rigtig som om, at han hørte mig -__-;;
Først satte vi os rundt ved de fire forskellige borde, og gav os så, på bloggen ved vores side, til at skrive en hurtig disposition ned. Min kom til at se således ud:
9. Atomstråling, disposition, Xenia
- Påvisning af radioaktive stråler via geigertæller, desuden forklaring om, hvad de tre strålinger består af og deres ladning
- Hvad vi kan bruge det til - atombomber og -kraftværk
- Hvad der kan stoppe strålerne
- Henfald
Første punkt gik ikke ligefrem vildt godt, jeg var nervøs og plaprede halvt løs og var halvt helt stille, men i det mindste tabte jeg ikke nogen af strålingskilderne, og jeg fumlede heller ikke helt så meget med dem, som jeg troede, jeg ville have gjort (det skal siges, at jeg er så ræd for de strålingskilder, som man overhovedet kan blive!).
Desuden tog punktet også længere tid end beregnet, så da jeg var færdig med det, måtte de gå videre til næste.
De tre sidste punkter var jeg klar med få minutter efter de havde været ved mig - men de skulle igennem tre andre piger, og to af dem brugte en del tid på at snakke og forklare sig, før det var min tur igen. Så jeg ventede i mindst en halv time, gik og pillede ved mine ting, øvede det lidt inde i hovedet, og var dum nok til at forsøge at huske alt det om atombomber, som jeg havde glemt, og selvfølgelig ikke skrev ned i mine notater.
Sidstnævnte førte så til, at da lærer og censor endelig kom over, blev det noget med: "I Hiroshima var der Little Boy, der var en uransbombe, men jeg kan ikke huske, hvilken slags uran det var, nogen og 230, vist nok, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan den nu virkede. Men jeg mener, at det er et neutron, der bliver skudt ind, som så laver en kædereaktion, og så siger det bang."
Oh Xenia, jeg er så stolt af dig...
Det samme skete ved Fat Man (Nagasaki, hvis nogen skulle være i tvivl), som jeg intet kunne huske om, hvordan virkede. I hvert fald ikke andet end at det var en plutoniumsbombe, og jeg var meget sikker på, at det var noget plutonium 230-et-eller-andet. Heldigvis havde jeg mere styr på atomkraftværket, og jeg fik også smuglet lidt elektricitet ind, som er et af de emner, jeg kan i søvne.
Henfald fik jeg lidt ind under atomkraftværker, og det, der kan stoppe strålerne kom jeg med en hurtig forklaring med til sidst.
Så blev jeg sendt ud, næsten endnu mere storøjet, end da jeg kom ind, og satte mig på trappen ned til fysiklokalet, hvor også resten af pigerne kom og satte sig.
Jeg håbede på, at jeg havde sagt nok til at få 7. Jeg håbede på, at jeg ikke ville begynde at stortude, når jeg fik min karakter at vide, for jeg troede virkelig ikke, at jeg havde sagt eller vist nok til hverken et 10- eller 12-tal. For jeg havde jo bare plapret løs, og haft alt for mange tænkepauser i første runde, som jeg bare syntes havde gået forfærdeligt... anden runde havde været bedre, men alligevel!
Først skulle Maja ind og have karakter - det heldige æsel, der havde trukket magnetisme. Hun kom smilende ud med et flot 10-tal, og mit hjerte sank lidt. Derefter blev jeg kaldt ind.
Jeg fik at vide, at jeg ikke behøvede at sætte mig ned, jeg kunne sagtens blive stående, hvis det var, for det tog ikke så lang tid. Men jeg valgte at sætte mig ned på bordet, for jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg ville reagere.
Jeg fik følgende at vide: Jeg havde haft en del tænkepauser, og første gang de havde været henne ved mig, havde det taget lidt for lang tid. Det kunne sagtens havde været gjort meget hurtigere, men det var okay. Jeg skulle ikke have forsøgt at forklare så meget, jeg ikke helt kunne huske, når jeg tydeligvis kunne en del ting meget bedre end atombomber. Men alt i alt viste jeg en god forståelse for atomer og stråler, og derfor havde de valgt at give mig 10.
Selvom jeg ved, at jeg kunne have gjort det bedre. Selvom jeg ved, at jeg kunne have fået 12, hvis jeg bare havde trukket noget andet end stråling... Så er jeg enormt glad for mit 10-tal :D For jeg fik det i atomstråling. Atomstråling!
Lige nu sidder jeg på mit værelse og spiser morgenmad bestående af en potion yoghurt - jeg har forsøgt at få noget andet, der ville fylde lidt mere i maven, ned tidligere, men jeg har bare ikke den mindste lyst til at spise lige nu /: Så det blev yoghurt, bare for at få lidt i maven.
Jeg begynder så småt at kunne mærke, at det, jeg plejer at kalde min "feriedepression", er sat ind. Det er ikke en decideret depression, men jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg er ikke en af dem, der plejer at have helt vildt mange planer i ferierne, og det er for mig et kæmpe minus. Jo, det er skønt endelig at have ferie, og endelig at kunne slappe af, men når jeg går alene hjemme i et par dage, hvor jeg ikke ligefrem laver det store, begynder mit humør at falde, og jeg orker intet. Et godt eksempel kan være sidste sommerferie, hvor jeg havde tre uger uden aftaler - jeg har absolut ingen anelse om, hvad de tre uger blev brugt på! Andet end at se tv, sove, stene computer, og så fik jeg vist nok også strikket en hue til min gamle dukke, som jeg nægter at smide ud.
