tirsdag den 28. september 2010

Gymnasieskift, flytning og så meget andet.

Egentlig burde jeg sidde og lave min samfundsfagaflevering til på fredag lige nu, men for det første har jeg aldrig rigtig skrevet noget lignende før, for det andet kan jeg derfor ikke rigtig komme i gang, og for det tredje er det ved at være virkelig, virkelig længe siden, at jeg sidst har skrevet.. Og WOW, hvor er der sket meget siden sidst! For at sige det mildt, tror jeg, at den sidste måned har været den måned, hvor der er sket mest i min liv; i hver fald de første par uger.

Langkær går jeg ikke længere på. Jeg vidste lige fra starten, at jeg aldrig ville falde til der, lige meget, hvor længe, der gik, og for mig handlede det egentlig bare om at komme væk derfra hurtigst muligt. Til trods for, at det gik bedre dag for dag, følte jeg mig langt fra tilpas der; det kan sammenlignes lidt med, at en høne heller ikke ligefrem passer ind blandt pingviner.
Som jeg har nævnt før, var mit ønskegymnasium Statsgymnasiet, men de fik ikke pladser lige med det samme, og jeg ville bare væk. Både mor og jeg begyndte så små at kigge på Viby Gymnasium og HF, og så snart jeg tjekkede krak, og fandt ud af, at det ikke engang lå 3 km fra der, hvor vi flytter hen.. Tja, så havde jeg allerede besluttet mig.
Jeg gik på Langkær i 12 dage. Alligevel føles det som om, at det varede meget længere, specielt når jeg sammenligner med ungerne på Viby, der bare flyver af sted. Det gør mig på en måde lidt trist at tænke på, hvor hurtigt denne her måned er gået, og jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, hvor hurtigt de næste fem og en halve måned så vil gå. Jeg er virkelig faldt godt til i min klasse, og for en gangs skyld går jeg rent faktisk i en klasse, hvor der er nogen, jeg ville sætte under kategorien "venner" og ikke bare "bekendte" eller "klassekammerarter". Det er en enormt rar følelse, som jeg ikke er vant til. Grundet Japan kommer jeg kun til at gå i klassen i et halvt år, og selvom det gør mig trist at tænke på, holder jeg mig selv oppe ved at tænke på, at de kun går i 2.g, når jeg kommer hjem; vi vil stadigvæk have mulighed for at ses i frikvarterene og i fritiden, selvom alle klasserelaterede ting vil blive sammen med nogle andre.
(og jeg tror aldrig, at jeg har skrevet "tænker" så mange gane i mit liv i ét afsnit)

Udover gymnasieskift er jeg også flyttet. Her i de sidste par dage har jeg taget mig selv i rent faktisk at savne Salten - ikke, at jeg gerne vil flytte tilbage eller at jeg var glad der, men bare den følelse af "hjem", der var omkring det. Lige for tiden bor vi i en lejlighed omgivet af marker og træer til alle sider i Jeksen, og den følelse af "hjem" er der bare ikke. Vi har meget få ting af vores egne med os, men alligevel er jeg glad; vi får vores eget igen om en måned, og jeg er mere end lykkelig for, at vi ikke er endt i en campingvogn, som det ellers var planen.

Ellers er det ikke fordi, at der er sket så meget igen; jeg har været på introtur med klassen, til min første gymnasiefest (UDEN at drikke, og de fleste accepterede det faktisk ok :D), fredagscafe, oppe ved min bedste, jeg har strikket en hue, er begyndt at tænke på cosplay til J-popcon, overvejer at strikke en trøje og har fået min mor til at begynde på en grøn en til mig. Jeg har lavet en del lektier ("tonsvis", hvis vi kigger på 9.klasses skalaen), haft fødselsdag (jeg er 16!), været sammen med lidt venner, japansk er begyndt igen, første møde med den jyske lolita cirkel, jeg har været på hyggetur i byen med to piger fra klassen...

Det her indlæg blev lidt rodet, men det går nok - det skal også til en gang imellem! Mine planer for resten af ugen er, at jeg skal i skole (haha, surprise) og så er det fest på skolen på fredag. Temaet er "maskebal", og jeg har ikke helt styr på, hvad jeg skal tage på endnu, men det finder jeg vel ud af :) Gro, en af pigerne fra klassen, og jeg har snakket lidt om, at nogle af os burde mødes og hygge lidt før festen, hvilket jeg glæder mig til. Weekenden har jeg ikke rigtig planer for endnu, men jeg vil gætte på, at den kommer til at stå på afslapning og lektier - og forhåbentligt også lidt andet!