onsdag den 13. oktober 2010

NV

Til dem, der ikke går i gymnasiet, står "NV" for "naturvidenskabeligt grundforløb", og et et forløb på et par måneder, man lægger ud med i 1.g. Det overtager pladsen for de naturvidenskabelige fag på skemaet, og bliver afsluttet med en såkaldt "samtale", hvor karakteren, der forøvrigt skrives på eksamensbeviset, bliver besluttet ud fra præstationer i klassen, de afleverede skriftlige opgaver og hvor godt man virker til at have forstået NV under samtalen. Som nogle nok allerede kan gætte, var jeg oppe til NV-samtale i dag. Og det er ikke ligefrem fordi, at jeg er helt vildt tilfreds med mig selv.

Før afgangsprøverne brugte jeg virkelig lang tid på at forberede hvert fag, på at øve, øve, øve, øve og øve, repetere pensum og repetere pensum. Jeg følte mig trods nervøsitet godt forberedt til alle prøverne, og kom ud med karakterer og præstationer (lige med undtagelse af engelsk...), som jeg egentligt var ok tilfreds med.

Jeg ved ikke, hvad det var, der skete med mig, men jeg havde meget svært ved at sætte mig ned ved et bord og få gjort klar til samtalen. Jeg blev stresset og havde svært ved at koncentrere mig, mine tanker forsvandt fra sukkerindhold i cola og opmåling af jordens radius via skyggers vinkel til den personlige og følelsesmæssige udvinkling, jeg for tiden går igennem. Notaterne og de udleverede ark blev læst igennem, jeg fik øvet, men da jeg sad i morges før latin* følte jeg mig så uforberedt, som man næsten overhovedet kunne blive. Jeg var kold over det hele, nervøs, havde en følelse af ikke at have spist i flere dage i maven (for mit vedkommende er det et bevis på, at jeg var ret nervøs), og min hjerne havde meget svært ved at gå over til puer, videt og implicit subjekt. I frikvarteret sad jeg og var ovenud lykkelig for, at der var morgensamling, og min opmærksomhed derfor blev opslugt af folk på scenen, der spiste underlige ting og blandinger. Timen før samtalen var af en eller anden grund NV, som blev brugt på de sidste spørgsmål og derefter bare snak.

Vi har to lærere i NV; Jacob og Åge. Åge er også rektor, og er helt sikkert den, jeg allerhelst ville ind til, men nej, jeg skulle ind til Jacob. Samtalen varer ca. 15 minutter, og jeg skulle ind fra 10:55-11:10 - dvs. at jeg var den første, der skulle ind. Det var jeg egentlig godt tilfreds med, for jeg får det altid dårligt, når alle får deres karakterer og jeg stadigvæk mangler at være inde.

Jeg startede ud med at fortælle om den rapport over sukkerindhold i cola, vi har skrevet. Fortalte om formål, apparatur, fremgangsmåde, resultater, videre behandling af disse osv. Det var fint nok, han sad og nikkede, og spurgte derefter ind til andre ting, hvorefter jeg gik lidt i sort. Jeg kunne ikke huske halvdelen, sagde en masse, ifølge mig, underlige ting, og havde det mildest talt ikke særlig godt, da han sagde, at jeg havde fået 10.

Nej, jeg er ikke utilfreds med min karakter, langtfra! Når jeg ser på alle dem, der har været inde og få 7 og de par stykker, jeg ved, har fået 4, er jeg meget tilfreds. Men min præstation synes jeg var for dårlig, og langt, langt, LANGT under min standard. I går i NV-timen sagde Åge, at der var et par stykker, de havde lagt op til at give 12, men af hvad jeg ved af, er vi kun en 5 stykker, der har fået 10 og ingen, der har fået 12. Det gør mig på en måde nervøs og utilfreds, for jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på, om en af dem, de mente, kunne have været mig.

Efter NV-samtalen, eller evalueringen, som nogen kalder det, sagde Jacob lidt om, hvordan min præstation var; han nævnte intet om samtalen, hvorfor ved jeg ikke lige, men i timerne sagde han, at jeg var godt aktiv, havde en god forståelse for NV, afleverede gode rapporter og ikke en eneste negativ ting, hvilket bidrager til min mistanke. Desuden var der et par af dem, der også fik 10, der ikke laver særlig meget i alle timerne, men havde vist en god forståelse for NV til samtalen.

... Nogle gange hader jeg virkelig mit stræbeinstinkt og ville ønske, at det ville gå af helvede til /:


*I grundforløbet er der også det forløb, der hedder AP = almen sprogforståelse. Det opsluger rigtig mange af sprogtimerne i grundforløbet og indeholder også en smule latin. Eftersom vi er et meget lille franskhold og en af spansklærerne ikke kan latin, har vi en gang imellem "latin" på skemaet, hvor vores to hold er slået sammen.



Forøvrigt, lige et emneskift! I lørdags fik jeg brev fra YFU om, at jeg har fået forventet afrejsedato! :D Jeg skal sandsynligvis afsted mandag d. 14. marts 2011, og nok fra København om eftermiddagen. Hvis der er nogen, der gerne vil vide mere om det, kan de altid gå ind på min udvekslingsblog her; det er en blog, jeg oprettede for ikke særlig længe siden, og er mest beregnet til venner og familie, men jeg ville blive meget glad, hvis der også er andre, der følger med! Den bliver forøvrigt skrevet på dansk, og forhåbentligt opdateret en del under mit udvekslingsophold (:

1 kommentar:

  1. Da du skrev "NV" tænkte jeg helt automatisk NEVADA. Haha, ja mine tanker går helt af sig selv mod amerikanske ting fremfor danske nu :p
    En af mine veninder hjemme i Danmark nævnte Naturvidenskabeligt Grundforløb. Det lyder som en masse timer med kedsomhed! Da jeg forlod DK havde jeg planer om at tage på IB-linjen (International Baccalaureate) når jeg kom hjem, men har ombestemt mig, så nu vil jeg hellere bare tage en almindelig STX-uddannelse. Kommer dog ikke til at glæde mig til NV... må bare prøve at forbinde den med min elskede Las Vegas :)

    SvarSlet