Plusset er, at jeg i denne her sommerferie har en del flere planer end sidste år. Minusset er, at jeg allerede har haft ferie i næsten en uge, hvor jeg godt nok lavede noget i de første tre dage, men ellers ikke har lavet noget. Søndag gik med at lave ingenting. Mandag gik med at lave ingenting. I dag er humøret dog lidt bedre, og jeg har fået smidt de marengs sammen, som jeg skal bruge til dessert til i morgen, hvor vi skal op og spise aftensmad hos min kusine og hendes forældre i anledning af Skt. Hans. Og så har jeg rent faktisk fået læst, hvilket jeg er meget glad for, for det har jeg heller ikke orket.
I de næste tre uger har jeg heldigvis nogle planer - i morgen skal jeg ud og købe tøj til translokation sammen med Ymer, der bliver færdig med 1.g der. Torsdag er der translokation. Fra fredag til onsdag tager jeg i sommerhus sammen med min far og hans kærestes familie. Fra fredag i næste uge og en uge frem er jeg i Portugal, igen med min far og hans kæreste, hendes to børn og hendes søns kæreste.
Ellers har jeg lidt løse aftaler med i alt fire forskellige personer, mor og jeg skal havde fundet ud af noget ferie, og jeg skal til to meetups - et i Silkeborg d. 17. juli med J-fashion, og et fra d. 8. august til d. 10. august i Viborg med boggnasker.
Fra lørdag til tirsdag i sidste uge havde jeg en smule travlt med at skrive en masse notater til min fysikafgangsprøve i onsdags, hvor jeg også tegnede en masse forsøgsopstillinger i paint. Onsdag tog jeg op på skolen, så jeg var der omkring 9:40, hvor jeg selv skulle op 10:15.
Egentlig var det ikke fordi, at jeg var helt vildt nervøs... I hvert fald ikke indtil der var et kvarter til, og jeg begyndte at fatte, at jeg endnu intet anede om, hvad jeg egentlig kom op i! Så satte nervøsiteten godt i gang, og det hjalp ikke spor, at vi var fire, der skulle op sammen, hvoraf den ene stadigvæk ikke var dukket op. Hun kom dog, heldigvis, fem minutter før vi blev kaldt ind.
Fysik offer nr. 1 til 4 havde fået to gang 12, 10 og 7. De smilede, og var godt tilfredse med deres præstationer og karakter, og pigerne gik rundt og gav os et kram. Jeg havde dog meget svært ved at give dem et kram tilbage, for mit hjerte havde nu gang i en vildere galop, der ikke ligefrem kan kaldes behagelig.
Omkring klokken 10:13 blev vi kaldt ind, og jeg kiggede med større øjne end sædvanlig rundt i fysiklokalet. I midten var opstillet et bord, hvor den rædsomme blå afgangsprøvedug, det nu var fjerde gang, jeg måtte se på, var lagt på. Rundt omkring bordet i midten var der opstillet fire andre borde og stole, hvorpå der lå en blog på hver.
Den første, der skulle trække spørgsmål, var selvfølgelig mig. Længe stod jeg og stirrede på de papirer, den mandlige censor stod med i hånden, og besluttede mig så for, at tage et af dem, der var ind mod midten. Jeg trak lad være med at slå mig ned, hvis jeg ikke huske det helt korrekt, men det var noget i den dur:
9. Atomstråling
Forklar med et eller flere forsøg og egne forklaringer atomstrålers:
- Masse
- Ladning
- Egenskaber
Min reaktion, i hvert fald indvendigt, var noget alle det her:
OH MY FUCKING GOD, NOOOOOO!! Jeg er død, jeg er død, jeg er død o___o
Før jeg tog fat i papiret, havde jeg bedt en stille bøn til Gud om, at jeg ville trække noget med enten magnetisme eller elektricitet, og at alt, hvad der hed syrer og baser og atomfysik ville holde sig langt, lang væk. Desværre virkede det ikke rigtig som om, at han hørte mig -__-;;
Først satte vi os rundt ved de fire forskellige borde, og gav os så, på bloggen ved vores side, til at skrive en hurtig disposition ned. Min kom til at se således ud:
9. Atomstråling, disposition, Xenia
- Påvisning af radioaktive stråler via geigertæller, desuden forklaring om, hvad de tre strålinger består af og deres ladning
- Hvad vi kan bruge det til - atombomber og -kraftværk
- Hvad der kan stoppe strålerne
- Henfald
Første punkt gik ikke ligefrem vildt godt, jeg var nervøs og plaprede halvt løs og var halvt helt stille, men i det mindste tabte jeg ikke nogen af strålingskilderne, og jeg fumlede heller ikke helt så meget med dem, som jeg troede, jeg ville have gjort (det skal siges, at jeg er så ræd for de strålingskilder, som man overhovedet kan blive!).
Desuden tog punktet også længere tid end beregnet, så da jeg var færdig med det, måtte de gå videre til næste.
De tre sidste punkter var jeg klar med få minutter efter de havde været ved mig - men de skulle igennem tre andre piger, og to af dem brugte en del tid på at snakke og forklare sig, før det var min tur igen. Så jeg ventede i mindst en halv time, gik og pillede ved mine ting, øvede det lidt inde i hovedet, og var dum nok til at forsøge at huske alt det om atombomber, som jeg havde glemt, og selvfølgelig ikke skrev ned i mine notater.
Sidstnævnte førte så til, at da lærer og censor endelig kom over, blev det noget med: "I Hiroshima var der Little Boy, der var en uransbombe, men jeg kan ikke huske, hvilken slags uran det var, nogen og 230, vist nok, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan den nu virkede. Men jeg mener, at det er et neutron, der bliver skudt ind, som så laver en kædereaktion, og så siger det bang."
Oh Xenia, jeg er så stolt af dig...
