Klage

I Danmark er det sådan, at når du søger gymnasium, er det langtfra sikkert, at du kommer derhen, hvor du vil. De kigger nemlig ikke på, om du har gode karakterer, eller om din lærer måske synes, at du er lige en af dem, der nok er mest egnet til gymnasiet i din klasse.
Nej, de kigger på, hvor du bor henne.
"Bor hende her tæt på gymnasiet? Nej, 20 km, det er alt for langt!"
"Hvad så med ham her? Oh ha, 15 km, det går ikke!"

Og når du så får dit brev om, hvor du er kommet hen, så skriver de deri, at du har mulighed for at klage - og ligger en paragraf med, hvor der står alt muligt om, at fordelingsudvalget ikke behøver at flytte dig, men alligevel vil behandle din sag.

Og når man så får svar fra klagen, og der rent ud sagt står deri, at du ikke er kommet ind, fordi der ikke var plads, så tænker man lidt: "Hjælper det egentlig overhovedet at klage?"
Og: "Har de overhovedet læst, hvad jeg skrev i klagen, eller bare kigget på gymnasierne, og sagt nej?"

For når man sender en klage ud, hvor man skriver meget pænt - hvor man selv skriver det hele selv, og bare har fået begge forældres underskrifter på -, at man meget gerne vil flyttes over til Statsgymnasiet, idet man ikke tror, at ens forældreudtalelse er kommer med. Hvor der står alt det, man havde skrevet i forældreudtalelsen, endda forklaret ekstra meget og med egne holdninger og ønsker.

At jeg ønsker, at blive flyttet fra Langkær Gymnasium og HF til Statsgymnasiet, idet min far bor i gåafstand til Statsgymnasiet, plus hans adresse, og en forklaring om, at lige meget, hvor meget vi forsøgte, så kunne hans adresse på ansøgningen, der stod til at være den samme som mors, ikke rettes til den korrekte.

At jeg ønsker Statsgymnasiet, fordi jeg var ude og se på flere gymnasier, heriblandt også Langkær, og det lige var Statsgymnasiet, jeg faldt for. Idet det virkede som et meget seriøst gymnasium, og jeg er meget seriøst omkring skolearbejde, og vælger at gå på gymnasier, fordi jeg elsker at lære nyt og har lyst, og ikke af pligt.

At det var rektor på Statsgymnasiet, der var mest positiv omkring, at jeg måske skulle ud som udvekslingsstudent. At det var ham, der brugte længst til på at snakke med mig (ikke mine forældre, men mig), at det var ham, der kom med flest ideer og løsninger med alt det, jeg ellers frygter mest: at skulle starte på gymnasiet, efter et halvt år smutte til Japan, og så komme hjem i en ny 1.g igen.

At ens adresse er så langt væk, fordi huset er til salg, men at man har gået i skole i Århus i de sidste to år, og at man flytter dertil, så snart huset er solgt.

Når man får sådan en klage ind af døren... Kan man så virkelig bare kassere den, og tænke: "oha, det kan vi ikke have!"?

Kan man så virkelig bare ignorere den enkelte elevs behov og ønsker?

Åbenbart. Men jeg har ikke tænkt mig at give op endnu!