Gymnasiestart i en anden verden end min egen

For at sige det ærligt, så var min første dag i gymnasiet nok en af de værste i min liv. Ikke fordi, at jeg ikke gad gymnasiet, og hellere ville fortsætte ferien med en uge lang badetur til Bulgarien - men fordi, jeg simpelthen var noget så modløs og ulykkelig, da jeg trådte ind ad Langkærs hoveddøre, og bare ønskede mig selv langt, langt væk. Eller endnu bedre - over på Statsgymnasiet, som jeg noget så gerne ville gå på - eller bare et hvilket som helst andet gymnasium, der ikke var Langkær.
Nok forsøgte jeg at være optimistisk, og nok havde jeg opsamlet en positiv udstråling omkring mig - men det var sådan, jeg følte inderst inde, bag smilet og den ranke ryg.

Dagen startede som sådan okay. Vi skulle mødes i kantinen, hvor de runde borde havde hver sit skilt på sig - et par stykker sagde: "1.a", andre sagde: "1.b" - hurtigt fandt jeg dog de rette borde for mig, og satte mig ved det nærmeste, kiggede i smug rundt omkring. Var der andre på vej hen til bordene med "1.z" skrevet på, eller hvor længe skulle jeg sidder alene?
Min positive udstråling begyndte så små at blive mere ægte, da folk kom, og jeg nok blev en smule spændt og glad. Men den faldt fuldstændig tilbage til det falske igen, da viceinspektøren trådte op på podiet og bød os velkommen. Ikke engang ét minut var gået, før jeg for første gang hørte den sætning den dag. Men jeg skulle høre den flere gange - MANGE flere.
"Og så holder Langkær jo de bedste fester!"
Hun smilede. Folk smilede. Jeg smilede. Udenpå.

Hendes tale blev efterfulgt af to elever fra 2.g, der også bød os velkommen, og fortalte lidt ting om Langkær - der bl.a. inkluderede en masse ord som "fest" og "fredagscafé". De viste sig siden at være de to tutorer for min klasse.
Derefter kom rektor op, bød os velkommen for tredje gang, og andet kan jeg ikke længere huske af velkomsten i kantinen.

Så blev vi sendt ud i klasserne, og jeg kunne for første gang kigge rundt på folkene i værelset og vide, at de alle sammen ville blive mine klassekammerarter - hvis, være det sagte, at de ikke droppede ud med det samme.

Et par lærere bød os velkommen og fortalte ting om, hvordan tingene fungerede på Langkær, gik så ud, og overlod os til tutorerne. Hvilket indkluderede en tre store ord, som jeg aldrig har hørt så mange gange som tirsdag d. 10. august. "Øl", "fredagscafé" og "fest".

Så gik vi videre til z-traditionen, der viste sig at være noget alle z-klasser, ifølge vores tutorer, altid gør første dag i 1.g. Traditionen er som understående:
Svar på et bestemt spørgsmål: "Har du en kæreste?"
Hvis svaret er nej, skal du gå hen og give hånd til den dreng, hvis pige,/pige, hvis dreng, du synes er lækrest i klassen.
Hvis svaret er ja, skal du sige den person af dit eget køn, du synes er pænest.
Folk lo og smilte, og ligeså gjorde jeg. Udenpå. Igen.

Dagen fortsatte med "hyggesnak" i klassen og et par store frikvarter, og blev afsluttet med, at alle 1.g'erne skulle danse lancier i hallen.

Efter at have ledt efter det i over en halv time, først gået den forkerte vej, siden fundet den rigtige, fandt jeg endelig det stoppested, hvor bybus nr. 25 holdte. Heldigvis skulle jeg ikke vente længe, før jeg kunne sætte mig ind til en halv times lang bustur.

Det første, min mor hørte mig sige, da hun lukkede mig ind af døren på sit arbejde (den er låst, og skal åbnes indefra eller via. en dims), var: "Mor... Jeg har aldrig nogensinde følt mig så malplaceret i mit liv!"

Og det passer. Jeg gik tidligt i seng den aften. Trist til mode, og ikke med den mindste lyst til at stå op næste morgen, og specielt ikke stå op for at komme ud på Langkær.