Det samme skete ved Fat Man (Nagasaki, hvis nogen skulle være i tvivl), som jeg intet kunne huske om, hvordan virkede. I hvert fald ikke andet end at det var en plutoniumsbombe, og jeg var meget sikker på, at det var noget plutonium 230-et-eller-andet. Heldigvis havde jeg mere styr på atomkraftværket, og jeg fik også smuglet lidt elektricitet ind, som er et af de emner, jeg kan i søvne.
Henfald fik jeg lidt ind under atomkraftværker, og det, der kan stoppe strålerne kom jeg med en hurtig forklaring med til sidst.
Så blev jeg sendt ud, næsten endnu mere storøjet, end da jeg kom ind, og satte mig på trappen ned til fysiklokalet, hvor også resten af pigerne kom og satte sig.
Jeg håbede på, at jeg havde sagt nok til at få 7. Jeg håbede på, at jeg ikke ville begynde at stortude, når jeg fik min karakter at vide, for jeg troede virkelig ikke, at jeg havde sagt eller vist nok til hverken et 10- eller 12-tal. For jeg havde jo bare plapret løs, og haft alt for mange tænkepauser i første runde, som jeg bare syntes havde gået forfærdeligt... anden runde havde været bedre, men alligevel!
Først skulle Maja ind og have karakter - det heldige æsel, der havde trukket magnetisme. Hun kom smilende ud med et flot 10-tal, og mit hjerte sank lidt. Derefter blev jeg kaldt ind.
Jeg fik at vide, at jeg ikke behøvede at sætte mig ned, jeg kunne sagtens blive stående, hvis det var, for det tog ikke så lang tid. Men jeg valgte at sætte mig ned på bordet, for jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg ville reagere.
Jeg fik følgende at vide: Jeg havde haft en del tænkepauser, og første gang de havde været henne ved mig, havde det taget lidt for lang tid. Det kunne sagtens havde været gjort meget hurtigere, men det var okay. Jeg skulle ikke have forsøgt at forklare så meget, jeg ikke helt kunne huske, når jeg tydeligvis kunne en del ting meget bedre end atombomber. Men alt i alt viste jeg en god forståelse for atomer og stråler, og derfor havde de valgt at give mig 10.
Selvom jeg ved, at jeg kunne have gjort det bedre. Selvom jeg ved, at jeg kunne have fået 12, hvis jeg bare havde trukket noget andet end stråling... Så er jeg enormt glad for mit 10-tal :D For jeg fik det i atomstråling. Atomstråling!
onsdag den 9. juni 2010
Dansk
Det fag, jeg var mest ræd for at skulle op i, var fransk. Men når jeg tænker over det, og begynder at spekulere på karakter.. Så tror jeg faktisk, at jeg inderst inde frygtede dansk mest. Ikke fordi, jeg var helt vildt nervøs, og ikke kunne finde ud af faget - men fordi det var et af mine stærke punkter, og jeg var bange for, at jeg havde alt for høje forventninger til mig selv.
Og hvis det var gået ligesom med engelsk... Så havde jeg gået Cecilia fra Hosekræmmeren i hælene, og havde brugt resten af mine dage på at tænke på lige den afgangsprøve, på lige den skuffelse, som hun kun havde Esben i tankerne.
Fordi der skete så meget lige omkring min engelsk afgangsprøve derhjemme, tog jeg søndag ud til far, så jeg kunne få ro til at forberede. Jeg begyndte lidt søndag med at øve det stykke, jeg skulle læste op, vågnede mandag lidt over otte, spiste morgenmad og gik så i gang lidt i ni.
Først skrev jeg alt det ned, jeg gerne ville sige, og som jeg kunne huske - så læste jeg novellen igennem, skrev mere ned, øvede min oplæsning, øvede mit oplæg, øvede oplæsning, øvede oplæg, var på toilettet, øvede oplæg, spiste, øvede oplæsning, oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning...
Og sådan gik min mandag indtil klokken blev lidt over fire, og jeg tog mig en pause til næste dag.
Tirsdag. Meningen var, at vi skulle havde været inde på skolen og haft fagdag, og da jeg alligevel skulle have bestilt nyt pas, tog jeg tidligt derind, og var på skolen næsten halvanden time i forvejen. Klokken ni fik jeg så besked om, at det var aflyst, fordi vores lærer var syg - "nåh", tænkte jeg så, og gik ud i byen i en times tid. Tog derefter tilbage til far, og øvede oplæg igen. Oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning.
Så kom min fars kærestes datter, Lise, hjem, og jeg lavede nu en ny rute: Øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lise, øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lisa, øve oplæg og oplæsning.
Og det var også fint nok.
Omkring klokken otte, efter vi havde spist, øvede jeg mit oplæg en sidste gang, og håbede, inderligt håbede, at det var nok.
Natten mellem tirsdag og onsdag. Jeg faldt i søvn omkring klokken tolv, vågnede klokken fem, kiggede på uret og tænkte: "Neeeeej!". Så faldt jeg i søvn igen, og blev vækket klokken syv, tog tøj på, spiste morgenmad, gjorde mig klar, pakkede sammen, og øvede det hele igennem en gang til i mit hoved.
Og så tog jeg afsted...
Klassens klogeåge havde været inde som den første, og fået 10 - først faldt mit hjerte pladask ned i min mave, og jeg mærkede det dunke højt og kraftigt dernede. Men da en af pigerne nævnte, at han havde været syg, og haft det som om, han skulle kaste op hele vejen igennem... Så hjalp det lidt, og hjertet forsøgte, dog lidt forgæves, at komme op på sin plads i brystet igen.
Dansk offer nr. 2. - havde fået 4. Var fint tilfreds, grinede lidt over, at hun havde fået at vide, at alt var godt, bortset fra analysen.
Dansk offer nr. 3. ... / mig.
