Dansk

Det fag, jeg var mest ræd for at skulle op i, var fransk. Men når jeg tænker over det, og begynder at spekulere på karakter.. Så tror jeg faktisk, at jeg inderst inde frygtede dansk mest. Ikke fordi, jeg var helt vildt nervøs, og ikke kunne finde ud af faget - men fordi det var et af mine stærke punkter, og jeg var bange for, at jeg havde alt for høje forventninger til mig selv.
Og hvis det var gået ligesom med engelsk... Så havde jeg gået Cecilia fra Hosekræmmeren i hælene, og havde brugt resten af mine dage på at tænke på lige den afgangsprøve, på lige den skuffelse, som hun kun havde Esben i tankerne.

Fordi der skete så meget lige omkring min engelsk afgangsprøve derhjemme, tog jeg søndag ud til far, så jeg kunne få ro til at forberede. Jeg begyndte lidt søndag med at øve det stykke, jeg skulle læste op, vågnede mandag lidt over otte, spiste morgenmad og gik så i gang lidt i ni.

Først skrev jeg alt det ned, jeg gerne ville sige, og som jeg kunne huske - så læste jeg novellen igennem, skrev mere ned, øvede min oplæsning, øvede mit oplæg, øvede oplæsning, øvede oplæg, var på toilettet, øvede oplæg, spiste, øvede oplæsning, oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning...
Og sådan gik min mandag indtil klokken blev lidt over fire, og jeg tog mig en pause til næste dag.

Tirsdag. Meningen var, at vi skulle havde været inde på skolen og haft fagdag, og da jeg alligevel skulle have bestilt nyt pas, tog jeg tidligt derind, og var på skolen næsten halvanden time i forvejen. Klokken ni fik jeg så besked om, at det var aflyst, fordi vores lærer var syg - "nåh", tænkte jeg så, og gik ud i byen i en times tid. Tog derefter tilbage til far, og øvede oplæg igen. Oplæg, oplæsning, oplæg, oplæsning.
Så kom min fars kærestes datter, Lise, hjem, og jeg lavede nu en ny rute: Øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lise, øve oplæg og oplæsning, lave et eller andet kreativt med Lisa, øve oplæg og oplæsning.
Og det var også fint nok.
Omkring klokken otte, efter vi havde spist, øvede jeg mit oplæg en sidste gang, og håbede, inderligt håbede, at det var nok.

Natten mellem tirsdag og onsdag. Jeg faldt i søvn omkring klokken tolv, vågnede klokken fem, kiggede på uret og tænkte: "Neeeeej!". Så faldt jeg i søvn igen, og blev vækket klokken syv, tog tøj på, spiste morgenmad, gjorde mig klar, pakkede sammen, og øvede det hele igennem en gang til i mit hoved.

Og så tog jeg afsted...

Klassens klogeåge havde været inde som den første, og fået 10 - først faldt mit hjerte pladask ned i min mave, og jeg mærkede det dunke højt og kraftigt dernede. Men da en af pigerne nævnte, at han havde været syg, og haft det som om, han skulle kaste op hele vejen igennem... Så hjalp det lidt, og hjertet forsøgte, dog lidt forgæves, at komme op på sin plads i brystet igen.

Dansk offer nr. 2. - havde fået 4. Var fint tilfreds, grinede lidt over, at hun havde fået at vide, at alt var godt, bortset fra analysen.

Dansk offer nr. 3. ... / mig.

Egentlig er det nok lidt forkert at kalde det for "dansk offer" - det var "engelsk offer" og "fransk offer". Men jeg holder enormt meget af faget dansk, og selvom jeg var lidt nervøs, så kan jeg faget. Så da jeg kom ind og satte mig ned og sagde hej til, den faktisk meget venlige, censor, tog jeg en dyb indånding, og begyndte.

"Jeg har trukket romantikken, og valgt at gå op i Hosekræmmeren af Steen Steensen Blicher. Først vil jeg gerne lave en hurtig gennemgang af romantikken og poetisk realisme, så vil jeg gerne læse op, derefter analysere og fortolke, fortælle lidt om min holdning til teksten og til sidst perspektivere novellen til et billede.
Romantikken var den litterære periode, der..."

En enkelt gang gik jeg lidt i stå, kom lidt ud af rytmen, men meget hurtigt ind igen. Og så snart jeg havde gennemgået hele analysen, og kom til min holdning og perspektiveringen.. Så var det faktisk hyggeligt. Og samtalen var enormt hyggelig, vi kom også ind på lidt historie, og jeg svarede og svarede, og egentlig, så var der ikke et eneste spørgsmål, jeg ikke kunne sige noget til.

Klokken nærmede sig så småt femogtyve over ni, og jeg blev sendt ud. Først lidt overrasket over, at det allerede var slut - for så lang tid havde jeg da heller ikke være derinde, havde jeg? - siden lidt nervøs, men også glad for, at det var overstået. Jeg snakkede lidt med dansk "offer" nr. 4, og blev så kaldt ind igen.

Det er sjovt, som jeg næsten ord for ord kan huske, hvad jeg fik at vide til både fransk og engelsk. Hvor mine fejl og mangler var, og hvad jeg havde gjort godt. Men dansk.. Jeg kan huske, hvad jeg fik at vide, men ikke ord for ord. Og jeg kan huske, at jeg under bordet sad og holdte om mine hænder. Først lidt svagt, siden hårdere, i et forsøg på ikke at lyse op i det største smil, før jeg havde fået min karakter at vide. Men en ting husker, en ting, som fik mig til at smile, og stadigvæk gør det, når jeg tænker over det.
Og det er Jakob, der siger: "Den sad lige i skabet, Xenia! Hvis den gamle skala havde været her, havde vi givet dig 13 - men du må nøjes med et 12-tal."
Hvorefter han grinende fortalte censor, at jeg dybt forvirret ringede til ham i går, og spurgte efter, om oplægget godt måtte vare 17 minutter? For det gjorde mit altså på det tidspunkt.
Det skulle vare 10-12 minutter.

Måske, kun måske, skal jeg til at lade være med at være så bange for ikke at kunne leve op til mine egne forventninger - og bare begynde at stole på dem, og på mine evner, som jeg på karakterbladet godt kan se, at jeg har.

12. 13. Det er anden gang, jeg får det at vide!

♥