I dag er det præcist en dag og en uge siden, at jeg første gang satte mine fødder på Langkær som elev. Det hjalp helt enormt, da undervisningen begyndte onsdag - men jeg er stadigvæk langtfra lykkelig over at gå der. Jeg er så småt begyndt at få en lille kreds af eventuelt kommende venner, selvom jeg bryder mig mere om nogen end andre. Men hver dag, når folk nævner ting i foråret, som de glæder sig til, er det meget tæt på at slippe ud af min mund, at jeg slet ikke er i klassen til den tid, og ikke engang i Danmark. Indtil videre er det lykkedes mig at holde min mund omkring alt ved udveksling, for jeg er helt ærligt bange for, hvordan de vil tage det. Men jeg venter lidt og ser, og fortæller det nok en dag. Selvom jeg tvivler på, at det gymnasium, jeg vender tilbage til efter udvekslingen, bliver Langkær. Jeg håber i hvert fald ikke på det lige nu.

Alle komme fra det helt vestlige Århus. Tilst, Skjoldhøj, Brabrand. Oplandet mellem Silkeborg og Århus. Når jeg flytter, bliver jeg højest sandsynligt en af de eneste, hvis ikke den eneste, der kommer fra Viby. Der går én bus til Viby derude fra. Det tager en halv time - og den drejer to kilometer før vejen, der fører ind til min kommende vej. Og derfra er der næsten en kilometer ekstra op af den vej og et par ekstra /:

Jeg forsøger at se optimistisk på det hele lige nu, men det er godt nok længe siden, at jeg sidst har spist så meget slik og usundt på så få dage! Normalt ville det gå mig på, at vægten sikkert snart viser et par kg mere end normalt - men jeg forsøge at fortrænge alle tanker om kommende slankekurer og ikke at spise for meget usundt. For lige nu trænger jeg bare til den ekstra dosis af sukker og sødt.

Sommerferie

Så er vi tråd ind i sidste uge af sommerferien. En sommerferie, der trods længden har føltes både kortere og længere, og hvor der er sket så meget, at jeg aldrig er nået længere end til at tænke på at opdatere min blog. En sommerferie, hvor jeg utallige gange har tænkt på, at jeg burde få svaret min pennevenindes sidste mail, men så kigget mig omkring, sukket og fortsat med det, jeg nu var i gang med. En sommerferie, der startede med tanker som: "Ej, de tre første uger bliver lidt travle, men bagefter er der bare afslapning for fulde drøn" som dog hurtigt ændrede sig til: "... hvornår får jeg egentlig tid til at spise? Nåh, videre."
En sommerferie, hvor der er sket så meget, så meget...

Jeg gik ind i sommerferien med at tage i sommerhus med min far og hans kærestes familie fra lørdag til onsdag, hvilket var rigtig hyggeligt, men det synes så langt væk, at jeg knapt kan huske, hvad vi lavede. Vi var i hvert fald ved stranden et par gange, hvor jeg fik en ny badedragt, og så holdt vi fødselsdag for Lise, fars kærestes datter, der snart fyldte tolv.

Så kom jeg hjem onsdag, og gik straks i gang med at pakke ud og få smidt en masse til vask, blot for at pakke det ned igen. Fredag tog jeg over til far igen, og lørdag morgen, imens fuglenes evige morgen syngen endnu var de eneste tydeligt lyde, stod vi op og satte os ud i bilen. Kørte først til Lübeck i Tyskland, og tog siden flyet til Faro i Portugal.

Portugal var ret varmt: specielt de første par dage, hvor vi kørte rundt i en minibus med en aircondition, der mildes talt ikke virkede specielt godt, og kun kunne finde ud af at blæse brændende varm luft ud. Den blev heldigvis skiftet ud mandag.
Vi startede ferien i Lagos, en by i det sydvestlige Portugal, hvor turister tydeligvis var den største indkomst. Hoteller lå på lange rækker med turistbutikker, restauranter og lækre strande.
Mandag drog vi mod Lissabon, en helt utrolig smuk by, som jeg sagtens kunne finde på at besøge igen. Vi boede i en ældre lejlighed, midt i byens festkvarter, der sjovt nok var indkvarteret i gamle, udseendesmæssigt halvt ødelagte, huse, med smalle gader, som bilerne havde besvær med at klemme sig igennem. Om dagen var der stille og roligt, men om natten livede gaden fuldkommen op, og blev proppet i begge ender med festglade mennesker og musik. I sig selv en glimrende oplevelse, trods besværet med at falde i søvn i larmen.
Torsdag var det sydpå igen, denne gang mod Quartiera, en anden by helt nede sydpå, der ligesom Lagos levede af turisme. Fantastiske strande, med kæmpe muslingeskaller, som vi sjældent ser andre steder end i dyre turistbutikker og museer herhjemme. Fredag fejrede vi endnu engang Lises, denne gang rigtige, 12-års fødselsdag, og lørdag tog vi flyet hjem igen, endnu engang tidligt om morgenen, imens solen i Portugal endnu ikke var stået op.