Egentlig er det nok lidt forkert at kalde det for "dansk offer" - det var "engelsk offer" og "fransk offer". Men jeg holder enormt meget af faget dansk, og selvom jeg var lidt nervøs, så kan jeg faget. Så da jeg kom ind og satte mig ned og sagde hej til, den faktisk meget venlige, censor, tog jeg en dyb indånding, og begyndte.
"Jeg har trukket romantikken, og valgt at gå op i Hosekræmmeren af Steen Steensen Blicher. Først vil jeg gerne lave en hurtig gennemgang af romantikken og poetisk realisme, så vil jeg gerne læse op, derefter analysere og fortolke, fortælle lidt om min holdning til teksten og til sidst perspektivere novellen til et billede.
Romantikken var den litterære periode, der..."
En enkelt gang gik jeg lidt i stå, kom lidt ud af rytmen, men meget hurtigt ind igen. Og så snart jeg havde gennemgået hele analysen, og kom til min holdning og perspektiveringen.. Så var det faktisk hyggeligt. Og samtalen var enormt hyggelig, vi kom også ind på lidt historie, og jeg svarede og svarede, og egentlig, så var der ikke et eneste spørgsmål, jeg ikke kunne sige noget til.
Klokken nærmede sig så småt femogtyve over ni, og jeg blev sendt ud. Først lidt overrasket over, at det allerede var slut - for så lang tid havde jeg da heller ikke være derinde, havde jeg? - siden lidt nervøs, men også glad for, at det var overstået. Jeg snakkede lidt med dansk "offer" nr. 4, og blev så kaldt ind igen.
Det er sjovt, som jeg næsten ord for ord kan huske, hvad jeg fik at vide til både fransk og engelsk. Hvor mine fejl og mangler var, og hvad jeg havde gjort godt. Men dansk.. Jeg kan huske, hvad jeg fik at vide, men ikke ord for ord. Og jeg kan huske, at jeg under bordet sad og holdte om mine hænder. Først lidt svagt, siden hårdere, i et forsøg på ikke at lyse op i det største smil, før jeg havde fået min karakter at vide. Men en ting husker, en ting, som fik mig til at smile, og stadigvæk gør det, når jeg tænker over det.
Og det er Jakob, der siger: "Den sad lige i skabet, Xenia! Hvis den gamle skala havde været her, havde vi givet dig 13 - men du må nøjes med et 12-tal."
Hvorefter han grinende fortalte censor, at jeg dybt forvirret ringede til ham i går, og spurgte efter, om oplægget godt måtte vare 17 minutter? For det gjorde mit altså på det tidspunkt.
Det skulle vare 10-12 minutter.
Måske, kun måske, skal jeg til at lade være med at være så bange for ikke at kunne leve op til mine egne forventninger - og bare begynde at stole på dem, og på mine evner, som jeg på karakterbladet godt kan se, at jeg har.
12. 13. Det er anden gang, jeg får det at vide!
♥
Og hvis det var gået ligesom med engelsk... Så havde jeg gået Cecilia fra Hosekræmmeren i hælene, og havde brugt resten af mine dage på at tænke på lige den afgangsprøve, på lige den skuffelse, som hun kun havde Esben i tankerne.
Fordi der skete så meget lige omkring min engelsk afgangsprøve derhjemme, tog jeg søndag ud til far, så jeg kunne få ro til at forberede. Jeg begyndte lidt søndag med at øve det stykke, jeg skulle læste op, vågnede mandag lidt over otte, spiste morgenmad og gik så i gang lidt i ni.
Først skrev jeg alt det ned, jeg gerne ville sige, og som jeg kunne huske - så læste jeg novellen igennem, skrev mere ned, øvede min oplæsning, øvede mit oplæg, øvede oplæsning, øvede oplæg, var på toilettet, øvede oplæg, spiste, øvede oplæsning, oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning...
Og sådan gik min mandag indtil klokken blev lidt over fire, og jeg tog mig en pause til næste dag.
Tirsdag. Meningen var, at vi skulle havde været inde på skolen og haft fagdag, og da jeg alligevel skulle have bestilt nyt pas, tog jeg tidligt derind, og var på skolen næsten halvanden time i forvejen. Klokken ni fik jeg så besked om, at det var aflyst, fordi vores lærer var syg - "nåh", tænkte jeg så, og gik ud i byen i en times tid. Tog derefter tilbage til far, og øvede oplæg igen. Oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning.
Så kom min fars kærestes datter, Lise, hjem, og jeg lavede nu en ny rute: Øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lise, øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lisa, øve oplæg og oplæsning.
Og det var også fint nok.
Omkring klokken otte, efter vi havde spist, øvede jeg mit oplæg en sidste gang, og håbede, inderligt håbede, at det var nok.
Natten mellem tirsdag og onsdag. Jeg faldt i søvn omkring klokken tolv, vågnede klokken fem, kiggede på uret og tænkte: "Neeeeej!". Så faldt jeg i søvn igen, og blev vækket klokken syv, tog tøj på, spiste morgenmad, gjorde mig klar, pakkede sammen, og øvede det hele igennem en gang til i mit hoved.
Og så tog jeg afsted...
Klassens klogeåge havde været inde som den første, og fået 10 - først faldt mit hjerte pladask ned i min mave, og jeg mærkede det dunke højt og kraftigt dernede. Men da en af pigerne nævnte, at han havde været syg, og haft det som om, han skulle kaste op hele vejen igennem... Så hjalp det lidt, og hjertet forsøgte, dog lidt forgæves, at komme op på sin plads i brystet igen.
Dansk offer nr. 2. - havde fået 4. Var fint tilfreds, grinede lidt over, at hun havde fået at vide, at alt var godt, bortset fra analysen.
Dansk offer nr. 3. ... / mig.
