Hosteanfald!

Efter SVScon begyndte jeg at få ondt i halsen, hvilket senere udviklede sig til forkølelse og sygdom, hvor jeg lå i sengen fra jeg kom hjem fra geografi-afgangsprøven onsdag eftermiddag indtil lørdag morgen - hvis ikke det havde været fordi, at jeg skulle sy kostume til sidste skoledag, var jeg blevet i sengen hele weekenden. Billeder af kostume kommer, når det er helt færdigt~
Jeg fik det bedre i løbet af weekenden, og døjede kun med ondt i halsen og et hosteanfald engang i mellem i går, der dog ikke rigtig var det store. Så jeg tænkte, at jeg da lige så godt kunne tage i skole, nu hvor jeg alligevel var ved at være helt rask igen...

I første frikvarter (9.30~9.50) smuttede jeg i Netto og købte to bananer og en yoghurt, fordi jeg havde glemt min madpakke. Jeg satte mig så på min plads, og begyndte at spi- .. hoste. Og hoste. Og hoste! Jeg hostede hele vejen over til kirken (jeg går på en katolsk skole nej, jeg er ikke katolik, så vi har gudstjenester engang i mellem), og blev ved under gudstjenesten. Ved anden samle gik det dog først helt galt. Først havde jeg bare et normalt hosteanfald, men det blev ved og ved, indtil jeg ikke kunne få vejret i mellem hostene. Mine øjne løb i vand og jeg havde mig en eller anden ide om, at hvis det blev ved bare to sekunder mere, ville jeg besvime eller der ville ske et eller andet andet ekstremt! D: Det gjorde så ondt og var virkelig ubehageligt!
Jeg begyndte at dunke til Christina, som jeg sad ved siden af, for at få hende til at banke mig på ryggen - men det hjalp heller ikke det mindste! Christina begyndte så småt at blive lidt bekymret, fordi jeg blev ved og ved med at hoste, så hun fik fat på tysklæreren, der tog mig med ud af kirken. Selvfølgelig skulle vi sidde helt henne i den anden ende af kirken end døren var, så jeg gik ud og lignede en 9. klasses elev, der bare var begyndt at græde helt vildt, imens hele skolen kiggede på! Det var lidt pinligt /:
Lena, tysklæreren, tog mig med op i klassen, og jeg begyndte så små at kunne få luft igen... Jeg snakkede med min mor i telefonen da jeg kunne tale igen, og hun beordrede mig til at gå ud og købe noget varmt kakao eller te så snart jeg fik frikvarter, og at jeg skulle ringe, hvis det skete igen.

Her til aften kan jeg mærke et bekymret sug i maven, hver gang jeg bare hoster det mindste. Det er virkelig, virkelig ubehageligt, for jeg hoster stadigvæk en del...
Det mærkeligste ved det hosteanfald er egentlig, at jeg hverken har eller nogensinde har haft astma, vejrtrækningsproblemer eller noget andet i den dur.