Hjem igen, pakke ud, smide til vask og sætte på plads - stort set med det samme. Og hjem til en storsmilende mor, med kæmpe kram og rørt kunne sige: "Xenia! Vores hus er ved at blive solgt pr. 1. september!" - fuldstændigt forståeligt, når vi ser på, at det er den besked, vi har ventet på i flere år.

Søndag kom to af mine veninder fra København og Hørsholm, og blev til onsdag, hvilket var helt enormt hyggeligt, til trods for, at jeg stadigvæk var en smule træt efter ferie og lige skulle vænne mig til Danmark igen.
Og mandag morgen, imens vi stadigvæk sad i nattøj og på madrasserne på gulvet, kommer mor igen. Med hænderne i vejret, og et udtryk i ansigtet, der bare stråler af glæde, siger hun: "Xenia! Du kommer afsted til Japan! De sender brevene om det ud i dag."
Og tirsdag lå brevet der, i postkassen, spækket med information, som jeg næsten kun kunne græde af lykke over endelig at få. Japan, 2011 - 2012, YFU-Danmark, tre pladser - jeg kender de to andre! :D

To nyheder med to dages mellemrum - den første ventede jeg over to år på at få, den anden tre ♥ Så så sommerferien lige pludselig virkelig, virkelig lys og lykkelig ud :D

Ellers har jeg været på besøg hos min bedste, pakket en helt masse ned i kasser og var i går til "Welcome home/Farewell party" i Risskov med YFU - hvilket ligesom skøjteturen i februar var helt ekstremt hyggeligt! Selvom man godt kan føle sig lidt (eller sindssygt meget) utålmodig, når man møder folk, der siger: "Jeg skal afsted på onsdag" og man selv står der med sit ca. 7 og en halv måned igen. Men det betyder i det mindste, at jeg har lidt tid herhjemme endnu - OG at jeg kan prale med, at mit udvekslingssår først lige begynder, når de andres næsten er forbi.
Desuden har jeg også set en helt masse på de såkaldte "internationale placeringspapirer", der skal sendes ind til YFU inden d. 1. september - og jeg er ved at sælge lidt ud af mine ting. Indtil videre har jeg kun solgt for 130 kr., men jeg satser på mere :D Og de 130 kr. er gemt et sted på mit værelse, og skal blive der, indtil jeg finder et eller andet specielt at bruge dem på.

I morgen står den endnu engang på pakning og glugning på en del af de internationale placeringspapirer, det såkaldte "host family letter", der er ved at drive mig halvt til vanvid, fordi jeg altid bliver noget så utilfreds med det, jeg får skrevet ned. Desuden skal jeg bage kage!
Onsdag skal jeg i Djurs Sommerland med nogen fra den gode gamle 8/9.z, som jeg står for - der skal kagen bl.a. bruges til :D Indtil videre bliver vi dog kun 7 (æv!), men der er 3, der kommer hjem fra ferie den dag, som har meldt sig på noget hygge afslutning bagefter, og så mangler jeg stadigvæk svar fra 3, der lige skulle finde ud af det - men det er også fint nok, og jeg tror også, at det bliver rigtig hyggeligt. Desuden skal jeg også ind og forbi borgerservice og have meldt mit pas, der er forsvundet i posten (JA!, hvad giver du mig, forsvundet i posten!!), savnet, og have bestilt et nyt.
Torsdag står den så på fødselsdag hos en af mine veninder, der har fødselsdag i dag, hvor jeg overnatter til fredag.
Og fra fredag til søndag skal til jeg Viborg overnatningsmeetup med boggnasker, hvor vi lørdag skal til Store Bogdag! :D Det er her, det meste af kagen er til.
Mandag er der lægebesøg, hvor jeg skal måles, vejes (yirks) og min læge skal krydse utallige krydser af om mit helbred, som også er en del af de internationale placeringspapirer... Jeg skal forøvrigt også til tandlæge på et eller andet tidspunkt - yes, de skal godkende, at mine tænder er i fin nok stand til, at jeg kan tage på udveksling 8-D

Og så kommer tirsdag, hvor jeg starter i skole igen - eller rettere sagt, gymnasiestart!