Egentlig er det nok lidt forkert at kalde det for "dansk offer" - det var "engelsk offer" og "fransk offer". Men jeg holder enormt meget af faget dansk, og selvom jeg var lidt nervøs, så kan jeg faget. Så da jeg kom ind og satte mig ned og sagde hej til, den faktisk meget venlige, censor, tog jeg en dyb indånding, og begyndte.
"Jeg har trukket romantikken, og valgt at gå op i Hosekræmmeren af Steen Steensen Blicher. Først vil jeg gerne lave en hurtig gennemgang af romantikken og poetisk realisme, så vil jeg gerne læse op, derefter analysere og fortolke, fortælle lidt om min holdning til teksten og til sidst perspektivere novellen til et billede.
Romantikken var den litterære periode, der..."
En enkelt gang gik jeg lidt i stå, kom lidt ud af rytmen, men meget hurtigt ind igen. Og så snart jeg havde gennemgået hele analysen, og kom til min holdning og perspektiveringen.. Så var det faktisk hyggeligt. Og samtalen var enormt hyggelig, vi kom også ind på lidt historie, og jeg svarede og svarede, og egentlig, så var der ikke et eneste spørgsmål, jeg ikke kunne sige noget til.
Klokken nærmede sig så småt femogtyve over ni, og jeg blev sendt ud. Først lidt overrasket over, at det allerede var slut - for så lang tid havde jeg da heller ikke være derinde, havde jeg? - siden lidt nervøs, men også glad for, at det var overstået. Jeg snakkede lidt med dansk "offer" nr. 4, og blev så kaldt ind igen.
Det er sjovt, som jeg næsten ord for ord kan huske, hvad jeg fik at vide til både fransk og engelsk. Hvor mine fejl og mangler var, og hvad jeg havde gjort godt. Men dansk.. Jeg kan huske, hvad jeg fik at vide, men ikke ord for ord. Og jeg kan huske, at jeg under bordet sad og holdte om mine hænder. Først lidt svagt, siden hårdere, i et forsøg på ikke at lyse op i det største smil, før jeg havde fået min karakter at vide. Men en ting husker, en ting, som fik mig til at smile, og stadigvæk gør det, når jeg tænker over det.
Og det er Jakob, der siger: "Den sad lige i skabet, Xenia! Hvis den gamle skala havde været her, havde vi givet dig 13 - men du må nøjes med et 12-tal."
Hvorefter han grinende fortalte censor, at jeg dybt forvirret ringede til ham i går, og spurgte efter, om oplægget godt måtte vare 17 minutter? For det gjorde mit altså på det tidspunkt.
Det skulle vare 10-12 minutter.
Måske, kun måske, skal jeg til at lade være med at være så bange for ikke at kunne leve op til mine egne forventninger - og bare begynde at stole på dem, og på mine evner, som jeg på karakterbladet godt kan se, at jeg har.
12. 13. Det er anden gang, jeg får det at vide!
♥
mandag den 31. maj 2010
Fransk
De sidste to dage har for mit vedkommende set således ud:
Lørdag - op, lave pandekager, fransk, fransk, fransk, fransk, blogindlæg, aftensmad, fransk, blogindlæg, fransk, fransk, bliver tvunget ned og se mgp.
Søndag - op, bad, morgenmad, fransk, fransk, fransk, jordbærkage (tak fordi du forstod min smerte, mor!), fransk, fransk, aftensmad, fransk fransk.
Så det er nok ikke nogen videre overraskelse, at jeg i går aftes havde et hoved, der føltes meget, meget tungt og tåget.
Jeg gik i seng omkring klokken ti, men jeg var ikke træt, så jeg lagde mig til at læse i en halv time. Så slukkede jeg lyset, og lagde mig om på siden. Og vendte mig om. Og vendte mig om. Og vente mig om. Sov lidt, vågnede, vendte mig om. Og vendte mig om. Og sov lidt igen.
Sådan gik hele natten, lige bortset fra et tidspunkt, hvor jeg vågnede pga. et mareridt om, at alle os fire fransk-piger havde været oppe, de tre andre havde fået 10 og 12, men jeg måtte ikke få min karakter ):
Nogen, der måske kan gætte sig til, at jeg var virkelig, virkelig nervøs for i dag?
Jeg stod op klokken seks, som jeg plejer, spiste den smule havregrød, jeg kunne få ned (5-7 spiseskefulde), gjorde mig klar og tog i skole. Jeg var oppe på mors arbejde i omkring en halv time, hvor nogle af hendes arbejdskollegaer forsøgte at køle mig ned, for jeg sad stort set bare og stirrede ud i luften, og tog dybe indåndinger.
Så tog jeg bussen omkring klokken halv ni, og var inde i byen lidt efter.
Det første jeg ser, da jeg skal over fodgængerovergangen ved Bruuns, er en af drengene fra min klasse, der vinker og smiler helt vildt. Da der bliver grønt, og vi kommer tættere på hinanden, siger jeg: "Jeg har næsten ikke sovet hele natten! D:"
Og han svarer, så sød som han nu er: "Jeg fik 10!"
... Xenia gets more and more nervous!
Jeg kommer så ind på skolen, og støder på en del folk, der skal op i tysk. Tysk-offer nr. 2 kommer ud, har fået 4, og er godt tilfreds med sin karakter. Jeg snakker lidt med tysk-offer nr. 3, der er en smule nervøs, og ønsker hende held og lykke, da hun skal ind.
Klokken begynder så småt at nærme sig 9.
Xenia er begynder nu at falde lidt til ro, men sætter sig alligevel ned på trappen, med dunkende hjerte.
"Xenia, så må du gerne komme ind." Jette står i døren. Censor kigger inde fra en stol. Klokken er 9. Xenias sidste time er kommet.
Tror hun.
Jeg kommer ind til en smilende Jette og endnu mere smilende censor. "ça va?" spørger censor. "Non!" svarer en meget nervøs Xenia, og censor smiler.
Jeg sætter mig ned på en stol, hvor jeg har min kære lærer Jette overfor mig, og censor ved min side. De kigger på mig. Smiler begge to meget, meget stort. Næsten for stort.
Jeg sidder lidt og tager nogle dybe indåndinger, og begynder efter et halvt til et helt minut på mit oplæg.
"Bonjour, je m'appelle Xenia et je veux parler de l'échange ou étudiant d'échange."
Så fortsætter Xenia ellers bare med at fortælle om sit emne, udvekslingsstudent, og håber på, at hun ikke glemmer noget, og ikke laver alt for mange fejl.
Da jeg er færdig med mit oplæg, spørger censor lidt ind til det, da hun virker ret interesseret i, at jeg nok skal til Japan - på fransk, selvfølgelig.
Så går jeg over for at trække et spørgsmål - tager nummer 8. Jette kigger på min disposition, og kommer til at se, at det er under mit emne. Så kom hen og træk igen!
Jeg trækker nr. 4.
"Qu'est-ce que tu fais pendent les grandes vacances?"
Og Xenia forsøger at svarer så godt hun nu kan. Lærer stille spørgsmål, det samme gør censor lidt, og Xenia svarer og svarer, tøver, svarer, stirre uforstående på censor, siger "eeh", svarer, og er færdig.
Så er klokken efterhånden ved at være henne omkring tyve over ni, og jeg bliver bedt om at gå ud. Jeg falder ind i armene på en af pigerne på klassen, med dunkende hjerte, og siger, at jeg tror, det gik nogenlunde, og jeg gik i det mindste ikke over i dansk en eneste gang - selvom jeg kom til at sige en forfransket version af "plane", idet jeg havde glemt det franske ord (avion) for fly. Flot, Xenia!
Døren bliver åbnet. Jeg går ind med tunge skridt, og sætter mig på stolen igen. Jette og censor er endnu engang et stort smil.
"Du fik 10!" smiler Jette.
"Seriøst?!" svarer jeg, med store øjne.
"Ja, vi synes, at du har en meget fin udtale, et godt ordforråd, og så får du brugt flere tider, hvilket er rigtig godt, så du får 10."
Xenia rejser sig fra stolen efter et par minutter, takker lærer og censor, og går ud på gangen til sine klassekammerater, med et meget, meget underligt ansigtsudtryk, der nok minder mest om en blanding af "O_O" og ":O" (altså noget ala "OoO").
Ja, jeg er meget, meget, meget glad :D ♥
Jeg ventede på skolen til klokken elleve, tog så ud og spiste sandwich og is sammen med 3 andre piger fra klassen, hvor en 4 joinede os, da hun havde været inde til tysk.
Engelsk på torsdag - jeg holder lige fri resten af dagen, så kan vi begynde at kigge på det i morgen!
Lørdag - op, lave pandekager, fransk, fransk, fransk, fransk, blogindlæg, aftensmad, fransk, blogindlæg, fransk, fransk, bliver tvunget ned og se mgp.
Søndag - op, bad, morgenmad, fransk, fransk, fransk, jordbærkage (tak fordi du forstod min smerte, mor!), fransk, fransk, aftensmad, fransk fransk.
Så det er nok ikke nogen videre overraskelse, at jeg i går aftes havde et hoved, der føltes meget, meget tungt og tåget.
Jeg gik i seng omkring klokken ti, men jeg var ikke træt, så jeg lagde mig til at læse i en halv time. Så slukkede jeg lyset, og lagde mig om på siden. Og vendte mig om. Og vendte mig om. Og vente mig om. Sov lidt, vågnede, vendte mig om. Og vendte mig om. Og sov lidt igen.
Sådan gik hele natten, lige bortset fra et tidspunkt, hvor jeg vågnede pga. et mareridt om, at alle os fire fransk-piger havde været oppe, de tre andre havde fået 10 og 12, men jeg måtte ikke få min karakter ):
Nogen, der måske kan gætte sig til, at jeg var virkelig, virkelig nervøs for i dag?
Jeg stod op klokken seks, som jeg plejer, spiste den smule havregrød, jeg kunne få ned (5-7 spiseskefulde), gjorde mig klar og tog i skole. Jeg var oppe på mors arbejde i omkring en halv time, hvor nogle af hendes arbejdskollegaer forsøgte at køle mig ned, for jeg sad stort set bare og stirrede ud i luften, og tog dybe indåndinger.
Så tog jeg bussen omkring klokken halv ni, og var inde i byen lidt efter.
Det første jeg ser, da jeg skal over fodgængerovergangen ved Bruuns, er en af drengene fra min klasse, der vinker og smiler helt vildt. Da der bliver grønt, og vi kommer tættere på hinanden, siger jeg: "Jeg har næsten ikke sovet hele natten! D:"
Og han svarer, så sød som han nu er: "Jeg fik 10!"
... Xenia gets more and more nervous!
Jeg kommer så ind på skolen, og støder på en del folk, der skal op i tysk. Tysk-offer nr. 2 kommer ud, har fået 4, og er godt tilfreds med sin karakter. Jeg snakker lidt med tysk-offer nr. 3, der er en smule nervøs, og ønsker hende held og lykke, da hun skal ind.
Klokken begynder så småt at nærme sig 9.
Xenia er begynder nu at falde lidt til ro, men sætter sig alligevel ned på trappen, med dunkende hjerte.
"Xenia, så må du gerne komme ind." Jette står i døren. Censor kigger inde fra en stol. Klokken er 9. Xenias sidste time er kommet.
Tror hun.
Jeg kommer ind til en smilende Jette og endnu mere smilende censor. "ça va?" spørger censor. "Non!" svarer en meget nervøs Xenia, og censor smiler.
Jeg sætter mig ned på en stol, hvor jeg har min kære lærer Jette overfor mig, og censor ved min side. De kigger på mig. Smiler begge to meget, meget stort. Næsten for stort.
Jeg sidder lidt og tager nogle dybe indåndinger, og begynder efter et halvt til et helt minut på mit oplæg.
"Bonjour, je m'appelle Xenia et je veux parler de l'échange ou étudiant d'échange."
Så fortsætter Xenia ellers bare med at fortælle om sit emne, udvekslingsstudent, og håber på, at hun ikke glemmer noget, og ikke laver alt for mange fejl.
Da jeg er færdig med mit oplæg, spørger censor lidt ind til det, da hun virker ret interesseret i, at jeg nok skal til Japan - på fransk, selvfølgelig.
Så går jeg over for at trække et spørgsmål - tager nummer 8. Jette kigger på min disposition, og kommer til at se, at det er under mit emne. Så kom hen og træk igen!
Jeg trækker nr. 4.
"Qu'est-ce que tu fais pendent les grandes vacances?"
Og Xenia forsøger at svarer så godt hun nu kan. Lærer stille spørgsmål, det samme gør censor lidt, og Xenia svarer og svarer, tøver, svarer, stirre uforstående på censor, siger "eeh", svarer, og er færdig.
Så er klokken efterhånden ved at være henne omkring tyve over ni, og jeg bliver bedt om at gå ud. Jeg falder ind i armene på en af pigerne på klassen, med dunkende hjerte, og siger, at jeg tror, det gik nogenlunde, og jeg gik i det mindste ikke over i dansk en eneste gang - selvom jeg kom til at sige en forfransket version af "plane", idet jeg havde glemt det franske ord (avion) for fly. Flot, Xenia!
Døren bliver åbnet. Jeg går ind med tunge skridt, og sætter mig på stolen igen. Jette og censor er endnu engang et stort smil.
"Du fik 10!" smiler Jette.
"Seriøst?!" svarer jeg, med store øjne.
"Ja, vi synes, at du har en meget fin udtale, et godt ordforråd, og så får du brugt flere tider, hvilket er rigtig godt, så du får 10."
Xenia rejser sig fra stolen efter et par minutter, takker lærer og censor, og går ud på gangen til sine klassekammerater, med et meget, meget underligt ansigtsudtryk, der nok minder mest om en blanding af "O_O" og ":O" (altså noget ala "OoO").
Ja, jeg er meget, meget, meget glad :D ♥
Jeg ventede på skolen til klokken elleve, tog så ud og spiste sandwich og is sammen med 3 andre piger fra klassen, hvor en 4 joinede os, da hun havde været inde til tysk.
Engelsk på torsdag - jeg holder lige fri resten af dagen, så kan vi begynde at kigge på det i morgen!
lørdag den 20. marts 2010
Regn
Har I set det? Åh, har I set det?! Uden for drypper regnen stille ned, og sneen er nu næsten helt forsvundet. Kun få driver ligger i vejkanten, og fortæller om den vinter, vi er gået igennem. For til trods for, at jeg altid har elsket sne, og nok også altid vil gøre det - har min hjerne siden februar ikke kunnet tænke på andet end forår. Forår, grønt, træer og blomster!
Ej, det gør mig så glad! :D Jeg skriger af glæde den dag, bøgen springer ud.
I går fik vi karakter for vores projektopgave, og jeg var faktisk ikke specielt nervøs denne her gang, fordi jeg vidste, at jeg lå godt. Havde regnet med at få 10, men jeg fik 12! Det er altså bare en god start på 9. klasses prøverne :D
Ellers går jeg lidt og overvejer kostume til sidste skoledag for tiden. Originalt havde jeg tænkt mig at sy noget Stitch-lolita-ish, fordi jeg seriøst ikke gider det der med, at man kommer i skole som et eller andet, og så er der fem andre, der har fået samme ide! Men lige nu har jeg også fået lyst til at være Alice i Eventyrland - kostumet ville nok blive lidt nemmere at sy, da der nok er en del flere detaljer og ører til Stitch. Men jeg er stadigvæk lidt i tvivl, for hvad nu hvis der er en, der allerede har bestuttet sig for Alice?!
Men hvad siger I; Stitch-lolita-ish eller Alice i Eventyrland?
Ej, det gør mig så glad! :D Jeg skriger af glæde den dag, bøgen springer ud.
I går fik vi karakter for vores projektopgave, og jeg var faktisk ikke specielt nervøs denne her gang, fordi jeg vidste, at jeg lå godt. Havde regnet med at få 10, men jeg fik 12! Det er altså bare en god start på 9. klasses prøverne :D
Ellers går jeg lidt og overvejer kostume til sidste skoledag for tiden. Originalt havde jeg tænkt mig at sy noget Stitch-lolita-ish, fordi jeg seriøst ikke gider det der med, at man kommer i skole som et eller andet, og så er der fem andre, der har fået samme ide! Men lige nu har jeg også fået lyst til at være Alice i Eventyrland - kostumet ville nok blive lidt nemmere at sy, da der nok er en del flere detaljer og ører til Stitch. Men jeg er stadigvæk lidt i tvivl, for hvad nu hvis der er en, der allerede har bestuttet sig for Alice?!
Men hvad siger I; Stitch-lolita-ish eller Alice i Eventyrland?
tirsdag den 23. februar 2010
Terminsprøve karakterer
Så er alle karaktererne hjemme efter terminsprøverne i uge 4! De ser således ud (i den rækkefølge, jeg har fået dem tilbage):
Dansk, læsning - 7
Dansk, retskrivning - 7
Matematik, færdigheder - 10
Matematik, problemløsning - 7
Dansk, skriftlig fremstilling - 12
De fire første fik jeg tilbage før ferien, og jeg har gået og været helt vildt utilfreds over dem, da jeg plejer at få 10 eller 12 i dem, - men jeg gik og spekulerede ret meget i dage, over ting, jeg ikke vil nævne her.
Og så kom skriftlig fremstilling.. Jeg har virkelig været nervøs for denne, for jeg følte ikke, at jeg fik skrevet det, jeg gerne ville, og jeg tror, at jeg var så utilfreds, som man overhovedet kan blive. Jeg turde ikke engang læse den igennem, i frygt for, hvad resultatet egentlig var blevet! XD
Men i går nævnte min lærer under vores samtale mht. projektuge i næste uge, at den var virkelig flot skrevet, og nok var den bedste stil, han nogensinde havde fået.
Xenias hjerne gik "wut?!"
Så kom karakteren i dag med kommentar:
Hold da helt ferie som du da behersker det at kunne beskrive - om det så handler om miljøer, personer eller handlinger.
Det er de bedste jeg har læst i lang lang tid, og jeg kan ikke sætte min store fede finger på noget som helst.
Smukt, så det går lige i hjertet
12
Ps. hvornår skriver du en bog?
Han kaldte os ind en efter en, så han kunne give kommentar og sige, hvad der skulle gøres bedre osv., og han sagde, at hvis han havde haft et 13-tal, havde han givet mig det.
Jeg var seriøst så glad, at jeg kunne have grædt!
Sagen er nemlig den, at jeg i 5. klasse fik øjnene op for at skrive og læse, og fandt mig selv fuldkommen i det - jeg skrev og skrev og skrev, og når jeg i dag læser de noveller igennem, kan jeg sidde og være helt stum over, hvordan jeg kunne formulere mig som 12-årig!
Men hen i 6. klasse mistede jeg lysten for at skrive, og jeg har virkelig ikke tal på, hvor mange gange jeg siden har forbandet mig selv for at stoppe!
Sidste år i vinterferie (wut, det er faktisk næsten lige nøjagtig et år siden! XD) begyndte jeg så at skrive lidt noveller igen - og var lige ved at stoppe, da min skuffelse over mine beskrivelser var lige til at græde over!
Jeg har ikke rigtig troet på min egen evne til at skrive siden, i hvert fald ikke sådan rigtig. Jeg har altid været utilfreds med det, der er kommet ud af det, og har set på 10-tallerne med et næsten ligegyldigt øje, da jeg ved, at jeg skrev så meget bedre i sjette.
Men jeg skal lige love for, at jeg har fået et ordentligt thumps up efter det her! :D Ej man, jeg er så lykkelig <3 size="1">specielt over at have en blog, hvor jeg kan skrive om det i, haha
Jeg stopper aldrig, aldrig, ALDRIG med at skrive igen <3 Never!
Dansk, læsning - 7
Dansk, retskrivning - 7
Matematik, færdigheder - 10
Matematik, problemløsning - 7
Dansk, skriftlig fremstilling - 12
De fire første fik jeg tilbage før ferien, og jeg har gået og været helt vildt utilfreds over dem, da jeg plejer at få 10 eller 12 i dem, - men jeg gik og spekulerede ret meget i dage, over ting, jeg ikke vil nævne her.
Og så kom skriftlig fremstilling.. Jeg har virkelig været nervøs for denne, for jeg følte ikke, at jeg fik skrevet det, jeg gerne ville, og jeg tror, at jeg var så utilfreds, som man overhovedet kan blive. Jeg turde ikke engang læse den igennem, i frygt for, hvad resultatet egentlig var blevet! XD
Men i går nævnte min lærer under vores samtale mht. projektuge i næste uge, at den var virkelig flot skrevet, og nok var den bedste stil, han nogensinde havde fået.
Xenias hjerne gik "wut?!"
Så kom karakteren i dag med kommentar:
Hold da helt ferie som du da behersker det at kunne beskrive - om det så handler om miljøer, personer eller handlinger.
Det er de bedste jeg har læst i lang lang tid, og jeg kan ikke sætte min store fede finger på noget som helst.
Smukt, så det går lige i hjertet
12
Ps. hvornår skriver du en bog?
Han kaldte os ind en efter en, så han kunne give kommentar og sige, hvad der skulle gøres bedre osv., og han sagde, at hvis han havde haft et 13-tal, havde han givet mig det.
Jeg var seriøst så glad, at jeg kunne have grædt!
Sagen er nemlig den, at jeg i 5. klasse fik øjnene op for at skrive og læse, og fandt mig selv fuldkommen i det - jeg skrev og skrev og skrev, og når jeg i dag læser de noveller igennem, kan jeg sidde og være helt stum over, hvordan jeg kunne formulere mig som 12-årig!
Men hen i 6. klasse mistede jeg lysten for at skrive, og jeg har virkelig ikke tal på, hvor mange gange jeg siden har forbandet mig selv for at stoppe!
Sidste år i vinterferie (wut, det er faktisk næsten lige nøjagtig et år siden! XD) begyndte jeg så at skrive lidt noveller igen - og var lige ved at stoppe, da min skuffelse over mine beskrivelser var lige til at græde over!
Jeg har ikke rigtig troet på min egen evne til at skrive siden, i hvert fald ikke sådan rigtig. Jeg har altid været utilfreds med det, der er kommet ud af det, og har set på 10-tallerne med et næsten ligegyldigt øje, da jeg ved, at jeg skrev så meget bedre i sjette.
Men jeg skal lige love for, at jeg har fået et ordentligt thumps up efter det her! :D Ej man, jeg er så lykkelig <3 size="1">specielt over at have en blog, hvor jeg kan skrive om det i, haha
Jeg stopper aldrig, aldrig, ALDRIG med at skrive igen <3 Never!
Abonner på:
Opslag (Atom)